this is my story

Læs første del af min historie nederst på siden

DEL 3

dette er sidste del af min historie – du finder del 1 & 2 længere nede på denne side

Da jeg forstod hvem min mor var, kunne jeg sætte mig selv fri

Jeg har virkelig tænkt meget over hvordan hele denne afsluttende og tredje del af min historie skulle udfolde sig. Der er brug for nogle svar, nogle forklaringer og nok også en slags status på, hvordan man egentlig lever med og i det. Så jeg har valgt at tage det fra den dag, jeg blev klar over, jeg var et svigtet barn, altså at min barndom ikke havde været “normal,” og at ting nok burde have været bedre. Derfra og til et brud med familien er der meget langt, og rejsen har strukket sig over mange etapper. Men jeg vil prøve at tage jer med her, og endnu engang bliver dette meget personligt og også sårbart. 

Man skal igennem mange destruktive handlinger og også bryde med nogle mønstre, der er fyldt med skam og skyld for at kunne forstå det og udvikle sig. Det kræver enormt meget selverkendelse og at man sluger mange kameler, og selvom det er nogen andres “skyld,” er der kun én person, der kan ændre på det, og det er en selv.

Som 17-årig gik jeg på HHX, men jeg vidste, at jeg skulle væk fra den by, som mine forældre boede i, og droppede derfor ud. Skolen havde intet med flytningen at gøre, det ved jeg i dag, men beslutningen om at flytte hjemmefra kunne ikke bare være i en lejlighed i samme by, – jeg skulle væk, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Ligesom den dag i dag var der ikke langt fra tanke til handling, og da jeg først mærkede den idé trænge sig på, satte jeg mig ind på handelsskolens computerlokaler og søgte på lejligheder i den nærmeste større by: Vejle og lagde en plan for at kunne financere dette ryk Jeg droppede ud af HHX og søgte i stedet arbejde i en tøjforretning. 

Jeg skrev en stak ansøgninger til Vejles tøjforretninger, tog busssen derind og gik så ellers ind i alle tøjbutikker fra den ene til den anden ende af gågaden. Jeg var dødnervøs, men jeg havde en mission, og derfor gjorde jeg det uden at tænke mere over det. Få dage efter gav det pote. To forretninger ville gerne se mig til samtale, jeg fik det ene job, og i den anden forretning fik jeg med mine talegaver om mine fremtidsdrømme gjort så stort et indtryk på ejeren (en ældre herre), at han tilbød mig et ophold, betalt af hans fond, på Sct. Martins designskole i London. Jeg husker, da han sagde det i telefonen, at jeg kort overvejede det, men der var kun et svar, og det var “tak, men nej tak,” for jeg var hovedkuls forelsket i min sjæleven, Oliver, i dag bedre kendt som familiens “Guldfar.”

Jeg skulle flytte sammen med ham og bestemt ikke til London. Den søde mand sagde han, at han forstod mit valg, men at jeg endelig skulle sige til, hvis jeg fortrød. Den slags hjælpsomme mennesker, skulle det vise sig, at jeg på min rejse ofte støder ind i, og at håndsrækninger er en del af den proces, som har ført mig til, hvor jeg er i dag. Set i bakspejlet forstår jeg i dag at disse håndsrækninger er kommet fordi mit drive og min person har søgt netop det. Jeg har haft en ekstrem vilje og gejst til at udvikle mig og komme fremad og det smitter, fordi det er passion, og passion kan mærkes af andre. Det giver også modvind, og selvom jeg ikke har været meget herre over det selv, synes jeg, at det er så vigtig en del af denne historie, fordi det hjælper til at forstå modet til at komme frem i livet og udleve drømme. Aldrig at nøjes på trods af eksempelvis at have så ekstremt meget præstationsangst, at jeg den dag i dag sidder uden et eneste eksamensbevis på de uddannelser, jeg ellers har gennemført. Det har dog aldrig holdt mig tilbage, og jeg har på trods både søgt og fået de jobs, jeg ville. Det er nemlig lige præcis min passion og drive, som også har muliggjort det. 

Jeg var 20 år. Jeg var flyttet i en lejlighed på Trøjborg sammen med Guldfar, efter vi sammen havde boet i vores første lejlighed i Vejle, og havde fået en rigtig dejlig veninde i Århus. Vejen til Århus kom sig af, at jeg var startet på min første uddannelse. Det var et grundforløb på TECO, fordi jeg ville være designer. Det var altid min største drøm. 

Denne dejlige og nye veninde i Århus, dette nye liv i storbyen med højt til loftet, og mennesker, jeg følte jeg passede ind med, stedet hvor jeg kunne gå ned af gaden i mine farverige og finurlige outfits og højst få et smil med på vejen fremfor skævende blikke og kommentarer om, hvorvidt jeg havde “klædt mig ud,” som jeg havde været vant til at blive spurgt om derhjemme, gjorde noget ved mig. Det var egentig ubevidst, men en søgen og forståelse for en anden verden, end den jeg kom fra, begyndte at spire. 

Jeg er født i Norge i et lille bitte samfund, kom til Danmark som to-årig og voksede siden op på en stor svinefarm i et tarveligt fodermesterhus, som tilhørte gården, min far arbejdede på. Senere flyttede vi i et andet, mindre hus i samme lille landsby, og ikke meget ændrede sig. Sladder og jantelov herskede, og alle vidste alt, men ingen gjorde noget. Vi var de sære Nordmænd, og dét at jeg fra tidlig alder havde min helt egen stil, jeg bare ikke kunne undertrykke, hjalp ikke på det. Jeg blev mobbet og var samtidig blandt de populære piger i klassen, en sær kombination, som gjorde, at jeg aldrig rigtig vidste, hvor jeg stod, og jeg kunne fra den ene dag til den anden være en af dem, de andre var imod. Det gik på skift, og jeg var bestemt ikke den eneste som ikke havde det rosenrødt derhjemme, så på mange måder var der hverken forståelse eller overskud til at leve andre steder end på overfladen. Sådan var det lille samfund. Dybde og kultur var ikke noget, man så meget til. Hvis nogen skilte sig ud med den slags moderne stads, eller hvis nogen stillede spørgsmålstegn til livet og til sig selv, var man nok det, der kunne gå under betegnelsen “en særling.”

Derfor var denne nye, friske og opløftende kultur, som jeg pludselig befandt mig i i Århus, så utrolig magisk og fantastisk. Jeg elskede det hele, og denne nye veninde stillede spørgsmål, jeg aldrig var blevet stillet før. Hun fortalte åbent om sin egen barndom og om en mor, der var meget styrende. En dag spurgte hun mig: “Hvordan var din barndom?” og pludselig, uden nogen overvejelse og uden nogensinde at have italesat det før, ikke engang over for mig selv, svarede jeg “ikke særlig god.” Bum! Spøgelset var ude af skabet, helt ukontrolleret, og jeg husker at gentage det for mig selv flere gange: “Gud, jeg har haft en dårlig barndom.” Det var første gang, jeg talte med nogen om det. Jeg var 20 år gammel og havde masser af kreativitet og lethed i sindet. Jeg lod det derfor ikke fylde efterfølgende, fortsatte bare bekymringsfrit dette nye og spændende liv, fyldt med inspiration og spirende kærlighed i vores lille loftslejlighed, som vi virkelig bare elskede, Guldfar og jeg. 

Guldfar var startet på universitetet og havde på samme vis fået nye og spændende venner, og vi havde det virkelig bare så godt både sammen og hver for sig. I denne dejlige tid fandt vi for alvor hinanden, – vi havde allerede været sammen tre år, men vi var helt klart begge præget af det ydre miljø, der ikke gav os, hvad storbyen gjorde, – og vi fandt helt sikkert også os selv. Rejsen mod dem, vi er i dag, begyndte dengang. 

Da jeg var 21 og Guldfar 23 år, tog vi på skiferie i en kold hytte i Norges bjerge, hvor der var langt til nærmeste tankstation, og vi var så glade for hinanden, at vi fik en overraskelse i vores lille loftslejlighed på Trøjborg få uger efter: to streger på en graviditestest. Og dette blev, efter samtalen med veninden et år forinden, det næste og største skridt ind i en proces, hvor fortiden ikke længere kunne undertrykkes af lykke og glæde. Jeg skulle selv være mor, og de følelser der fulgte med var ikke til at tage fejl af. De var langt fra, hvad jeg selv havde oplevet fra en mor. Kærligheden var så stor, at jeg frygtede den, jeg ville flygte fra den, men det kunne jeg ikke. Jeg elskede så højt, at det gjorde ondt helt ind i sjælen. 

Lille Elias, der lå i mine arme og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg var ikke kun bange for kærligheden til dette lille vidunder, men også for ham, fordi jeg følte, han kunne læse mig og se igennem mig. Han var så intens på alle måder, og jeg kunne ikke smutte udenom længere. Under hele graviditeten var jeg i gang med min skrædderudannelse på en privatskole med få elever og et så fantastisk sammenhold, at jeg blev sårbar på en helt ny måde. Tidligere havde jeg også mærket frygt og nervøsitet, men jeg havde altid kunnet skubbe det væk og “klare det.” Men nu skred det indeni. Jeg kom tættere og tættere på eksamen med en mave, der få måneder efter ville poppe. Jeg havde intet til hinder for ikke at gennemføre det og klarede det egentlig glimrende, for jeg var i mit element på alle måder, men jeg kunne ikke gennemføre uddannelsen. Jeg kunne bare ikke, og jeg kunne heller ikke sætte ord på hvorfor. Jeg forklarede og forsvarede det på livet løs både over for mig selv og andre og endte med bare at flygte fra det ved gør mig selv så fysisk dårligt tilpas, at jeg havde en reel undskyldning for ikke at gå til eksamen. I stedet genoptog jeg mit arbejde i Billund Lufthavn i caféen, hvor jeg havde arbejdet on and off, siden jeg var 15 år gammel. Et sted jeg elskede, og hvor jeg følte mig tryg og blandt så mange forskellige mennesker, at jeg aldrig stak ud for mit valg om, endnu engang, at droppe ud af min uddannelse. Her var jeg så de få måneder, indtil jeg gik på barsel, og jeg pendlede med mine mange ekstra kilo i bussen 1 1/2 time hver vej for at komme på arbejde. 

I mellemtiden havde vi pga. pladsmangel fået en større lejlighed i Århus centrum, som var meget dyrere, end vi egentlig havde råd til, og det var her, i disse fine og nye omgivelser med en spæd Elias, der kiggede dybt ind i mine øjne, at det hele for alvor begyndte at krakelere for første gang inden i mig. I denne periode havde min mor nemlig et arbejde i Århus og pendlede hver eneste dag fra deres hus 1 1/2 time derfra. Om morgenen, inden hun mødte, parkerede hun uden for vores lejlighed, som lå i stueetagen. Hver eftermiddag efter arbejde kom hun tilbage med bybussen og skulle hente sin bil. I samme anledning kom hun hver dag uinviteret ind til os for at se vores lille Elias. I starten sagde jeg ikke noget, jeg mærkede bare den stressende og nervøse følelse, hver dag når klokken nærmede sig 16.30, og jeg vidste, hun ville komme. Elias var ikke glad for brystet, og jeg var meget ung og meget usikker i min nye rolle som mor. Det passede med, han altid var sulten, når hun kom, og jeg derfor sad og ammede. Efter et par uger med denne stressede følelse og usikkerhed i kroppen begyndte min mængde af mælk at falde, og Elias, som derfor ikke blev mæt, græd hjertesskærende, og jeg følte mig magtesløs over ikke at kunne tilfredsstille min lille søn. Min mor som altid listede ind, mens jeg sad med ryggen til i sofaen og prøvede at koncentrere mig ved at ignorere hende, stillede sig enten lige bag mig eller satte sig ved siden af mig i den lille 2 personers sofa. Hun kiggede sørgeligt på Elias og havde tydeligt ondt af den lille fyr, der ikke virkede til at være særlig tilfreds med situationen med for lidt mælk. Hun sagde til ham, mens hun kiggede ham intenst i øjnene og i samme henover hovedet på mig: “Nå, lille skat, er der ikke nok mælk til dig. Dengang mormor var yngre og ammede din mor, var der altid masser af mælk, ja – faktisk så meget, at jeg ammede hende, helt indtil hun var 18 måneder. Hun elskede mit bryst og ville slet ikke slippe det igen.” Derefter vendte hun sig mod mig og sagde gerne: “Jeg forstår det ikke, for jeg havde jo mælk nok til dig.” Jeg undskyldte bare og kom med alle mulige grunde til, at jeg, som hendes datter, ikke kunne præstere det samme. 

Der gik præcis en måned med dette eftermiddagscirkus og en meget ked af det mig, som både var tyk, træt og åbenbart heller ikke tilstrækkelig i min nye rolle, før min vrede kom. Først forstod jeg den slet ikke, og det var først, da Guldfar, efter at have observere mit kropssprog, til sidst ikke engang kunne sige hverken hej eller farvel til min mor, ikke kunne svare hende eller kigge på hende, at han sagde til mig, at nu måtte det altså være nok. Enten så bad jeg hende om at blive væk, eller også ville han gøre det. Jeg kunne ikke forsvare mig selv over for hende dengang, ikke engang midt i denne vrede. Så jeg husker, hvordan jeg nærmest kastede op i nervøsitet, da Guldfar roligt bad min mor parkere et andet sted og holde sig væk. Hun havde ikke selv fattet hentydningen, efter jeg flere uger i træk åbenlyst havde ignoreret hende på det groveste. Som et lille barn, der nægter at svare og skabe øjenkontakt. Det kunne ikke være tydeligere, at jeg led og var dybt frustreret, og hun spurgte ikke ind til det en eneste gang. Hun adlød dog min kærestes ordre om at holde sig væk i hverdagen og opførte sig i stedet dybt såret efterfølgende, når vi i weekender så begge mine forældre sammen. 

I perioden op til dette, på trods af en begyndende bevidsthed om denne dysfunktionelle og langt fra gode barndom, dækkede jeg alligevel over det og især over min mor. Selv uden at folk spurgte, yndede jeg at fortælle om, hvor fantastiske mine forældre var. Jeg kunne finde mange gode ting at sige og lagde sikkert også en god portion oveni historierne selv. Jeg prøvede krampagtigt at give mig selv en anden historie end den virkelige af slagsen. Det foregik fuldstændigt ukontrolleret, og jeg forstår jo i dag, at det var en forsvarsmekanisme, jeg brugte til desperat at prøve at holde, hvad der var på vej, på afstand. Jeg ville jo falde, så snart jeg gav slip, og det er nok mere angsprovokerende, end man lige kan forstille sig, når alt det, der ligger under overfladen, giver svigt, svigt og svigt. 

Jeg husker, at endnu inden jeg fødte, at have inviteret min mor på overnatning i lejligheden til filmhygge og for sådan lave en rigtig tøseaften for at please hende og på samme tid overbevise mig selv om, at jeg havde det her fantastiske venindeforhold, som jeg drømte om, til min mor. Det er til dags dato noget af det mest akavede og upassende, jeg har sat i stand. Jeg var så anspændt for at få samtalen til at køre og holde stemningen god, sådan som jeg havde forstillet mig det. Værst var det, da vi skulle sove sammen i min lille dobbeltseng, som Guldfar var blevet bedt om at forlade for natten, for at jeg kunne gennemføre mit lille mor og datter-projekt. Jeg kunne simpelthen ikke, alene hendes vejrtrækning forstyrrede mit sind. Jeg følte mig helt stiv og anspændt, som et barn der får overskredet sine grænser, og selvom det på ingen måde var seksuelt, var det den ubehagelige følelse jeg lå med der. Hun var bare alt for tæt på, som hun lå der i den anden side af dobbeltsengen, og det værste var, at hun virkelig nød nærværet og sov som en sten lyn hurtigt. 

Elias blev ældre, og jeg fandt min selvtillid i rollen som hans mor, og mine forældre gled i baggrunden både på grund af afstanden, og fordi Guldfar og min svigermor fyldte mere og mere. Hun var der virkelig meget for os og passede Elias en hel del. Jeg mærkede en større tiltrækning til hende som en mor-rollemodel og lagde min opmærksomhed der. Rådførte mig hos hende og blev mødt af sårbarhed og forstålse fremfor bedømmelse og mistro, som jeg ellers var vant til. Jeg blomstrede igen, og formåede både at åbne en lille butik, hvor jeg solgte tøj for et større brand og designende mine egne smykker. Alt dette skyldtes, at jeg endnu engang mødte en sødt menneske, i en helt anden forbindelse og fortalte ham om mine drømme, hvortil han stillede dette, hans lille butikslokale, til rådighed for mig, gratis, et halvt år, så jeg kunne komme i gang og derefter have råd til husleje. Jeg læste samtidigt enkeltfag på HF i intensionen om at få færdiggjort den studentereksamen, jeg aldrig havde fået taget. 

Men som det jo er med underliggende traumer, så kan man ikke løbe fra dem ved blot at lade som om, de ikke er der, og bedst som det gik så godt, og jeg faktisk havde klaret to eksamner næsten uden panik og opkast – endda med 12 taller, mens jeg passede min lille butik ved siden af – så jeg mig selv stå i et pludseligt opstået angtsanfald, fordi jeg skulle fremlægge et projekt, jeg havde lavet i kunsthistorie. Det var mit yndlingshold af alle de enkeltfag, jeg havde, og jeg elskede læreren. Hun var klog, ældre og autoritær men på den kærlige måde. Hun ramte, forstår jeg i dag, det, der kunne kaldes et “mother issue” i mig. Jeg begyndte at se op til hende, og hun beundrede mig, fordi jeg var virkelig dygtig til alt, der havde med kunst og kreativitet at gøre. Der stod jeg foran hende og hele klassen, da min mund skælvede, jeg kunne ikke tale klart, og jeg følte, at min krop og mit hoved ville eksplodere. Jeg kunne ikke flygte, og de andre må have fået et chok, når den ellers altid udadvendte og selvsikre pige stod der og var så presset, at jeg var sikker på, at de følte det samme, som jeg gjorde. Føj, hvor var det pinligt, og jeg kan ikke huske, hvad der skete, andet end at jeg efterfølgende sad på min plads, tog mine ting og løb ud af døren, mens jeg tænkte, at jeg ALDRIG kunne vende tilbage til det lokale. Og det gjorde jeg heller ikke. Jeg besluttede mig for, at jeg bare ville tage alle de andre fag færdige, men ikke gå til eksamen og ej heller lave flere opgaver, jeg skulle fremlægge. Jeg trøstede mig selv og sagde til den sårede lille pige indeni at det var helt i orden, dér skulle vi aldrig stå i igen, så måtte vi bare finde en anden løsning. 

Jeg fortalte andre en historie om, at jeg var nødt til at have SU’en ved siden af butikken for at kunne få det til at løbe rundt, og sådan blev det, indtil jeg helt tilfældigt fik gang i næste projekt med en anden pige, som jeg mødte som kunde i butikken, og vi fik den skøre idé at designe en jakke sammen. Hun kendte en mand, vi kunne rådføre os med, som så endte med at investere en masse penge i, at vi skulle lave accessories, som jeg jo i forvejen havde gjort – blot i hånden i min lille butik. Jeg glemte hurtigt alt om HF og red på en lykker-designer-rus, modeuger, showroom, rigtig produktion og helt rigtigt firma. Butikken lukkede jeg, og i min mave lå en planlagt lille Karla. Vi var lykkelige, alt kørte, Guldfar med sit første rigtige job og jeg med et succesfuldt firma OG en ønskebaby på vej. At jeg måtte på dagpenge og kortvarigt genoptog enkeltfag på HF op mod fødslen for at få det til at løbe rundt og være berettiget til barsel samtidig med, at jeg arbejdede som en gal til ingen penge i et firma, som senere ikke engang blev mit, – alt det var ligemeget. Jeg var jo på vej mod min drøm, og jeg kunne slet ikke se, at jeg endnu engang havde lagt låg på noget, der hele tiden lurede under overfladen. 

Vi fik Karla, og jeg kørte firmaet med hende på armen og en stol, jeg kunne dreje rundt på og på den måde formå at amme under forretningsmøder. Jeg var en rigtig businesswoman, og det førte til en stabil løn, som ikke var høj, men den var der. Da Karla er 6 måneder, opdager jeg pludselig en knude på mit øverste brystben. Jeg døjer med nakke- og rygsmerter og bliver bevidst om området, hvor smerterne fysisk sidder. Det er ikke en lille knude. Den er kæmpe, buler ud og er helt hård. Jeg panikker fuldstændig, og tanken er bare, at jeg har knoglekræft. Jeg ringer med rystende hænder til min læge, som vil se mig med det samme. Denne læge, Morten, har på det tidspunkt været min læge i flere år. Han var der under graviditeten med Elias og også før det. Det skal vise sig, at han bliver endnu en af de håndsrækninger på rejsen, fordi han tager en faderlig rolle, og det får en banebrydende konsekvens for mig. Hos Morten er jeg på det tidspunk stort set død i mit sind, jeg kan ikke opretholde nogen af mine ellers så godt opbyggede facader, og jeg græder i angst og panik, i det sekund jeg kommer ind. Han er fattet, rolig og kigger på min bule, lige dér på mit spinkle brystben. Jeg havde tabt mig meget efter graviditeten og benene på brystet var derfor i forvejen tydelige. Han siger, han bliver nødt til at sende mig til scanning på radiologisk afdelingen på sygehuset. Bare for at være sikker, fremhæver han, men alligevel står alt stille indeni mig. Jeg er sikker på, jeg skal dø. Han siger, at han kender til en sjælden sygdom, der kaldes tietzessyndrom, som ofte rammer kvindlige roere på grund af overbelastning af bryspartiet, og at der kun er svært få på verdensplan, der får det, men at han tror, jeg er en af dem, også selvom jeg kun få gange i mt liv har haft et par årer i hænderne. 

Han ringer ud på radiologisk afdeling, og jeg får en akut tid. Han siger til dem i røret, at vi skal have svaret indenfor 24 timer, da det som sagt er en akut situation. Han har gennemskuet min angst og ved, der skal handles på uvisheden. Kort tid efter sidder jeg mellem ældre damer med hovedklæder og manglende øjenbryn på en gammel og forfalden afdeling og med min lille baby i armene på det gamle kommunehospital i Århus. Jeg er så bange, og har selvfølgelig Guldfar med til at holde min hånd. Han har, siden jeg fandt knuden, ikke lavet andet end at berolige mig og forsikre mig om, at han er 100% sikker på, det ikke et noget alvorligt. Jeg bliver kaldt ind og skal klare det alene, da der jo er stråler i rummet under scanningen. Jeg skal afklæde mig i et lille, koldt lokale og kommer så ind for at stå med brystet mod en plade, mens sygeplejersken og lægen forsvinder ind i et slags kontrolrum. Jeg husker lyden, hendes kolde hånd på min skulder, da det er overstået, og at jeg havde frygtelig lyst til at løbe ud i det rum, hvor jeg kan se, en læge følger med på en skærm, og bede ham give mig et svar på, hvad han ser med det samme. 

Jeg havde aftalt med min læge, at han skulle ringe Oliver op med svaret på mine scanning, og i de 24 timer op til sad jeg i hjørnet af vores sofa og rokkede. Jeg kunne intet foretage mig andet end at rokke sagte frem og tilbage. Jeg husker min svigermor ringe til mig og sige, hun var helt sikker på jeg var rask, og at hun gjorde alt, hun kunne for at berolige mig, men de forstod det ikke, jeg havde altid vidst det, – at jeg skulle dø af dette. Jeg havde altid mærket denne knude og vidst, at det måtte have sat sig et sted. Så meget psykisk smerte måtte have lagret sig et sted. Det vidste jeg, i det sekund jeg mærkede den knude, det var ikke et chok men et “Nu kunne jeg ikke trække den længere.” Her var beviset. Jeg bar broden, jeg var den, der var noget galt med, jeg var den, der havde dækket over så meget gennem så mange år, og selvfølgelig ville det blive afsløret. 

På en måde fandt jeg ro i logikken som jeg sad der og rokkede, og da telefonen ringede næste formiddag, og Guldfar, som var på arbejde, fik svaret fra min læge, var jeg forberedt. Det var okay, at jeg skulle dø, min skæbne var jo fortabt, og jeg havde bare prøvet at “danse” mig gennem livet for at skjule det og lade som ingenting. Men så sagde stemmen i den anden ende: “De kunne ikke se noget på billederne, der er ikke noget af substans, og derfor er det heller ikke en knude.” Jeg forstår ingenting, og Guldfar beder mig om selv at ringe til lægen. Jeg ringer op, og ganske rigtigt forklarer han, at når de intet kunne se, så var der kun én ting, det kunne være, og det var væske. Altså intet farligt. Væskeindkapslet som en kronisk betændelse i brusken på mit øverste brystben, ganske rigtigt en sjælden gigtlignende sygdom, som kan komme lige så pludseligt, som den kan forsvinde, og heldigvis kan den ikke udvikle sig til at blive værre. Det kan heller ikke behandles og vil give smerter ud i arm, nakke og skuldre, sådan som jeg havde oplevet det. I nogle tilfælde så slemt, at man må symtombehandle for at fungere i en almindelig hverdag, men da jeg hørte det, var jeg allerede ligeglad med det hele, smerterne, diagnosen, alt var ligemeget, for jeg havde fået livet tilbage. Jeg kunne klare alle smerter, pyt med dem, så længe jeg ikke skulle dø. Jeg svævede, og næste morgen troede jeg igen ikke på det og måtte ringe min læge op, som igen forsikrede mig om, de ikke kunne have misset noget på billederne og i øvrigt havde scannet alle omkringliggende organer, som var så sunde og raske, som de kunne være. 

Der gik nøjagtig en uge, så fandt jeg en ny knude. Denne gang en ret stor én under huden på min hage, hvor halsen begynder. Jeg mærkede samme panik igen, men denne gang googlede jeg, inden jeg kontaktede lægen. Det var ikke svært at finde ud af, at hvad jeg havde mærket var en forstørret lymfeknude, og at den var stor nok til, at jeg skulle reargere. Jeg skjulte det for Guldfar, og enhver en lejlighed jeg fik, prøvede jeg at trykke og mærke på den for enten at finde en logisk forklaring eller mærke, at den forsvandt. Det gjorde den selvfølgelig ikke, og da jeg en uge senere brød sammen og fortalte ham, at det fyldte alt, og at jeg nu var sikker på jeg havde lymfekræft, tog han min hånd og sagde: “Det har du ikke, men du skal ringe til lægen, og jeg vil gerne gøre det for dig.” Læge Morten tog endnu engang imod mig og løftede straks sin t-shirt op for at vise mig, at han havde nøjagtig samme slags knude blot øverst på sin brystkasse. “Det er bare fordi, det er en lille lymfe, der har været på overarbejde,” forsikrede han mig, og da jeg, ganske som han gættede på, ofte havde blister i munden, gav det mening. Han bad mig sætte mig ned og satte sig selv over for mig. Han tog min hånd, kiggede mig i øjenene og sagde så: “Nu skal du høre. Du er den patient, jeg har her på min lægeklinik, som jeg er allermindst bekymret for fysisk. Jeg vil lægge hovedet på blokken for, at du ikke fejler og heller ikke kommer til at fejle noget alvorligt. Du er typen, der skal slukke for alle nyhedskanaler, du behøver ikke bekymre dig eller ringe til mig, hvis du mærker små symptomer, eller du bliver i tvivl. Lad være med at google og tag i stedet et glas rødvin, for jeg ved, du nok skal komme, hvis noget er alvorligt nok. Du mærker det og ved, hvis det en dag skulle, hvilket jeg er sikker på, det ikke gør. Når det er sagt, så tror jeg, dette handler om noget andet, og det skal vi til gengæld gøre noget ved med et samme, så nu udfylder vi nu nogle papirer på, at du har en alvorlig depression, og så ringer jeg til den bedste psykolog, jeg kender, som sikkert kan finde en tid til dig.” Og sådan startede min rejse. 

På trods af papirerne var der fire ugers ventetid. Da de fire uger var gået, og jeg med rystende ben for første gang trådte ind hos psykologen, var jeg overbevist om, at hun ville grine af mig og sige, jeg ikke bare var skør, men at jeg også dramatiserede noget, der jo var et godt liv, som jeg burde være taknemmelig for. Jeg snakkede derfor også for min syge moster og charmerede det bedste, jeg havde lært i frygten for, at hun på et tidspunkt skulle stoppe mig og afsløre, at det var mig, den var helt gal med. Efter tre gange på den måde, hvor jeg bare plaprede løs om min fortid, som var det en fantastisk historiefortælling, afbrød hun mig, og sagde: “Er du egentlig meget nervøs , når du kommer her?” Jeg var for paf til at svare, og hun fortsatte: “Det er bare fordi, du snakker virkelig meget, og det kan godt være et tegn på, at man er meget nervøs og prøver at skjule det. Bum, så var jeg afsløret, klædt af, pinlig og ligesom jeg følte et kommende sammenbrud, greb hun mig og fortalte, at hun var nødt til at bryde mit mønster, før jeg kunne mærke mig selv, og sandelig om jeg gjorde, jeg græd og græd og græd, i en hel uge og gik med store solbriller alle vegne uden for hjemmet, mens tårere bare trillede. Gråden var ukontrollerbar, og tit var jeg ikke ked af det, de kom bare alligevel. 

Under de næste par gange startede opbygningen. Jeg begyndte at forstå mig selv. Jeg skulle have været fjernet hjemmefra, sagde hun, og ordene narcisist med psykopatiske træk blev også sagt højt. Ikke om mig, men jeg begyndte sagte at forstå, og hver gang jeg gik ud derfra, føltes det som at flyve, jeg var så let, og det var så godt. Jeg gik der længe, og livet ved siden af var stadig med firma i fremdrift og det samme for vores lille familie, hvor det dog haltede med økonomien. Fordi firmaet, som jo ikke var mit og heller ikke på det tidspunkt kunne blive det, og mine spirende værdier konfliktede, kunne jeg ikke blive. I dag er jeg ikke stolt af måden jeg gik på, men det var det rigtige, og jeg skulle have noget stabillitet i mit og vores liv ved siden af alt det, der skete inden i mig. Jeg fik for første gang et “rigtigt” job, endda som trendansvarlig designer, og vi købte et gammelt faldefærdigt hus på landet, ja – faktisk er det jo det hus, der fører videre til, hvor vi er i første del af denne fortælling. 

I mellemtiden havde jeg afsluttet mit psykologforløb, og på mit nye job bankede præsentationsangsten afsted igen – ikke angsten for at præstere, men for at præsentere. Det fyldte jo sjovt nok en del som designer, og jeg endda en af dem, der skulle stå forrerst for brandets trend og DNA, men jeg kunne ikke overkomme min angst og var for pinlig berørt til at fortælle det. Her stod jeg som voksen kvinde, mor til to og med en fin titel og udeblev blandt andet fra velkomstmøder af nye medarbejdere, hvor man skulle rejse i kantinen sig og præsentere sig selv. Jeg havde ikke nået bussen eller var syg de dage. Når jeg skulle vise nye kollektioner, lavede jeg videopræsentationer eller allierede mig med én fra salgsafdelingen i et påfund om nye måder at gøre tingene på, hvor vi på den måde integrerede de forskellige afdelinger. Det lød jo både godt og fornuftigt, og der gik næsten et år, inden jeg ikke længere kunne slippe, -bag en række tøjprøver i et lille lokale før en fremvisning, brød sammen overfor min chef. Hun forstod og forslog faktisk, at det kunne være hendes opgave, hvis jeg blot vejledte hende i, hvad og hvordan i forhold til mine kollektioner. Men jeg var presset i det job. Ikke kun på grund af mig selv. Der var i det hele taget ikke godt at være, selvom min chef var sød og ville mig det bedste, hun var endda virkelig glad for mig, og da jeg selv foreslog, at det måske ikke var stedet for mig, ville hun ikke give slip på mig. Hun ville meget gerne have mig til at blive og forsikrede mig om, hvor dygtig og værdifuld jeg var. Men hun var også presset og havde nok at tumle med selv i sin rolle. Der var ting i den afdeling, som ikke fungerede og vi som medarbejdere var hårdt mærkede af det. Jeg prøvede at holde ud og tage lederskab i kaosset, men på min sidste businessrejse til Tyrkiet fik jeg et angstanfald i flyet på vej hjem og var mildest talt ret så overrasket, da vi landede på jorden og ikke styrtede ned. 

Få dage efter min hjemkomst endte jeg under et leverandørmøde med at få det utrolig dårligt, og jeg løb efterfølgende ud af lokalet og cyklede otte kilometer hjem – uden den mindste erindring om at have gjort noget af det. Guldfar var dog helt tilfældigt hjemme og tog imod mig med beskeden om, at han var 100% sikker på, jeg lige havde oplevet et stressanfald. Dagen efter tog jeg til lægen, en ny denne gang, og beskeden lød på en langtidssygemelding på ubestemt tid og endnu en tur til psykologen. Denne gang finder jeg hende selv, og hun skal vise sig at blive kvinden, der for alvor ændrer mit liv. Psykologen med 25 års erfaring og et sind, der bare stemmer helt overens med mit. Hun er intet mindre end fantastisk. Denne ældre, kvindelige psykolog, og endnu en fantastisk læge, der også bare griber mig uden spørgsmålstegn eller mistro. Hun kender min type og siger, jeg skal have tid, tid til at hele, og hvis ikke jeg tager den tid nu, så sidder jeg i hendes stol igen som 40-årig, denne gang blot udbrændt, og derfor skal der handles og forbygges nu. Alt det bliver på mange måder enden på min personlige rejse. 

To stærke kvinder som ser mig, så jeg kan se mig selv. Jeg siger min stilling som designer op efter et halvt års sygemelding og bliver ganske planlagt gravid med Nora, jeg tager en hård og også den hårdeste proces af min rejse ud af en fortid med svigt, og denne gang mærker jeg til forskel fra den første en afstand til min mor og en parathed til at sige fra. Jeg har undervejs i alt dette taget flere opgør med hende og med familien, fordi denne historie selvfølgelig involverer flere parter, og jeg af hensyn til disse har valgt at undlade dem i min fortælling. Jeg har på mange måder taget magten i de relationer tilbage den dag i dag med hjælp fra min spykolog og endnu mere forståelse for det hele og deraf kærlighed til mig selv, men jeg mærker alligevel, at jeg altid og ligesom dengang for flere år tilbage bliver ilde tilpas, så snart de er i rummet, eller hvis jeg ved, de skal komme. 

Jeg havde derfor nok lang tid inden episoden, vi nu endte ved i Del 1, allerede besluttet og mærket, at det var uforbedreligt. Jeg kunne let få både fysisk udslæt og feber efter en eftermiddag i min mors selskab, men det skullle jo ende med at gå ud over andre end mig selv, inden jeg endelig formåede at passe på mig selv og min familie ved endegyldigt at bryde med det hele, både fastholdte møstre og menneskerne som holdte dem ved lige. 

Jeg må nok, efter at have skrevet dette ned, konstatere, at det at være stærk som i aldrig at give op og altid kæmpe, fælder én fysisk, hvis ikke det kan komme igennem psykisk. At jeg har haft mennesker omkring, der har forstået dette og koblet det til noget de faktisk slet ikke kendte til, er på mange måder min redning. Jeg har i mange mange år været frakoblet min krop fra halsen og ned. Jeg har levet i mit hoved, og af den grund var det også det eneste, jeg ikke kunne kontrollere: den fysiske sygdom, som kom til udtryk og vækkede mig til live. I dag lever jeg med min knude på brystbenet, den er stort set ubetydelig og usynlig, så længe jeg dyrker yoga og er i kontakt med min krop. Forsømmer jeg den ved at ikke at lytte indad eller svigter mig selv ved at gå i min pleaser-rolle som tidligere beskrevet især i forordet til Del 1, så blusser den op og kan blive både blå og rød, og jeg ender ret så hurtigt i sengen med spændinger eller hovedpine. 

Det er min mor som sidder der, plejer jeg at sige, og som min første psykolog sagde, så har jeg aldrig slappet af i første af mine mange leveår. Mine skuldre har siddet fast oppe under ørerne i angst og bekymring og på grund af arbejdet for at dække over en virkelighed, som jeg troede ville skade mig selv hvis den kom frem. Derfor har jeg det, en roer kan få. Så meget har jeg spændt. Men det er for mig en rettesnor i fysisk forstand, og det er med til at minde mig om virkeligehden af at forsømme sindet og bare lade stå til i troen på, det er lettere at fortie, behage og lade det fare hver gang. 

Jeg kunne have skrevet 500 sider om denne proces i er med på her, for den rummer så meget, så mange små og store fald på vejen. Så mange episoder jeg kunne betegne som fald og falliterklæringer, men som på den anden side er mine sejre. De er alle sammen vigtige, og den skyld og pinlighed jeg mærker, når jeg endnu engang må selverkende noget for at komme frem, det er menneskeligt og beviset på, at jeg er af den gode af slagsen. Jeg er ikke ligeglad, jeg føler disse ting, fordi jeg er et kærligt og samvittighedsfuldt menneske. Jeg er nervøs, fordi det betyder noget, fordi jeg faktisk ser mig selv og er interesseret i at være den bedste udgave af netop mig selv. 

Jeg kæmper, fordi det aldrig er ligemeget og mest af alt fordi, den måde jeg selv er på også ændrer andre omkring mig. Jeg har magten over mit liv, og jeg har også hovedrollen i det. Jeg skal tage ansvar for det og altid forsætte med at gøre mit bedste for andre ved at være villig til at se mig selv og turde være i alle de sider, jeg nu engang rummer som et helt og normalt menneske, nu med en meget tung rygsæk sat på hylden, men med en rygsæk som altid vil være en del af den, jeg er. Det er en læring, ikke en byrde, så mange menensker har rejst med mig og er blevet stærkere med mig, det er ikke et egoistisk valg at lade sig falde og gribe, det er en gave ligeså meget til de andre som til en selv. Hele mennesker er en gave til verden og derfor bør vi aldrig tage os selv for givet. Der er brug for os alle, og det i sig selv er grund nok til at tage første skridt, omend det er det tungeste. 


DEL 2

Pigen med det lille lys

Fars datter. Sådan havde jeg altid præsenteret vores relation. Jeg havde en følelse af, at når alt kom til alt, var jeg en slags yndlings af hans – at vi havde et særligt bånd og en særlig forståelse.

Nok var det aldrig rigtigt noget, vi havde snakket om, men jeg troede, at han forstod, og vi var enige om, at tingene ikke var, og aldrig havde været normale. Faktisk var jeg overbevist om han, under overfladen og lige så meget som jeg selv, ville ønske, at alting havde været anderledes, og at vi begge havde en længsel efter at slippe fri af tyranens magt. At det ikke bare var mit ønske.

Det var lørdag, og dagen efter børnene var kommet hjem. Efter en del dybe vejrtrækninger aftenen forinden, valgte jeg at skrive en besked til min mor.

“Kære mor.

Denne gang er det gået for vidt – jeg bliver nødt til at tage en pause fra dig og mærke efter, om dette var dråben i et i forvejen fyldt bæger.”

Med ovenstående opfattelse af min relation til min far, skrev jeg efterfølgende til ham, at jeg havde sendt beskeden til min mor, og at jeg selvfølgelig regnende med, at han forstod, jeg måtte sætte en grænse nu, hvor det også var gået ud over mine børn.

Jeg hørte intet fra nogen af dem den aften. Jeg gik i seng velvidende aftalen var, at min far skulle komme næste dag, – denne lørdag morgen og hjælpe med at vandskure huset. Det havde længe været aftalt, og jeg troede, at han jo nok bare kom som aftalt, og at han som altid ville lade som om, ingenting var sket. Men klokken blev 10, og jeg havde stadig ikke hørt noget. Min far plejede ellers altid at komme lige efter sin morgenmad, og mine bange anelser havde derfor for længst meldt deres ankomst.

Tre måneder gamle Nora mærkede min uro, og ville endnu en gang ikke tage brystet. Hun skreg, og mine nerver var i forvejen ved at briste. Jeg klædte os begge af, og lagde mig under dynen i soveværelset på overetagen sammen med hende. Hun fandt ro hud mod hud. Jeg følte mig sårbar, blottet og nøgen, som jeg lå der i uvisheden og med mit lille, bitte hjælpeløse og intetanende menneske ind til mig.

Klokken er næsten 11, da jeg hører en bil parkere i indkørslen. Mit hjerte sidder i halsen fra det sekund, nøglen drejer om, og bilen bliver stille. Jeg ved, der er fare på færde, og jeg kaster tøjet på mig selv og min baby. Oliver er nede i køkkenet, og de andre to børn er på deres fælles værelse i overetagen sammen med mig. Jeg åbner døren ind til dem. De er fordybet i hver deres leg, og jeg beder dem blive på værelset, hvorefter jeg roligt lukker døren i for ikke skabe nogen form for bekymring hos dem.

Jeg hører en råben, og min reaktion foregår uden videre omtanke. Jeg når ikke engang at mærke angsten, jeg løber bare ned mod den hævede stemme og stiller mig, taktisk ved jeg i dag, på øverste del af trappesatsen. I mine arme bærer jeg stadig Nora, og blikket jeg møder nede for enden af trappen, er ikke behageligt.

Hans øje lyner og er røde af vrede, hans krop ryster, og alligevel ser jeg ikke andet end et ynkeligt menneske i afmagt. Han kan ikke være autoritær min far. Faktisk har han aldrig evnet at forsvare sig selv eller andre. Derfor rammer ordnede, der kommer ud af hans mund mig heller ikke i det øjeblik. Det er først på den anden side af, hvad der i virkeligheden var et angreb, at jeg tager beskyldningerne og ordene ind. Beskyldningen om, at jeg havde ødelagt familien, at mine børn løj, at det var mig, der, som deres mor, var galt på den, og at jeg ikke kunne tillade mig at sige fra overfor deres mormor. Særligt ikke, eftersom han jo næsten hver dag kom, og knoklede for at hjælpe os færdige med huset.

Min far er et meget muntert menneske. Han er altid glad, altid optimistisk og meget, meget arbejdsom. Han brokkede sig aldrig, og en temperamentsfuld mand var han heller ikke. Jeg havde aldrig før set denne side af ham, faktisk forstod jeg ikke helt, hvor det kom fra. Han gik imod mig på en truende måde, og havde Oliver ikke været der, og havde jeg ikke haft babyen i armene, havde jeg frygtet ham. Manden, der knapt kunne slå en flue ihjel, og dagligt fandt sig i min mors angreb og kritik, stod pludselig der, og råbte og skreg med hænderne knyttet og med sine truende mørke øje rettet mod mine.

Jeg bevarede roen, selvom mit åndedrag var meget forpustet og ordene svære at formulere. Jeg holdt mig over ham, og stillede rolige spørgsmål. Jeg fik sagt fra på en ordentlig måde på trods af hans vanvittige beskyldninger, hvilket gjorde ham endnu mere vred og nok en anelse panisk. Han kunne ikke få ret eller det ud af hans “besøg,” som han havde planlagt i sit raseri. Da han gik med ordene om, at han ikke ville se mig igen, med mindre jeg undskyldte, fik jeg endda sagt, at det var hans valg, og at hvis han gik nu, var det ham, der valgte at gå ud af mit liv, og ikke mig der bad ham om det.

Han smækkede med døren, og jeg stod tilbage – helt tom. Set i bakspejlet var jeg i chok. Det var hele hans undertrykte vrede, jeg havde fået. I så mange år havde det hobet sig op under et langt og dysfunktionelt ægteskab og familieliv, hvor han aldrig var blevet taget seriøst eller hørt. Alt det blev på én gang kastet efter mig. Hans vildskab flød over, det var tydeligt at se, og det vanvittige var, at jeg faktisk undede ham det.

Jeg brugte ikke mange timer på vrede og had, før jeg igen fik ondt af ham og tænkte, at den reaktion var forståelig på trods af, det var den forkerte, han havde ladet det gå ud over. Det havde været den forkerte, han sagde fra overfor. Han kunne havde taget en faderrolle, han kunne én gang for alle have brugt det mod og den vrede til at forsvare sin datter og sine børnenebørn, men han valgte hende, præcis som han gjorde i det billede, der kort tid efter kom til mig i en drøm: Min mor og jeg stod på togskinnerne med et tudende togs lygter, som kom faretruende tættere og tættere på. Ude af stand til at bevæge os, kigger vi til siden, og ser min far springe for at redde den ene af os, min mor, og efterlader mig foran det buldrende tog. Han havde ikke kræfter til at hive os begge væk og hverken modet eller forstanden til at vælge mig.

Jeg ventede en måned, og hørte intet fra nogen af dem. I begyndelsen overbeviste jeg mig selv om, at han bare skulle have noget tid, og at han selvfølgelig ville komme til fornuft, at han også kunne se det hele i en større sammenhæng, og selvfølgelig ville gøre alt for ikke at miste mig og den tætte relation, jeg var overbevist om, jeg ikke havde taget fejl af vi havde. Jeg husker ikke, hvad jeg skrev i en besked noget tid senere. Men måske var det et forsigtigt spørgsmål om noget helt andet, eller måske skrev jeg, at jeg savnede ham, min hukommelse har slettet det, men det svar jeg fik glemmer jeg aldrig.

Det var en gentagelse af, hvad han havde sagt den lørdag formiddag, inden han smækkede med døren og forlod mig. For det er, hvad der skete, og hvad der stadig er virkeligheden nu næsten 5 år senere; jeg blev forladt – efterladt med skyld og skam over at havde været det forkerte barn, den forkerte datter og også den forkerte mor til mine børn.

Jeg husker at ligge i forsterstilling på gulvet og krympe mig sammen i visheden om ikke at være elsket ubetinget og i smerten over at måtte erkende og forstå virkeligheden. Det var alt sammen noget, jeg godt vidste, men som jeg alligevel havde prøvet at male et anderledes billede af ved at fortælle mig selv og andre en anden historie. Men det gik ikke længere. Beviserne var blevet for tydelige, og jeg forstod, at den jeg skulle redde ikke var ham eller en ødelagt familiehistorie bestående af mennesker, der ikke havde viljen til at forandre fremtiden. Jeg skulle redde mig selv for selv at komme videre.

For at kunne sætte mig selv fri fra de bånd, de havde holdt mig fast under. Det gigantiske spil, der i så mange år var foregået, som de havde filtret så mange uskyldige mennesker ind i, og som havde skabt så meget svigt, smerte og sorg. Så meget usikkerhed og manglende livsglæde. Dér var så mørkt, så trist, så ensomt, og ingen kendte sandheden. Alt var en facade sat op af alle skuespillere, der i al stilhed holdt sig til deres velkendte manus i hendes uendeligt urealistiske film, alene for at ingen skulle se virkeligheden. Sikke et arbejde og gud, hvor var jeg træt. Jeg kunne ikke kæmpe en millimeter mere for at dække over hende og nu også over ham. Jeg kunne ikke lyve for mig selv længere. Jeg måtte bare lade mig falde og mærke smerten. Der var så meget svigt, at det var uoverskueligt nogensinde at skulle forestille mig blive hel igen.

Ingen ville nogensinde tro på, at jeg hver nat i flere år tissede i en lille kande, jeg gemte i mit skab på værelset, fordi jeg var så bange for at gå ned på toilettet, igen, når først jeg var gået i seng. Bare hendes blik inde fra stuen, når jeg listede forbi i den mørke gang, en irritation og vrede over, at jeg nu igen skulle tisse, og så de nedladende og destruktive ord, der kunne følge med. De evigt kommende, onde ord nedbrød dagligt mit hoved og min lille krop. Jeg kunne ikke være mere forkert eller håbløs. Jeg var en fiasko, og mine arme og ben var sat forkert på. Det yndede hun at gentage, hver gang jeg, klumset som jeg var, tabte alt, jeg havde i mine hænder eller ikke kunne styre maden ind i munden, mens hun stirrede vredt på mig i forventningen om, at jeg ville fejle, eller når jeg konstant snublede og måtte skamme mig over mine altid blå ben, fordi jeg jo var så klumset og klodset. Jeg husker at falde og slå hul på knæet som fireårig midt ude i offentligheden, og høre hende og råbe og skrige af mig, mens jeg flovt kiggede rundt på alle de mennesker der måtte tænke at jeg var helt forkert, alt imens min far blot stod der og ventede på jeg igen kom på benene, og vi alle igen kunne komme videre. Jeg talte for meget, for højt og for skingert, så meget, at hun fik ondt i ørerne, og så sagde hun gerne til min far, når hun vidste, jeg lyttede i nærheden, at hun ikke forstod, jeg var hendes datter, og hvor mon jeg kom fra.

Had og afsky, ligefrem væmmelse over mig, sådan føltes det, og så skulle jeg jo også altid tisse, alt sammen, fordi jeg var så angst og anspændt, men det forstod jeg ikke dengang, jeg troede, der var noget galt med mig. Som teenager var jeg endda på eget initiativ taget til lægen med mit konstante tisseri, og jeg husker, at lægen meget indirekte erklærede, at jeg ikke måtte holde mig, at intet var galt, og at min krop bare var god til at rense ud.  I fjerde klasse startede den konstante migræne med synsforstyrrelserne, som gjorde, at min lærer til sidst opdagede, at jeg skjulte noget, ordene fra diktaten hoppede rundt på linjerne, fordi jeg ikke kunne se ordentlig, og han hev mig til side. Jeg var desperat for ikke at blive opdaget, og sagde, at jeg bare ikke havde turdet at fortælle det, og at alt var i skønneste orden, mine forældre tog hånd om det, og han skulle ikke være bekymret. Jeg pralede endda lidt med, hvor meget de havde gjort for at lette på denne konstante migræne. Min mor arbejdede i SFO’en, hvor jeg også gik, og jeg husker at stivne i min leg, da jeg så selvsamme lærer komme ned og bede om at tale med min mor. Jeg så hende smile charmerende, gøre sig til og affeje alle bekymrende og ledende spørgsmål, han nok havde stillet, med kærlighed og omsorg for sin datter.

Det var første og sidste gang, skolen satte spørgsmålstegn til de mange symptomer, jeg udviste på svigt gennem årene. Og jeg bebrejder dem ikke. Psykisk vold er så usynligt og så kompliceret, og det er så svært at bevise, at det i mange tilfælde næsten gør det umuligt for andre at se eller gennemskue. Jeg søgte selv andre miljøer uden for hjemmet, blandt andet det voksen-amatørteater, hvor jeg og to andre børn var med til alle de store opsætninger, en kunstskole, musik og venner uden for det lille landsbysamfund, vi boede i. Hver gang jeg tog afsted, var jeg frygtelig bange, men jeg gjorde det alligevel og elskede det altid, når først jeg var der. Jeg sugede til mig, alle steder jeg kunne, tørrede tårerne i cykelskuret på skolen, mens ingen så det, løftede panden og gik ind i klassen med bevidstheden om, at jeg måtte dygtiggøre mig for en dag at kunne slippe fri. Jeg måtte holde fast, i det jeg havde, hvilket var evnen til at kommunikere, socialisere og lære.

Jeg evnede at læse mennesker og situationer og derfor også at tilpasse mig stort set alt. Jeg evnede at blive holdt af for min situationfornemmelse og forståelse for andre. Jeg kunne please og sige de rigtige ting i de rigtige situationer. Jeg blev mester i alt overlevelse i kaos. Jeg fandt små ting, jeg lærte at holde fokus på og glædes over – især fredag med Disneysjov og slik, jeg kunne skabe så meget foventningsglæde til det oppe i mit hoved, at det kunne løfte mig ud af mørket. Det gentog sig jo hver uge, og jeg lærte derfor hurtigt at mærke taknemmelighed, holde fast i det, og se hvad det kunne bringe med sig af lethed. Jeg fejrede alle dage, jeg var bekymringsfri, inditl det blev en sport for mig ikke at stå situationer, hvor hun kunne blive vred over noget, hun syntes, jeg havde gjort forkert. Om aftenen når alt var stille og mørkt, fandt jeg ud af, hvordan jeg kunne mærke, hvor blød min dyne og seng var, bare for at falde i søvn, når jeg var bange. Jeg lærte også at slette alle spor, hvis jeg havde spildt på mit gulvtæppe eller ikke kunne spise min madpakke for ikke at have bekymringer hvilende over hovedet – det var altid en panisk handling, hvor det gjalt om at tænke logisk og praktisk.

Fordi jeg var så klumset, blev min forståelse for diverse produkter temmelig god, opfindsomheden i panikken gjorde, at jeg tænke over, om for eksempel tandpastaens konsistens mon kunne være god til andet end formålet. Jeg blev en opfinder og detektiv på arbejde døgnet rundt, og så kunne jeg tegne og skabe. Jeg havde ikke legekammerater på besøg, mere end det kan tælles på en hånd, der kom sjældent nogen udefra i hjemmet, og jeg brugte derfor tiden på at være inde i mit eget kreative univers, et sted hvor jeg kunne lukke alt andet ude. Den evne hjalp mig til at føle mig dygtig til noget på en helt særlig måde. Måden, hvor man evner noget, ikke ret mange andre kan. Jeg kunne se det færdige resultat for mig og havde altid overblikket. Det var som om, det overaktiverede system i mit hovede formåede at arbejde på kryds og tværs, og at dét at se en større helhed og fornemme alt til sidst blev en leg. Jeg vidste bare helt instinktivt det hele på forhånd.

Jeg kunne tænke mig til en eller anden måde at regne matematiske teknikker på, og jeg elskede at skabe nye ligninger på alle måder i mit liv – ikke kun i matematikken – jeg elskede at udfordre resultatet ved at ændre på processen. Alt gav mening og gik op i en højere enhed i mit hoved. Det blev en tryghed, og inderst inde vidste jeg, at jeg var klogere end hende; faktisk alle i den familie. Jeg mærkede, at jeg var den, der bar dem, og derfor blev trampet på for at holdes nede. Den logik kunne jeg ikke stille op sådan dengang, men jeg havde det lille lys indeni, som brændte – jeg så det visuelt for mig. Jo mere smerte, jo stærkere flamme. Den stærke flamme kunne give mig en euforisk følelse i kroppen, kreativitet og lykke. Jeg kunne lukke af og på samme tid lukke alt andet ude. Udadtil var jeg et klumset og usikkert vrag, men indeni var jeg stærk, sprudlende og i live.

Hun kunne ikke ødelægge det. Hun kunne ikke få mig ned med nakken, og det var frygteligt for hende. Jeg var alt, hvad hun havde drømt om at være, og hvorfor var hun ikke bare stolt af det? Hun kunne have rost mig og elsket mig for det. Jeg formåede det, hun havde for ‘ondt’ til at udføre, og hun kunne havde set det som en sejr at opnå det gennem mig, men jalousien rådede i stedet for og blev det, hun holdt fast i. Og min teori er, at had og afmagt voksede ud af det.

Min mor. Hun er smuk, yderst intelligent og veltalende. Hun evner at få alt til at skinne og se tiltalende ud. Rører hun noget let sammen fra køleskabet, ligner det noget fra en fin restaurant. Bager hun på slump, hæver det til dobbelt størrelse og smager, så englene synger. Hun er sådan én, man forblændes af, og som udviser en sårbar autoritet, man ikke tør udfordre. Trykker du på de forkerte knapper, bryder helvede løs. Og hendes minefelt er farligt at bevæge sig ind i, hvis man ikke på forhånd kender kortet. Man er på samme tid i tvivl om, hvorvidt det er ens egen skyld, eller om det overhovedet er sket. Man får aldrig et undskyld, et angrende blik eller en opførsel, der indikerer dårlig samvittighed efterfølgende.

Jeg har endnu den dag i dag, ikke hørt mere end en enkelt mail fra hende, for tre år tilbage, om hvor hårdt det havde været for hende, og hvor frygteligt jeg havde gjort hendes liv ved at sige fra på den måde og lukke hende ude. På den mail svarede jeg: Hvis du elsker nogen, slipper du dem fri, og bad om fred til at hele. Ikke en eneste gang har jeg hørt, at de savner mig, ikke en eneste lille sms i smug fra min far, hvor der kunne stå noget så simpelt som: “Jeg elsker dig,” eller “Du skal vide, det ikke er din skyld.”

I deres øjne er det nemlig min skyld, og særligt fordi jeg har frataget dem børnebørnene, men sandheden er jo, at ingen ejer nogen, og at man må gøre sig fortjent til at være en del af nogens liv. Det går to veje, og jeg har ikke mere på ekstralageret at give af. Jeg kan ikke længere give uden at få noget tilbage. Jeg kan ikke blive holdt nede og leve på specifikke betingelser for at modtage noget, der skulle forstille at være kærlighed. Jeg ved, hvad ubetinget kærlighed er, det har jeg lært i mit voksne liv både ved at give og modtage det fra bla. min egen selvskabte familie. Derfor ved jeg også, hvad det ikke er. Og den løgn kan jeg ikke leve på længere.

Når nogen spørger til det “valg,” jeg har taget, fortæller jeg dem, at det ikke er et valg, men en nødvendighed. Det er nødvendigt, for at jeg kan leve og være den, mor, kone og ikke mindst bedste person for mig selv og derfor også alle andre. Der er ingen børn, der aktivt ønsker at “vælge” sine forældre fra. Og det er ALDRIG børnenes skyld. Den skyld skal kastes så langt væk, at den aldrig springer på ryggen af nogen igen. Ingen børn er forkerte eller fortjener at vokse op med påstande om det. Hvis du møder en der har mistet sin familie på denne måde, selv ved aktivt at fjerne sig fra den, kan du være sikker på, du ikke behøver stille spørgsmålstegn ved rigtigheden eller nødvendigheden af det. Det er det mest unaturlige i verden ikke at blive i sin flok. Så tro mig: af den årsag er det ikke et valg, nogen tager. Men det kan ganske simpelt være nødvendigt for at “overleve.”


Forord til 1. DEL (som du finder nederst på siden) af min historie

Barndom

100% sårbar.

Det føltes som at være nøgen på en scene og at være i risiko for at blive straffet for at sige sandheden, fordi andre havde brug for, at den blev fortiet, – eller at leve under evig påstand om at lyve. 

Sandheden gør ondt. Den blotter en ellers perfekt overflade, og den afslører og forandrer én for altid. Er det det værd? Ja. Altid.

Illustrationen til højre er tegnet af mig og er et selvportræt af den kvinde, jeg altid har været – stærk, reflekteret, kunstnerisk, elegant og meget bevidst om min fremtoning og udtryk, men også med øjnene ‘lukkede’ for at skærme mig mod virkeligheden…

Men det så ingen, og det var på mange måder min redning, men det var også et kæmpe stort og konstant arbejde, som kun jeg var klar over, jeg var nødt til at udføre for at ‘overleve.’

Som forord til en meget personlig fortælling, som du kan læse nederst på siden under “Der, hvor det hele sluttede,” vil jeg først sætte nogle nutidige refleksioner på dét at generobre magten over sit eget liv, og tage ansvar for sig selv

At hæve sig over / rise above

…er noget jeg har øvet mig meget på – både for at skabe rummelighed og for at kunne se tingene i et større perspektiv. For ikke at blive i selvmedlidenhed, for at kunne tilgive, for at kunne slippe vreden og allervigtigst for at være bevidst om mine egne mønstre i forskellige relationer, især dem hvor jeg let falder tilbage i et pleaser-mønster for at føle mig god nok og på den måde ikke tilgodeser mine egne behov.

Det kræver, at jeg tør træde ud af mine følelser vold, fordi kun sådan kan jeg hæve mig op over det og se det hele i en større sammenhæng. Det betyder, at jeg ikke skal mærke alle andre gennem mig selv, men i stedet kunne se udover, og på den måde forstå og lære i stedet for. Med andre ord handler det om ikke at dømme ud fra egen gammel usikkerhed/mønstre, men i situationen kunne stoppe op og være bevidst om, at det jeg mærker er mig selv og ikke den anden.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det ikke er svært. Det kræver stor selvindsigt og mod, og jo mere du får af det, jo større er sandsynligheden for, at du, som mønsterbryder, alligevel lander i lignende mønstre på grund af den fortid, du har.

Et klassisk eksempel er at blive hende eller ham, som folk gerne vil læne sig op af – fordi man er vant til at please, agere støtte og give ekstra for at opnå annerkendekse og kærlighed. At man så ovenikøbet er reflekteret, tydelig og kærlig, fordi man har fået styr på egoet uden at undertrykke det, gør det trygt for andre mennesker at være i ens selskab, fordi man ikke skal afkodes eller aflæses.

Man er dem, de andre ved, hvor de har.

Der er som sådan ikke noget galt i at være ovenstående; nogens klippe eller i at være livsklog og stærk på grund af tidligere modstand – tværtimod. Det vigtige er bare, at vægten ikke kun hælder den ene vej – at de andre også evner at være det samme for dig. Ofte sker der bare det, at jo stærkere og mere hel man bliver, jo mere må man også stå på mål for andres mangel på samme. Det kan nemlig for andre være hårdt at se på den balance, lykke og styrke, man udviser. Det skaber ofte jalousi, også selvom det ikke er vedkommendes hensigt. For andre kan det derfor være lige dele rart, men også lige dele provokerende, hvis du altid er den, der formår at komme frem, være positiv og aldrig lader dig køre fast. I den situation kan du altså blive hende eller ham, der læsses af hos, hentes hjælp, kærlighed og gode råd hos, men du må samtidig også finde dig i, at når relationen har det dårlig, forventes det at der tages hensyn til vedkommende, udvises overskud og forståelse, fordi du faktisk selv har udvist at præcis det magter du altid, og at i det mønster er der ikke nogen der behøver spørge hvordan du egentlig har det eller behøver at give det samme tilbage efterfølgende, mest af alt fordi du aldrig beder om det eller siger fra.

Hvad der ofte er sket for mig i de situationer er nøjagtig det; jeg er røget lige ind i et gammelt pleaser-mønster, følt mig udnyttet, overhørt og misforstået, men alligevel ikke sagt nogte, blot tøjret klippen godt ned i jorden, så den ikke vælter i blæsevejret og så ellers vendt den anden kind til, og endnu engang givet ud af ekstra tanken. Andre forventede jo at sådan en stærk person som jeg, godt kan klare det. Særligt fordi det er præcis hvad de ser, en der altid kan klare alt, en der giver uden at blive spurgt, ergo må have masser af overskud, og endda føler sig anerkendt for det efterfølgende, fordi jeg godt ved, at den anden ikke mente det på den måde, jeg ved præcis hvad der egentllig var på spil – jeg forstod det større perspektiv, og at jeg derfor også må udvise ekstra forståelse, også selvom jeg på ingen måde får det samme tilbage.

Hvad vil jeg sige med det?

For det første er denne fortællingen især henvendt til dem, der har fundet vejen hertil, fordi de selv har svigt i bagagen. Jeg vil beskrive, hvilke mønstre du som et mønsterbryder-barn, der er blevet undertrykt, men som alligevel har fundet vejen ud ved hjælp af selvindsigt og selverkendelse, ofte lander i. For det andet er jeg sikker på, at der er mange andre empater derude, som ikke har svigt i bagagen, men som også kan ende i præcis samme mønstre, – så læs endelig med, selvom du ikke sidder med en tung rygsæk.

Vi er dem, der for det meste føler vi skylder og gerne vil redde hele verden. Vi er vant til at give lidt ekstra og forventer ikke det samme retur. Vi giver og giver og giver, fordi vi har lært, at kærlighed ikke er gratis, men at den skal fortjenes.

Vi er stærke, kan klare det meste selv, vi er også bevidste om andre og empatiske. Alt det evner vi, fordi vi har været nødt til at lære det, og udadtil virker vi til at have styr på det hele. Men… hvis ikke vi tager fat i mønstret, får sagt fra og “reddet” os selv først, så ender vi med at være udslidte på ingen tid – altid og hele tiden, fordi vi ikke tager vare på os selv. Det er altså et ansvar vi selv skal tage. Andre forstår eller aflæser ikke nødvendigvis de mønstre. De ser et stærkt menneske, der gennem sin personlighed indbyder til, at de kan bruge af det og læne sig op af os.

Det er en gave at komme videre i livet med alle de egenskaber, vi har, og at få en større bevidsthed ved at finde evnen til at hæve sig over det og se det større perspektiv, før de fleste andre. Dét at kunne se helheden eller perspektiverne, når andre hænger fast i petitesserne og ikke kan finde vejen ud. Det er i hvert fald med 100% sikkerhed noget, du skal tage til dig som en gave, og det er virkelig noget, du kan bruge i alt, du vil og gør. Den gave er belønningen for at have udviklet alle de små, fine følehorn, du fik med som barn gennem svigt, angst og sorg = som kan give større indsigt. Dengang var du afhængig af følehornene for at klare dig igennem og komme ud på den anden side. De gjorde, at du forstod og kunne reflektere over det og i sidste ende bryde det mønster, du lærte, var normalen og virkeligheden.

Men følehornene skal passes på. De må ikke misbruges. Selvom det kan være rart at være hende eller ham, der altid ved og forstår, skal du tanke op den anden vej, ellers kører du konstant på reservetanken. Det er altid okay at sige nej og vælge fra, hvis det tager energi, du ikke har.

Ubetinget kærlighed handler om ikke at skulle please for at få den.

At give slip og også selv turde at læne sig op af andre uden at skulle “betale for det” har desuden lært mig, at jeg bliver mindre kontrollerende og autoritær over for andre, at jeg på den måde selv tager ansvar for hvordan folk ser mig, fordi jeg tør sænke paraderne og vise, at jeg også bare er et menneske med behov, så andre ikke kun ser hende den stærke. Det er grænseoverskridende at gøre, når du er opvokset med, at det er farligt at vise sårbarhed, fordi det til enhver tid vil blive brugt som et våben imod dig.

Det er vigtigt for mig at forklare dette her i forordet, så jer, der læser med, ved, jeg også rummer masser af sårbarhed på trods af en næsten altid positiv tilgang til modstand og smerte.

Som I kan læse nedenfor lever jeg i dag med mange, mange ar på sjælen, og det er konsekvenser, som betyder, at jeg har valgt at skabe et nyt liv for mig og min familie. Det er ikke let og aldrig på den måde et valg, jeg tager – det er en nødvendighed for at passe på mig selv og kunne være en god mor, kone, veninde og så videre.

Jeg beder derfor om forståelse for, at ingen i min fortælling er onde, selvom de har truffet andre valg end jeg, er psykisk ustabile og eller har handlet uhensigtsmæssigt.

Jeg bærer derfor heller ikke på vrede eller nag.

Jeg ved, at jeg skulle dette igennem, for at kunne blive og give det, jeg gør i dag.

Derfor sender jeg kærlighed ud.

del 1

Der, hvor det hele sluttede

Dette er mine erindringer

Den 23. juli 2015 er der fire dage til min 31-års fødselsdag, og jeg har en tre måneder gammel baby på skødet. Babyen er Nora, og hun skriger og gør modstand, når jeg kæmper for at få hende til at tage brystet. Jeg er presset på alle fronter. Banken har klappet kassen i, vi havde kun en indtægt, og jeg havde været syg med stress i et halvt år. Set i bakspejlet – når jeg ser mig selv sidde der og prøve at bevare roen, så mælken kan løbe til, mimrer det for mig i en slags bølgende skyggetilstand. Der handler man for at overleve. Det er kaos, men det er også i stigende grad en bevidsthed både om kærligheden til min lille familie og om vigtigheden af mig selv i den ligning.

Vi skulle nok klare det, vi stod i. Dagen inden havde vi plyndret børnenes sparegrise, og ud fra det beløb lagde vi et madbudget for resten af måneden – der var i alt 400 kroner. Det var tough business og derfor også et fristende tilbud, da mine forældre en måned tidligere havde tilbudt at tage de to ældste børn med på en lille miniferie. Vi havde ikke råd til ferie, og børnene så ikke meget andet end to forældre i arbejdstøjet og den ene med en baby på armen. For at overholde aftalen med banken skulle huset stå færdigt et halvt år senere, og vi havde 0 kroner at renovere det sidste for. Vi var kun halvvejs, og løsningen var hverken at give op eller vente på, at vi kunne spare flere penge op. Den løsning fandtes ikke. Den eneste vej til at løse det økonomiske hul, vi sad i, var at gøre huset mere værd, end det vi skyldte i banken. Og når man ingen penge har til det, skal der knofedt og kreative løsninger til. Søvn var en by i Rusland, og mellem amninger midt om natten satte jeg bla. fliser op på badeværelset. Guldfar arbejdede fra klokken 8 til 16 hver dag, kom træt hjem og hoppede direkte i det “beskidte” tøj, kun for at gribe ud efter et stykke værktøj.

På trods af en mavefornemmelse, der skreg nej, sagde vi ja tak til en ferie til de to ældste. På den måde havde en af os i det mindste frie hænder, og vi kunne få lavet mere på en liste, der var uendelig lang. 

Jeg husker tydeligt, trillende med barnevognen foran mig ud over markerne, hvor vi boede, at ringe min bedste veninde op og græde, fordi jeg bare vidste, jeg havde begået en fejl ved at sætte dem i den bil. Hun beroligede mig, og jeg gjorde det samme; fortalte mig selv, som jeg altid gjorde, at jeg var hysterisk, og at det sikkert ikke var så slemt, som jeg både huskede og stadig blev bekræftet i, det var. Det var ikke længere mig, det gik ud over, og hun ville da aldrig lade det gå ud over mine børn – godt nok fik deres morfar verbale tæsk hele tiden, men for mig var det jo ‘normalt’. De havde jo altid set det, og vi havde talt om det. Talt om, at det ikke var i orden, men sådan var mormor. Jeg druknede igen bekymringen i træthed, kærlighed fra min veninde, sammenholdet og fællesskabet med min mand, den stærke familie, vi havde bygget på trods og tænkte, at vores børn var robuste og havde ikke den frygt og uro med sig i rygsækken, som jeg havde. Jeg husker til sidst at tænke: “Du mærker dig selv nu, fordi du mærker dine børn gennem det barn, du var.” Og der landede den. Vi fik dejlige billeder på sms, og så kun smilende, glade børn. Så min bekymring var nok endnu engang et gammelt mønster, der slog alarmberedskabet i gang, og derfor gav jeg lige mig selv et opsang. Et slag i hovedet med egen hammer for at være hende, der ikke kunne slappe af og ikke kunne give slip på mønstret. 

Klokken var 16.00, da jeg sad i stolen lettere stresset over, at Nora helst skulle være ammet, når de kom hjem fra ferien, og min mor helt sikkert ellers ville have det der blik, hvis jeg i værste tilfælde måtte erkende, at det ikke gik med det amning. Og at jeg i den fortælling skulle bruge energi på at forsvare og forklare mig selv for ikke at tabe ansigt over for hende. Hun ville som sådan nok ikke andet end være forstående i situationen. Selvfølgelig på den der kolde måde, hvor man ikke og aldrig havde kunnet mærke omsorg i ordene. Jeg vidste det var farligt at vise sårbarhed, fordi det var det samme som at være et såret dyr, der lå ned. Et såret dyr, som Ikke havde mulighed for at forsvare sig. Det var dødsens farligt over for angriberen. Derfor skulle der helst være styr på det hele, når de ankom. 

Fem minutter senere vælter de ind af døren, og to meget overgearede børn flyver om halsen på mig. De virker glade, selvom de er mildest talt stressede og skjuler det godt i en slags hysterisk iver. Det er meget tydeligt, det er vigtigt at råbe højest om alle de gode ting, de har oplevet. Jeg kigger på min mor og min far, deres mormor og morfar, og jeg kan se, noget er galt – jeg er ikke et sekund i tvivl. Jeg kender det mønster, som jeg nu ser i mine egne børn. Den gode fortælling, der skal dække over noget. 

Jeg rejser mig, og med rystende hænder laver jeg en flaske til Nora, stikker den i hånden på min mor, og rækker hende min baby, – hvorfor ved jeg ikke. Det var en slags overgivelse, tror jeg. Jeg gad ikke engang forklare. Jeg kunne ikke forklare det. Jeg så hende med stolthed i øjnene, placerede flasken hos den grædende, sultne baby, som jeg selv ikke havde kunnet tilfredsstille. Og så var der ro – jeg husker ikke den næste time særlig godt, mit hjerte hamrede, og jeg hørte igen den der støj indeni, som gjorde mig svimmel og ilde tilpas. Den støj som gjorde, jeg ikke kunne fokusere og mest af alt havde lyst til at flygte fra det hele.

Guldfar kom hjem og tilbød mine forældre at blive til aftensmad. Jeg prøvede desperat at sende et SOS-blik i hans retning, men han kunne af gode grunde ikke læse hverken mig eller situationen. Han er heldigvis ikke udstyret med samme alarm- og stressberedskab, som jeg er. Mine følehorn er lange nok til at læse og forstå enhver uforsagt stemning på kilometers afstand.

Alene måden hun kom ind af døren på, da jeg var barn, kunne jeg kende den nøjagtige sindsstemning – jeg var altid parat til at skulle skærme mig mod, hvad end der ventede, hvis der blev trampet lidt ekstra eller hendes suk var det første, jeg kunne høre. Jeg var altid musestille, havde forinden sørget for at alt i hele huset var i skønneste orden. Jeg havde prøvet at forudsige, hvad hun kunne blive sur over. Kunne jeg gøre noget ekstra for, at hun kom på andre tanker end at opfinde eller lede efter noget, hun kunne anklage mig for, gjorde jeg det.

Og uanset startede den daglige tortur-omgang, hvor hun i sin egen vrede bare blev vredere og vredere, og fråden til sidst altid lå tykt i hendes mundvige. Ordene blev ondere og ondere, til jeg til sidst ikke hørte mere, men rejste væk i mit stille sind – væk til et sted, hvor der var varmt og kærligt. Et sted, jeg selv havde opdigtet, som var det eneste sted, jeg kunne finde en selvskabt tryghed. Hun angrede aldrig, sagde aldrig undskyld, i stedet fortsatte hun bare over for næste offer, – gerne min far, når han kom hjem.

Han sagde ikke noget, var bare tavs, bøjede nakken, og skænkede ikke mig et blik i stormen. Det var, som om han var flov og meget skrøbelig. Han tog bare imod og gjorde, som hun sagde. Også når det indebar at støtte hende i sine anklager mod mig. Jeg så ikke smerte i hans øjne, jeg så kun tomhed. Der var intet tryghed at hente hos ham, og jeg havde så ondt af ham, som han stod der og i virkeligheden var den, der svigtede mig, hans barn. Alligevel følte jeg det omvendt, at jeg burde gøre noget, forsvare ham, men jeg turde ikke. Han kunne ikke forsvare sig selv, men han magtede heller ikke at forsvare mig. Ikke engang bagefter kom han hen til mig, selv ikke hvis jeg græd hikstende. Han gik bare, og det samme gjorde min mor, når hun var færdig, eller hvis hun i sit raseri fik så ondt af sig selv, at hun måtte forlade stedet og smække med døren.

Jeg drømte om, at når vi var alene, min far og jeg, og hun ikke var hjemme, ville han hviske kærligt til mig: “Det er ikke din skyld.” Men det skete aldrig. Elefanten i rummet forblev på sin plads sammen med ham, og han kæmpede bravt for aldrig at støde ind i den. Måden han holdt den på afstand var ved at give ud af sig selv og knokle, så man fik ondt af ham. En slags betaling for hendes vanvid. Han var udadtil den bedste og sjoveste far. Han kæmpede så hårdt for at være til stede og være nærværende, at han ofte lod øjnene glide i i et øjeblik af udmattelse. “Far du sover igen,” sagde jeg – og han fór sammen og sagde: “Nej nej, det gør jeg ikke.” Der var nemlig heller ikke nogen penge i hjemmet, så han arbejdede fra morgen til aften og gerne ekstra i weekenderne. Han var autodidakt håndværker og kunne heldigvis få sig et par jobs med betaling under bordet, så han ikke igen skulle stå i den lokale brugs og frygte, at banken havde spærret kortet. 

Der var bare ikke overskud nogen steder, og alligevel formåede de at opretholde en smuk, smuk facade udadtil. Jeg var det bedst klædte barn i skolen med den lækreste og sundeste madpakke. Vores hjem lignede en million takket være min mors kreative evner og høje æstetiske sans blandet med min fars evne til at bygge hvad som helst med de dygtige hænder, der kunne finde en løsning på alt. De skabte det hele selv, og for andre lignende de et smukt og succesfuldt norsk par, der da jeg var 2 år gammel, og havde immigreret til deres yndlings feriested, Danmark. 

Meget var de nok flygtet fra, men historien om det unge, forelskede par, som mødte hinanden i min mors lille norske fødeby, hvor hun stod der bag disken hos den lokale købmand og måtte gemme sig, da den flotte, smarte mand fra Oslo trådte ind i ferierne, og gav hende gelé i benene og åndenød, var hvad de fortalte. Det var en kærlighedshistorie om en smuk ridder, der redder den stakkels prinsesse fra hendes forfærdelige ophav og tager hende med til sit slot, som var en kærlig familie, han selv var vokset op i, og dér kunne han give hende den varme, anerkendelse og kærlighed, som hun så frygteligt hungrede efter. 

Problemet var bare, at den smukke prinsesse havde så mange ar på sjælen, og det at blive reddet i virkeligheden ikke harmonerede med hendes meget store og sårede ego. Hun var ulykkelig indeni, og det forstod ingen. Så hun gjorde som så mange andre; hun straffede alle, fordi hun selv følte så meget smerte, og de ikke forstod eller kunne se, hvad hun i virkeligheden havde brug for. Hendes afmagt blev hendes skarpeste våben. Og med årene så magtfuld, at ingen turde sige noget eller hende imod. Hun mærkede, hvordan hun fik afløb for sin smerte ved at skyde den fra sig og fortalte nok sig selv, at det var okay, fordi hun jo selv havde det så dårligt. 

De takkede nej til maden, heldigvis. Men jeg så det på dem begge, de følte også trangen til at stikke af, de skulle ud, inden nogen fandt ud af sandheden eller gennemskuede det hele.

Guldfar skulle hente en gammel skralderkasse af en bil den aften. Den gamle var selvfølgelig stået af midt i det hektiske renoveringskaos, og selvom naboen hver morgen stillede en bil til rådighed for os, og den anden nabo kom med sin trailer, så vi kunne hente byggematerialer og køre på lossepladsen, gik det bare ikke med tre børn, ude på landet, og et arbejde for Guldfar i en anden by, end hvor vi boede. Jeg sagde ikke noget til ham, selvom jeg var ved at eksplodere, jeg kyssede ham bare farvel, og gik i gang med at putte børn.

Da de to store var i deres seng, og Nora var i nattøjet på min arm, klar til endnu et forsøg på en godnatamning, kalder vores ældste søn. “Moaaar”, jeg kommer ind og ser, han græder, det hele går i stå i det øjeblik, det er som om, alt bliver sort – jeg havde jo set det her scenarie, jeg vidste allerede, inden de tog afsted, at dette øjeblik ville komme, men alligevel stod jeg der i choktilstand. 

Morfar havde fået den helt store råbe- og raseritur i bilen, grimme udsagn og ydmygende skældsord røg gennem luften fra mormor, i en bil hvor vores lille søn og datter havde følt sig fanget på bagsædet. Alligevel havde vores meget modige og retfærdige søn på ni år taget sin morfar i forsvar. Han havde lagt sig ud med nogen, der måtte have føltes som verdens største autoritet for at skabe noget mening i galskaben og ikke mindst for at beskytte sin lillesøster, som knugede sin bamse. Vi aftalte inden afrejse, at Panda bamsen havde magiske kræfter og altid kunne passe på hende, og derefter kunne hun altid fortælle sin storebror, hvis hun var bange. Han fik at vide, han altid kunne bede om at låne en telefon og ringe hjem. Men en ægte ridder går forrest i krig, og alene om nødvendigt, for at forsvare retfærdighed og fred. Den lille kriger tabte dog hurtigt kampen og måtte stå tilbage med kritik og et kraftig hak i selvværdet for sin helteindsats. Det havde han stolt skjult, løftet panden og sat en fin og glad facade op, så han kunne fremstå stærk og ikke sårbar, som han i virkeligheden var. Det så de selvfølgelig ikke, og de forstod ikke hans kamp. De så sig selv og deres egen lykke. Roste sig selv for at være så fantastiske bedsteforældre, for at have så stort og generøst et overskud, at de havde taget børnebørnene med på den fine rejse. Vi ville aldrig kunne tillade os at sige det mindste ovenpå den indsats og gave.

Min egen drengs opsatte facade var, hvad min underbevidsthed læste, før jeg overhovedet selv var klar over situationen tidligere den dag. Den simple grund var, at netop den facade jo havde været mit eget skjold gennem så mange år. Ligesom hans facade krakelerede i det sekund, han var i sine trygge omgivelser, gjorde min det samme. Jeg husker at kysse ham godnat og love ham, at det skulle jeg nok få styr på, for derefter, med min baby på armen, at gå nedenunder. Stå der midt på gulvet, mærke min krop ryste mere og mere, for til sidst bare at have lyst til at skrige, men jeg var ude af stand til at reagere, fordi lige der var jeg nogens mor. Jeg griber stakåndet ud efter min telefon, får trykket på Guldfars nummer og råber bare, “jeg kan ikke holde Nora, du er nødt til at komme hjem, lige nu!”

I øvrigt havde min far også forinden dette, hjulpet os ugentligt med at renovere på huset selvom han i forvejen sled hårdt i det selv. Jeg talte derfor også meget med min far i denne periode. Vi havde mange gode stunder der med renovering sammen, og han var ekstremt kærlig og nærværende. Jeg mærkede tillid og varme i hans tilstedeværelse, og på trods af sorte skyer bag os, gjorde det himlen meget blå, og solen varmede mit hjerte på disse uforstyrrede dage. I det rum hvor han ikke var påvirket af min mors magt og angst for samme. Dette fælleskab jeg følte og naivt troede jeg delte med ham, blev da også altafgørende for både aha oplevelsen efterfølgende, og måden jeg valgte at tackle hele situationen på. Den oplevelse blev til dags dato, det største svigt min rygsæk måtte tynges med, og tiden efter dette, var som en lang tåge uden en eneste solskinsdag.

27 thoughts on “this is my story

  1. Kære Cornelia. Jeg er mundlam. Ikke nok med at det er smukt skrevet, med de fineste nuancer, at man som læser bliver lukket ind i. Så kan jeg kun beundre at du har rejst dig fra dette og skabt et nyt liv til din familie.✨

  2. Kære Cornelia, tusind tak fordi du deler din historie, og fordi du lukker os ind i jeres meget inspirerende liv. ❤️

  3. Sender dig den allerstørste virtuelle krammer og kærlige tanker. Får mig til at reflektere over min egen barndom og hvad jeg bringer med af negative mønstre. Og når det er sagt har jeg haft en mor og far, jeg aldrig var i tvivl om, elskede mig.
    Det er SÅ utrolig skønt at følge jeres liv og fortællinger ❤️ alt godt til jer.

  4. Jeg sidder her med tårer i øjnene og bliver så rørt af din fortælling, som er så fin og nuanceret skrevet. Det er så modigt af dig at åbne op her, fordi det er utrolig sårbart at dele ud af sit liv. Men du er en inspiration for andre i at turde at se skyggesiderne i øjnene, konfrontere dem og selv vælge aktivt hvordan du vil leve dit liv. Så tak fordi du er så modig, og for at vise hvilket smukt helt menneske du er.

  5. Stor klump i maven.. En stærk fortælling. Husker tydeligt vores (korte) bekendtskab fra dagene i Stilling, men sikke et stærkt og smukt sind vi oplever herinde✨ Du er i sandhed en ægte livsnyder og lykkespreder. Tak fordi du deler ud af dit liv🙏

  6. Hvor skriver du fantastisk og gribende <3 jeg glæder mig til at læse næste del!

  7. Åhh søde cornelia det er virkelig en hård fortælling, jeg føler med dig. Du er den bedste mor ❤️ Tvivl aldrig på det ! Din fortælling fanger virkelig ❤️ Tak fordi du deler dette med os !

  8. Seje, stærke, sårbare kvinde 🧡 Tak for at dele ud af din historie og visdom. Det du har gennemgået er forfærdeligt, men hvor det inspirerende at se hvilken styrke, der kan vokse ud af et traume. Du har taget et aktivt valg om at brydemønstret og se hvad du har skabt! Så fantastisk ✨ Du gør en forskel for mange omkring dig 😘

  9. Hej Cornelia,
    Tusind tak fordi at du deler noget så personligt og smertefuldt – jeg synes du er så modig!

    Jeg har selv været udsat for psykisk vold i min barndom og har fået mange mén som følge, men jeg har formået at rejse mig igen, og brugt de følehorn jeg har udviklet til noget positivt i mit privatliv og i mit arbejde med børn. Jeg skal stadig kæmpe hver dag for at se min egen værdi og ikke falde ned i mine gamle pleaser-mønstre, men jeg giver ikke op.

    Normalt tør jeg ikke at skrive kommentare, af frygt for at skrive noget ‘forkert’, men da jeg læste din beretning blev jeg nødt til at skrive, da jeg blev så berørt over hvor meget jeg kan genkende i det du fortæller – ting som jeg troede, at jeg stod alene med at have oplevet. Så tak for dig, og for at du tør sætte ord på et så svært et emne, så andre der har oplevet psykisk vold ikke behøves at føle sig alene med det de har været igennem.

    Kærligst,
    Sarah.

  10. Hej Cornelia
    Nu har jeg læst hele din historie, jeg må sige dig tusind tak for din historie og dit mod til at fortælle den. Som en der har prøvet noget lignende, selvom det ikke er nær så slemt, så vil jeg bare sige, at det ER så vigtigt det du gør ved at sige det højt, både for dig selv, din familie og for os som læser med. Jeg forstår godt det er sårbart for dig, og har kræver mod at fortælle, så endnu engang tak for at du deler <3

  11. Hvor er du vanvittigt stærk Cornelia!! Tak for din historie – den går lige i hjertet. Du har al mulig grund til at være stolt af alt du har opnået, men mest af alt dit sind og din skønne familie. Tak for at lukke os ind <3

  12. Stof til eftertanke her hos undertegnede. Jeg siger tak, og nu vil jeg gå hen og give mit barn en ekstra stor krammer.
    Der var meget af det, jeg kunne bruge som en lektion/påmindelse.
    Tak. Pas på dig selv og dine.

  13. Det er helt vildt at læse din historie! Min er noget anderledes, men alligevel så ens❤️ Tak for dine ord, og dine refleksioner over venskaber og relationer i voksenlivet🙏 Jeg har læst om mange og meget, men aldrig har en historie ramt så plet som din, tak❤️

  14. Tak, fordi du deler. Jeg er så glad for at følge med på Instagram, hvor du spreder god stemning og en meget inspirerende æstetik.
    Jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke på Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman “Den der lever stille”’. Hendes forældres forhold og måden de behandlede hende på (især moderen) er stort set 1:1, som du beskriver. Hun skiftede også sit navn som voksen, da hun blot hed Christina som barn. I har virkelig meget til fælles. Hvis du orker det, så skal du bare læse den bog en dag.

    1. Jeg har lige en kommentar i forlængelse heraf – fantastisk bog i øvrigt – den findes også som lydbog, hvor Leonora selv læser højt. Hvis man er mere til lydbøger.

  15. Wow …fantastisk, forfærdelig og hjertegribende læsning .
    Du er sej, stærk og beundringsværdig ❤️

Leave a Reply to Christina Nørgaard Cancel reply