lillebror

Her kan du følge med i redebyggeriet og i meget mere af det, der alt sammen handler om vores lille franske sensommer-baby



L’arrivée d’Arwin

Arwins ankomst

Denne video er fra fredag d. 28 August hvor det hele startede. 

Efter mange mange dage med tung varme og sådan en trykket luft, som følelsen af, når noget snart må briste, for så at skabe cirkulation og fornyet energi. Jeg sidder her på min yogabold, med noget der føles som meget milde veer, mens himlen åbner sig og naturen endelig får vand og ilt. Det var som en boble der sprang og jeg helt fysisk synkroniserede med den. Jeg åbnede vinduerne og nød endelig at kunne trække vejret frit, og nåede da også at tænke, om det mon var nu jeg skulle føde. Men hele tiden har jeg vidst at sådan ville forløbet ikke blive. Jeg har visualiseret en laaang blød start, hvor min krop havde tid til at modne og forberede sig på en rolig og naturlig fødsel. Jeg har set den fødsel for mig, som til sidst ender med en hurtig og nem afslutning – at alt op til blot ville kunne ignoreres og derved fylde så lidt som muligt, så jeg også var frisk til selve præstationen i den sidste ende. Jeg har når jeg mediterede, for at finde ro og styrke til fødslen, hele tiden fået et billede af ham glide ud i det vand jeg så mig selv sidde i. Jeg satte et billede i mit sind af mig selv i følelsen af lettelse med lille Arwin i armene efter en veloverstået og ukompliceret fødsel. Jeg øvede dette så mange gange, at jeg til sidst også så ham for mig – mørkhåret komme frem som en kopi af sin søster Karla som baby og jeg havde endda en fornemmelse af, at han var en stor blød baby. Vi grinede lidt af det Guldfar og jeg, og snakkede om hvordan det kunne være sjovt, hvis det blev virkeligheden. Fordi Elias og Nora lignede hinanden på en prik som babyer, og til forskel fra Karla var helt lyshårede, lidt længere og spinkle og med meget lidt hår, da de var spæde.

sidste billede af maven

Dette var som sagt fredag og efter lidt hoppen på bolden besluttede vi at sende børnene over til farmor så vi kunne dyrke oxytocin’en og hvile – for noget ville der ske i løbet af de næste dage så meget vidste jeg og kunne jeg mærke. Samtidig med jeg sådan ønskede det skulle gå langsomt som visualiseret. “Ro”, “overgivelse” og “tillid” var mine ord og jeg sagde hele tiden til min selv; “jeg stoler på min krop og giver helt slip nu” for selvfølgelig blev jeg ramt af “shit kan jeg nu det her”, mange gange i løbet af, hvad der skulle vise sig at blive en laaaang og smertefri start, præcis som jeg ønskede.
Vi købte burgere, som vi spiste i sengen mens vi så serier, Oliver gav mig rebozo for at afspænde og få baby godt på plads i bækkenet, jeg fik massage, vi lavede Meyertryk, jeg blev nusset om og givet følelsen af og bevidstheden om at jeg sagtens kunne overlade alt andet ansvar end at føde babyen til Oliver. Vi kørte en tur og gjorde hvad Heidi jordemor fra Meyermetoden ville kalde at date fødslen. Det var fantastisk at kunne være selv og bare dyrke kærlighed, tillid og ro. Dette endte vi så med at gentage søndag hvor det hele startede på samme måde, med hvad der var som milde bølger og ikke slemme veer – blot en bevidsthed om og følelse af, at det hele klargjorde sig, og jeg roste virkelig min krop for at være så dygtig, og vide præcis hvad den skulle undervejs. Lørdag imellem de to dage, hyggede vi med børnene, og tog på en lille bytur. Søndag var vi altså alene igen, og datede kommende fødsel, mens farmor passede børnene hos sig. 
Mandag vågnede jeg med ondt i hovedet, og blev i sengen hele dagen – om morgen havde jeg fået lidt tegnblødning og generelt den der murrende menstruationsfølelse var der nu konstant. 
Guldfar spurgte om vi skulle køre en tur ind og købe kaffe og kage, men jeg mærkede stærkt et behov for at blive i “hulen”. Jeg skrev til jordemor Heidi i DK, at jeg havde tegnblødning, men ingen veer, og at der havde været denne lange slags opstart vi havde hygget og ignoreret væk. Hun skrev jeg ikke skulle gøre noget andet end at hvile, danse og byde fødslen velkommen på den måde. Ydermere, og jeg har altså bevis, så skrev hun i den samme SMS “jeg tror du går i fødsel kl. 04.00 i nat/i morgen, og vær forberedt på at blive i meyermind (meditativ hvile tilstand man kommer bla. via af hjælp fra din fødselspartner både i guidens og tryk/berøring på huden) og bruge jeres Meyer vejrtrækningsteknikker med lyd på (lyd er noget der følger med hvis veerne er intense, og hjælper med at affokusere på hvad man kunne opfatte som smerte, hvis fokus var i det område), da det godt kan gå stærkt efter denne opbygning til fødslen”.

Kl. 02.45 og hvad der nu er blevet tirsdag d.1/9 , vågner jeg med et set, og føler jeg skal på toilettet. Jeg lister op og går på toilet. Det lykkes, selvom jeg ikke helt kan finde ud af om det bare er en øget følelse af pres bagtil, eller reelt et behov for at komme på toilet jeg mærker. Jeg går tilbage i seng, men har sådan en underlig uro i kroppen. Jeg beslutter mig for at sove hvis nu det skulle ende med en fødsel. 

Kl. 03.15 slår jeg øjnene op igen, endnu engang med følelsen af at skulle på toilet, jeg roder lidt rundt i sengen, og kan ikke finde ud af hvad der sker – jeg har ikke ondt men der er ligesom noget. Jeg får vækket Oliver i min uro,  og siger til ham, jeg simpelthen ikke ved hvad der sker, men at jeg altså lige prøver at gå på toilettet igen. 

Kl. 03.40 ligger jeg i sengen igen efter at have vandret lidt rundt for at prøve at mærke efter om der er noget i gang. Oliver ligger vågen og jeg lukker øjnene og siger jeg gider ikke føde om natten, jeg vil sove nu. Jeg er ret sikker på Oliver fornemmer hvad der skal ske for han beholder lyset tændt, selvom jeg lægger mig til at sove igen.

Kl. 04.00 begynder første ve, jeg når ikke at sige noget til Guldfar, trækker bare vejret tungt ind gennem næsen og langsomt ud gennem munden, jeg mærker han begynder at give mig Meyertryk i panden, og jeg afspænder med det samme. Når veen som var lang og kraftig er slut, rejser jeg mig promte, går ned på gulvet og lægger mig over min yogabold – jeg begynder at græde, siger jeg er træt og altså ikke gider føde nu. Helt klassisk reaktion for så to sek. efter at få næste ve denne gang mild og kort, og så tænke; “ok jeg tager det bare som det kommer herfra” og føler en slags lettelse og i samme ro og parathed. Jeg tager nogen stykker hernede på yogabolden, slapper helt af og tænker; “argh er det nu også veer det her,” for de er så korte og uregelmæssige. 

04.30 Beslutter jeg mig for at tage et bad, og Guldfar der ellers ikke har veget fra min side, får mulighed for, at skifte til det tøj, vi har haft liggede klart på puslebordet i over en uge nu. Vi har begge lagt dejligt behageligt, men også pænt tøj frem, for at gøre noget fint ud af denne dag vi har set frem til så længe. Vi har sammen været ude og købe det på en hyggelig bytur med middag og kaffebar besøg – altså ligger der et dejligt minde bag det også. 
Nu står vi her så pludselig, og skal iklæde os det og snart møde vores lille lykkesjæl, som er symbolet på hele denne store kærlighed vi deler midt i dette eventyr vi sammen drog på. Vi levede virkelig til fulde og ingen af os har følt følt os så frie og godt tilpas i krop og sind, som vi gjorde, da denne lille gave ganske uplanlagt kom dumpende, og skulle vise sig, at bringe så meget med sig, at vi undervejs har måtte holde godt fast i hinanden og netop denne lykke vi deler, for ikke at miste jordforbindelsen. Det viste sig heldigvis endnu engang at bringe os tættere sammen og få kærligheden og sammenholdet til blot at vokse yderligere.

Kl. 05.00 sagde jeg til Guldfar, mens jeg stod under den brændvarme bruser “tænk hvis det ikke er nu og dette ikke er “rigtige” veer”. 
2 minutter efter siger jeg “du skal ringe til farmor nu og vi skal afsted på sygehuset, hvis jeg skal nå at føde i det badekar” 

Kl. 05.10 får jeg mig selv ned af trappen, og har forinden det, haft to grineflip over nogle strikstrømper med malerpletter Guldfar giver mig på, og så at jeg må klippe kanten op på mine gamacher, da jeg føler de strammer under veerne. Det er oxytocin glædes-rusen jeg mærker, når jeg griner så stiger den yderligere, og jeg mærker det er nu nu vi skal afsted, da det blot skubber til processen yderligere. Nede i Hall’en står farmor og ønsker held og lykke, hun smiler stort og siger jeg er så dygtig, og klarer det så flot. Hun giver mig sko på, mens Oliver starter bilen, og gør klar til mig på bagsædet – jeg har aldrig kunne sidde ned med veer. Farmor siger det er den smukkeste morgen, totalt stjerneklart og med månen der hænger stor, tung og næsten fuld over os. Jeg tænker, at det er præcis som den aften, han blev undfanget; det var dagen inden fuldmåne, og at han jo er mit månebarn, som derfor selvfølgelig har valgt præcis denne dag til sin ankomst. 

Vi når præcis 500 meter ned af vejen, før jeg pludselig på ingen måde kan stå der på alle fire på bagsædet – veen føles ulidelig og lang for første gang.
Ind til siden og mig om på forsædet, fuld skrue på sædevarmen til lænden, og så løfter jeg mig ellers op i bækkenet og puster mig gennem veerne som kommer med ca. 4 minutters mellemrum nu. De er bestemt til at overskue så længe jeg bare spænder af i kroppen imens. Guldfar roser mig, fortæller mig vi snart er der, trykker mig i panden OG kører bilen, hvad jeg fornemmer går ret stærkt. 

05.30 parkerer vi lige foran fødeindgangen, det er stadig mørkt, og lige der ved det fine lille sygehus kigger jeg igen på den store store måne, som hænger lige over fødeindgangen, hvor vi ringer på og skal ind af. Guldfar siger “se skat, hvilken fantastisk måneenergi du skal føde i”, jeg får en ve og døren bliver låst op. Ind går vi og der er ingen – efter 5 minutter begynder jeg at mærke jeg får en anelse panik endnu en ve tager fat, og jeg siger til Oliver at nu må han altså finde nogen. Jeg går rundt og åbner alle dørene fra den gang vi befinder os i, og siger højt til mig selv, du må ikke blive stresset nu, du kan godt det her, og det går godt, bare slap af. I samme dukker en sød, ung og engelsktalende jordemor op. Jeg ser hendes runde guldbriller og smil og beslutter jeg kan lide hende med det samme. Hun vil undersøge mig og jeg siger nej fordi jeg på dette tidspunkt på ingen måde kan lægge mig på briksen. Jeg kan kun stå, sidde på hug eller på knæ. Det fortæller mig også, at jeg er langt i processen, og at nedtrængningen er i gang. Altså jeg skal i det badekar nu, og det hører jeg Oliver sige, at jeg er 4 gangs fødende skal ind på den naturlige fødestue, i badekar og ikke lægges ned til undersøgelse. Jeg får lov at stå op og jordemoderen synes det er svært at mærke sådan men siger hun tror jeg er 7 cm åben. Jeg er ligeglad for jeg ved præcis hvor langt jeg er og lige i det hun går ud for at gøre fødestuen klar griber jeg om halsen på Oliver og synker ned i knæ i min første ve der er pres på til sidst. Den er lang og han knæler sammen med mig og spørger så om jeg presser. Jeg nikker. Jeg ved at det ikke gør spor at lade kroppen presse med før de 10 cm, og at det er helt normalt det starter før når man er flergangsfødende. Det åbner bare op hurtigere op, og jeg skal blot fokusere på at lade kroppen gøre det, den ved den skal. Jeg blander mig ikke.

Ca. 05.45 Vi kommer ind på den naturlige fødestue og jeg skal have bælter rundt om maven for at lytte til baby. De SKAL gøre det i 30 minutter hernede uanset hvad og hun beklager det virkelig. Jeg sætter mig på knæ med kroppen indover sengen og får bælterne om maven. Jeg er i min egen verden og kommunikerer ikke med nogen, hører bare hele tiden Guldfar der guider min vejrtrækning og lægger hænderne på min skuldre, hvis jeg spænder op. Jeg beder om lattergas for jeg har kraftige presseveer nu, men jeg siger det ikke til jordemoderen, jeg puster mig igennem og lader bare min krop presse med samtidig. Lattergassen er som en slags distraktion fra virkeligheden og hjælper faktsik også blot som en ting der flytter mit fokus fra veerne, og over i den hånd jeg holder masken med. Jeg havde aldrig troet det kunne lade sig gøre, bare at give slip i pressefasen, og lade kroppen arbejde selv, mens jeg blot fokuserede på at slappe af. Hvis I ser på min krop og mit “jeg er et andet sted” ansigt her på billedet nedenunder, så kan i nok ikke forstille jer at jeg faktisk lige der er ved at presse en baby ud, men det er hvad der sker – og det drop hun også pga. ‘hvad nu hvis’ procedure lægger der det ænser jeg heller ikke.

Jeg mærker det hele så stille indvendig, men hører mine dybe dyriske lyde udadtil som kommer helt ukontrolleret – det er ikke råb eller skrig, det er som min livmoder der taler og fortæller mig og Guldfar hvor langt jeg er – vi har øvet dette med Heidi, og han ved det derfor også, hvor langt jeg er udfra mine lyde. Jeg følger hele Arwins rejse inde i mig, og i min døs er jeg i noget der føles som universet; jeg ser lilla og grålige nuancer bag mine lukkede øjne, og fonemmer jeg svæver lidt. Efter lattergassen, som jeg nok ikke får trukket så meget ind af da min Meyer-vejtræning er det jeg fokuserer på, hjælper det alligevel til at blive i denne ro – det er klart en af fordelene jeg bagefter er glad for, ved at vælge hospitalet, da det naturlige fødecenter ikke tilbyder lattergas og ej heller ved hjemmefødsler som i DK.

05.55 De forlader os jordemødrene (der var en mere på stuen, udover den søde med de runde guldbriller) der på gulvet fordi de skal måle 15 min mere siger hun, og lige der da de går, går også mit vand. Jeg ænser det bare ude i periferien, og Guldfar jubler næsten; “dit vand er gået skat, hold kæft hvor er du bare så sej til det her”. Han er der lige ved mit ansigt hele tiden, og jeg er helt tryg selvom det er vanvittigt intenst. Han slukker vandhanen i badekarret, og jordemødrene kommer ind lige efter. Han siger så, at han altså tager disse måleapparater af mig nu. Han tager dem forsigtigt af inden de når at svare, og hvad skal de gøre ved det… de bakker faktisk tilbage og lader ham tage helt over. Han fortæller mig at babys hjertelyd er så fin, har været stabil og uden udsving i hele den tid jeg har siddet der med dem på. Derefter tager han min hånd og hjælper mig op i badekarret.

badekarret jeg sad i.

Ca. 06.05 Vandet er fantastisk varmt og så dejligt at komme ned i. Jeg sætter mig på knæ med spredte ben og får med det samme en kraftig og lang presseve. Jeg hænger med overkroppen ud over kanten, hvor Oliver holder rundt mig og fortsætter med at hjælpe mig med at trække vejret roligt. Min krop presser godt med nu, og jeg kommer med lange dybe lyde imens. Sådan en vild kraft helt af sig selv, og nu rykker babyen sig i en fart derinde kan jeg mærke. Jeg tager hånden ned og mærker hans lille hoved være synligt nu, men endnu ikke krone (når hovedet står helt i spænd og er klar til at komme ud). Jeg mærker han har blødt hår, og får så næste ve. I denne ve, som endnu engang er enormt lang og kraftfuld kroner hovedet, den brændende fornemmelse kommer, og jeg hører svagt hvordan jordemødrene går ud af rummet igen, og siger til Guldfar han blot kan ringe på klokken, hvis der er noget. Ikke en gang har de forstyrret os eller mærket på mig. I næste presseve gisper jeg helt pr. instinkt mig igennem den, med en teknik vi har lært af Heidi, hvor man gisper ind gennem næsen og ud gennem munden mens man siger  “PA” – det virker så godt og næsten lige efter får jeg en presseve mere, hvor jeg i min ‘gipsning’ nu tydeligt har givet ekstra kraft, for hovedet glider nu helt selv ud. Jeg bliver så overrasket og glad, at jeg råber til Oliver, mens jeg begynder at græde, “jeg har lige født hovedet, jeg har lige født hans hoved” – jeg fatter mig så, og beder ham tage fat om det lille hoved bag mig, fordi jeg ved kroppen kommer i næste ve. Jeg har en god pause her (også noget vi har lært af Heidi at man har – så jeg slapper af og samler kræfter til den sidste ve) og ind kommer så jordemødrene, og jeg siger til den engelsk talende, at jeg har født hovedet, og at jeg kan mærke kroppen, og især skuldrene er store, så han måske lige skal have en hånd med at komme ud. Hvor jeg ved dette fra, det ved jeg ikke, men det er jo det instinkt der hvis bare man lader sig selv lytte til det. I næste øjeblik smider jordemoderen sine crocks og springer op i badekarret med tøj på. Oliver er altså på min ene side, og hun oppe i badet på den anden. Jeg får min sidste presseve og hun lirker forsigtigt, mens jeg aktivt presser med denne gang, hans lille og ganske rigtigt, meget brede krop ud. 

06.22 Svup siger det, eller det gør det jo ikke, men det føles sådan, og ud i Guldfars hænder og derefter mine svømmer lille Arwin på 4230 g helt roligt. han stikker i et skrig så snart han kommer ind til mit bryst, og har det helt tydeligt fantastisk. 
Jeg græder højlydt og krammer den bløde varme klump i min favn som straks søger efter brystet. Jeg mærker verdens største lettelse og lykke og kærlighed og stolthed og og og… det er så mange følelser på en gang, og det er så stort. Vi sidder der og kigger på HAM, han er her. Og alt er bare gået præcis som jeg hele tiden har set det ske, men kun turde håbe på blev virkeligheden. Jeg siger mange mange gange til Guldfar; “jeg gjorde det” og spørger også “var det mig der gjorde det?” – Guldfar gentager hver gang “hold kæft du er den sejeste altså, og ja det var dig der lige gjorde det der, jeg er så pisse stolt af dig” <3

Han blev født 2 timer og 22 minutter efter første ve kl. 04.00, en helt magisk oplevelse jeg kommer til at være høj på meget længe.

Vi sov en enkelt nat på hospitalet og jeg blev kørt i sengen her, af den sødeste lille franskmand, op på vores værelse – deraf det store smil bag masken. Det er sådan en slags hæders-køretur der med sin nye baby i armene som alle kan se <3 Man må blive op til 4 dage hvis man vil, men vi ville meget gerne hjem til de andre børn for at få ro i eget hjem og vise ham frem.

Jeg rejste ud gennem universet til månen og hentede ham hjem, præcis som jeg har skrevet herinde jeg ville

🌝



En slags rejse tilbage til naturen tur/retur

Det starter der jeg sluttede sidst, ved angsten jeg havde hilst på, og tacklet i sidste indlæg – for det der sker efter det er;

Jeg får nok, siger stop og aflyser flere prøver og samtaler på sygehuset med læger vel og mærke. Jeg gør det på mail til min læge, jeg fortæller hende at for mig er sikkerhed ro og ikke mere hvad nu hvis og dobbelttjek, fordi det i mit hoved efterhånden havde sat så mange tanker om hvad der hele tiden kunne være galt, at jeg også mærkede konstant symptomer og endda præsterede at få forhøjet blodtryk, som så snart jeg fik sagt fra og søgt mod andre og mere naturlige veje forsvandt helt af sig selv. Den historie får I her, for der fandtes åbenbart også naturlige veje her, men hvordan skulle man vide det, når man ingen kender og kun får præsenteret en vej når man spørger, og i øvrigt tror man obligatorisk konstant skal tilses af en læge, ikke bare sin egen men også disse samtaler på sygehuset.

den skønne Henny der viser mig hvordan man selv mærker babys position

På trods af det finder jeg en jordemor ude i skoven – sådan helt bogstaveligt talt. Vitterligt i en kontrast der ikke kunne være større til hvide kitler, sprøjter, masker, brikse med papir på osv. og hun blev min redning og grounding, for på trods af forrige indlæg herindenfor, så gled jordfæstet under mig hele tiden og jeg var på en konstant arbejde med at holde stress og frygt på afstand. 
Hun fik mig til at se og huske at jeg er gravid – og ikke syg. Noget så naturligt som det kan være, og at jeg i øvrigt intet fejler. Heller ikke selvom jeg med stor frygt og samtidig bevidsthed om at måtte turde lytte til mig selv, afviste hvad man normalt tror er en ordre du ikke kan sige nej til, når din læge beder dig endnu engang gennemgå alverdens blodprøver, tis i en dunk i 24 timer for derefter igen, at skulle føle sig syg og vente på de ubehagelige svar. For på trods af fysiske symptomer – symptomer der var skabt af stress og pres, og ja KUNNE være symptom på noget andet, så vidste jeg inderst inde at det var det ikke. Det var et symptom på præcis det der hele tiden blev ved med at skabe dennne cirkel af gentagne småting der gav udslag for noget der skulle stoppes helt, for også at vende denne onde cirkel. En non-placebo effekt, og i mit tilfælde forhøjet blodtryk, som jo i graviditen er noget man selvfølgelig tager seriøst, men hernede, i stedet for så at måle det igen efter hvile eller lignende, sætter hele undersøgelsesmøllen i gang helt forfra. 
Jeg var sikker på jeg via af stress og frygt skabte symptomer, og helt oprigtigt følte mig som syg; Syg som træt, skrøbelig i både krop og sind, sikker på jeg ikke kunne holde til at bevæge mig og gøre normale ting, analyserede hver en lille fysisk følelse – “hov hvad var nu det, åh nej kunne det være” og ikke mindst øm alle vegne, og jo især i de nedre regioner. Jeg følte mig ikke bare helt normalt gravid, med en i øvrigt fantastisk velfungerende krop der bare hele tiden har være så frisk og fyldt med energi, ikke engang væske har jeg ophobet, noget jeg ellers normalt let får uden overhovedet at være gravid og da især i en hedebølge. Jeg har vandret ud og ind af denne tilstand – I der læser med ved det for kig bare tilbage på denne side på de skriv der ligger – frygt og forskrækkelse igen og igen. Og virkelig uden grund. Jeg vil ikke bruge tid på at være vred på systemet, for det er beklageligt som denne jordemor sagde, at ingen har fortalt mig om alternativerne som er der, og endda lige i vores område. Specielt når jeg ikke har lagt skjul på ønsket om det. Men det er bare sådan at den onde cirkel ligeså meget er kørt inde i mig, og derfor har de mennesker jeg har været i hænderne af reageret ud fra det bedste de kunne i det fag de står i. For i den lægelige verden tjekker man her først for det fysiske, også selvom jeg faktisk, set i bakspejlet har sat ord på det psykiske også undervejs.

på pakeringspladsen foran natur jordemoderens hus, hun er i øvrigt Hollandsk og snakker derfor flydene engelsk

Jeg fik som sagt nok, da jeg kiggede på de ting vi har købt til Arwin og tænke “shit jeg har lovet mine børn en lillebror og fortalt vidt og bredt om denne baby som skal komme, men jeg er jo næsten overbevist om han ikke kommer med hjem fra det hospital” – der slog gamle alarmklokker heldigvis ind, og jeg vidste at med den tro, styrke og ro jeg normalt evner, var der noget helt galt. Dette er jo alvor, og der skal gøres noget nu, få uger inden en fødsel hvor jeg ikke vil være angst på denne måde. Heidi fra Meyermetoden ved I jo bliver en kæmpe støtte, og også det der skubber mig til at gå endnu længere, ikke fordi hun siger det, men fordi jeg mærker behov for at række endnu mere ud efter endnu en hånd. 

Så efter at have aflyst alt med hjælp fra min kære mand, der jo har set mig langsomt græde mere end jeg grinede i denne proces, og nok ligesom jeg ikke følt der var andre valg end at stå alt dette hurlumhej igennem – jo han prøvede faktisk at aflyse en lægetid kort tid tilbage, da jeg sagde jeg ikke orkede mere og jo nærmest lige havde været der, men beskeden i den anden ende var, at hvis vi gjorde det, havde de ferie og vi SKULLE konsultere og finde en anden læge så. Ja man kan som sagt sige meget om ret og forkert i det her, og hvor pokker blev der af den der “kontakt en jordemor i stedet”… summe summarum er, at det er det jeg selv kommer frem til – altså at sige helt stop uanset hvad de siger. Heldigvis så husker I måske jeg mødte en meget sød jordemor på min sygehus indlæggelse, og hun gav mig en seddel med alle jordemødre i området, hvor hun havde sat ring om en bestemt, og sagt at når jeg fik brug for sådan en efter fødslen (ja det bruger man her i stedet for sundhedsplejersker) så var hun en der var værd at ringe til. 
Det er denne Henny i skoven; med hippie kalkmalerier på væggene – hænder der får en til at synke ned i jorden og får ens vejrtrækning til at blive helt rolig igen. Jeg sidder der med Guldfar i hendes gode varme energi i dette rum der kontraster så meget med hele denne proces, at jeg lige skal tage mig sammen for at forstå det er seriøst. Vi får talt ud om det hele, jeg mærker for første gang en tilstedeværelse der er fokuseret på mit indre og ikke mit ydre. Hun ser os, og hun vil gerne hjælpe – egentlig bestilte jeg blot tiden for at tjekke om lille Arwin stadig lå rigtigt, men et eller andet sted var det bare for at beskytte mig selv mod flere tjek der kunne opstå i en “normal konsultation” for jeg vidste jo ikke hvad der ventede. Men udover en fantastisk lettende snak, så fik jeg også de her varme hænder på min mave og der blev lyttet til baby på gammeldags vis – alt var fint… og så fandt hun blodtryksmåleren frem, jeg stivnede og tænkte så kommer sandhedens time. Men i stedet for at skjule det – min frygt, ryger det ud af mig, at jeg er bange for det, og har haft denne oplevelse der gør jeg nu ikke kan slappe af. Hun siger roligt at vi bare tager det flere gange og holder mig i øvrigt i hånden imens – efter 5-6 målinger i helt ro siger hun; “det er jo slet ikke højt og da bestemt ikke hvis du ovenikøbet er stresset. 
Sådan, det var der jeg fik beviset på det jeg vidste. Det var ikke indre symptomer, men ydre jeg havde oplevet – alt forsvandt prompte; svimmelhed, træthed, følelsen af ømhed, ja sågar den konstante trykken ved blæren, jeg vidste ikke var fra baby, men hvad jeg mistænkte som blærebetændelse – det var selvfølgelig spændinger, alt sammen spændinger og det i hele min krop. Jeg gik derfra med en plan; der var måske en mulighed for en tilknytning og fødsel på det naturlige fødecenter denne jordemor arbejder på – eller at jeg kunne ringe til hende når fødslen gik i gang. Så kunne vi vurdere der hvad der skulle ske. Jeg fik også en lovning fra hende på at hospitalet ikke var farligt eller fyldt med alt det unaturlige jeg havde fået sat op i mit hoved. Det kunne blive en fin fødsel der og personalet ville følge vores ønske om at få ro og fred til denne fødsel. 

mig foran det lille naturlige fødecenter, i bagrunden ses sygehuset og faktisk indgangen til fødeafsnittet. Dette naturlige fødecenter har i øvrigt ikke noget med hospitalet at gøre og er en selvstændig organoistaion, hvor de jordemødre der er der aldrig er på sygehuset.

Alt dette var en fredag og allerede tirsdag er vi på det naturlige fødecenter, bliver indskrevet og møder endnu to fantastiske jordemødre, som tror på ro og tillid er lig med sikkerhed, og der er ikke så meget som et elektrisk måleapparat at spotte på de 2 hyggelige indrette fødestuer, der mest af alt ligner et udvidet soveværelse. Der er ingen smertelindring at få, men huset ligger 500 meter fra hospitalet, og man kan derfor altid og hele tiden sadle om hvis man ønsker det. 
Men der er et ‘men’, og I har set mig omtale det på Instagram. De har mange fødsler denne måned og de er også ramt af ferie, derfor er der kun plads der frem til det der var igår d. 19 August, og jeg skulle derfor gå i fødsel inden det for at være sikker. Jeg må sige det har været lort med lort på, at skulle føde på en deadline – for selvfølgelig kan man ikke det, og set i bakspejlet har det vækket en masse stress til live igen. Jeg får faktisk også konsulteret dem igen i fredags, og sagt dette. Der bliver jeg givet endnu et håb, for to af jordemødrene der er der, er hjemmefødselsjordemødre og den ene praktiserer det også nu – det er selvfølgelig denne Henny fra skoven. Hun har gjort det i mange mange år, og det ville jo være en drøm med sådan en som hende. Men sagen er den at den næste uge pga. så mange fødsler (altså ud fra deres termin) arbejder hun også på centeret og er muligvis optaget. Det ved man jo ikke, og vi må ringe til hende, når det går i gang. Om hun kan komme det er jo så ikke sikkert, og jeg kan derfor igen igen ikke planlægge noget som helst konkret, og skal stå i denne usikkerhed, og hvad der nu lidt føles som en deadline igen, da jeg på den anden side af denne uge, igen er sikret at kunne føde på centeret, fordi de der er jordemødre nok, til at kunne love mig en plads. 


Så hvad gør man så, og hvad er bedst for mig – da ro nu er virkelig nødvendigt. Jeg har grædt så meget denne uge, og været så stresset indeni, fordi jeg udemærket godt ved at en krop ikke på nogen måde går i fødsel med sådan en deadline over hovedet. Man kan manifestere meget, men der er grænser, og har det så overhovedet været godt med den nye plan?! 
Inden dette havde jeg ikke andre muligheder end at få det bedste ud af hospitalets “naturlige” fødestue og forholdt mig ikke til noget andet eller et måske. Men uden denne nye opdagelse og mulighed, havde jeg ikke fået ro på hele denne følelse af at være syg. Den forsvandt i mødet med kontrasten, i at få varme hænder på min stressede krop, og en der har set hele mig, og det i øvrigt uden håndsprit, kitler, masker og papir på den kolde kliniske briks. Det har hjulpet mig tilbage fra et sted, hvor alt var ved at skride under mig. Men med det sagt, så er jeg også bevidst om, at jeg nu må ha’ en klar plan, som ikke er betinget af noget måske eller en dato. Jeg er ved at miste roen igen, eller den forsvinder faktisk hele tiden, og det resulterer i jeg bliver bange for at føde, kan slet ikke se det ske, og får det gjort til noget helt uvirkeligt, fordi det sidder oppe i hovedet, og ikke i kroppen som ved hvad den skal. Så i dag tog jeg den beslutning, at vi tager på hospitalet, og der skal ikke være mere snak om andre scenarier – jeg kan se det som en tryghed, at jeg har en jordemor at ringe til hvis det skulle gå meget stærkt, da hospitalet i det tilfælde ikke kan være en tryghed i og med de ikke snakker engelsk i telefonen. 

Hennys hus. Udover at være jordemor på centeret har hun en ung belgisk jordemor boende, som har gået på den internationle hjemmefødselsjordemor uddannelse Henny også underviser på. De er klart ildsjæle der kæmper for at få ændret tilgangen til både graviditet, fødsel og amning hernede. Havde jeg mødt disse kvinder før, havde jeg klart gået her, og også været tilknyttet centeret, så jeg ikke havde behøvet alt det hurlumhej i bla. sygehusvæsenet.


Så nu skal jeg bare vente, ikke mere snak om hvordan og hvorledes og hvis nu. Jeg kan det ikke mere, ikke flere forestillinger, gisninger, ikke flere tanker oppe i det hoved. For ikke alt skal man kæmpe for, og slet ikke når man som jeg nu er blevet både træt og også sårbar. Jeg vil se det som positivt, at jeg er et sted, hvor jeg kan få lattergas, og en pudendusblokade inden pressefasen, hvis jeg mærker det behov. Det er ok, jeg behøver ikke være sej, jeg skal intet præstere eller bevise – jeg skal føde vores 4 barn, og jeg er faktisk ret god til det – det ved både min hjerne og krop fra de andre 3 gange. Det har jeg bare i mit hoved glemt, og jeg kan ikke finde tilbage til det lige nu. Jeg er som sagt sårbar, og også bange, men jeg ved, at når det er tid, så er jeg klar. For der rejser vi kvinder med vores urinstinkt og krop ind i fødeland, eller som nogen siger; ud i universet og henter vores barn hjem. Jeg skal bare følge med, og mere kan jeg ikke planlægge nu. Det er der inde, og det vil jeg prøve at finde tilliden i. Jeg har både meyermetoden og en mand der deltager i det og ved præcis hvordan jeg har det, og hvad jeg har brug for. Jeg har menensker der passer på mig i situationen. Så hvis jeg græder og bliver bange, så er det ok – for det her har været rocker f…… hårdt, og jeg havde aldrig turde det her, hvis jeg vidste hvad jeg havde skulle igennem. Endda med 4 måneders sengeliggende HG graviditet i starten. Men om lidt er alt glemt, og vi har vores baby, det er det jeg vil tænke nu – og endnu engang må jeg bare på vegne af alle os kvinder, slå et slag for, hvor vanvittig seje vi er <3

den naturlige fødestue på hospitalet som jeg nu har valgt skal være stedet lillebror skal til verden. Jeg har termin d. 30 August og plejer normalt at føde senest nu, men denne gang er jeg faktisk ikke klar og jeg er slet ikke utålmodig endnu, så jeg fornemmer lidt både ham og min krop mærker det og så må det ske når det sker.

Bliver man nogensinde helt klar

…når der er noget uvist og ukendt vi skal forberede os til, for uanset hvor meget vi prøver at gennemtænke situationen, så kan det altid ende anderledes. Udfaldet det er vi sikre på om så det er en eksamen eller en fødsel. Det har en ende og det bliver med et resultat. 

Tør vi tro på en happy ending, eller fylder vejen dertil det hele, og sætter den tvivl ved udfaldet. Altså hvor lægger vi energi og fokus, og kan det som sagt lade sig gøre at føle sig rolig og klar på trods af vi strengt taget ikke kan komme til at vide 100 % hvad det er vi kommer til at skulle igennem. 

Jeg har både født 3 gange før, og stået i mange andre ukendte og nervepirrende situationer der har gjort mig nervøs og usikker, fordi der ligger denne slags uvished i dem. Jeg er (til måske manges overraskelse) ikke særlig god til at finde tryghed i den gode tro, men jeg er enormt bevidst om både hvorfor jeg har svært ved det, og derfor at det ikke handler om der er egentlig fare, men det blot er mit sind der ikke ejer denne basale tryghed “det går sikkert godt” i rygsækken. Den er nemlig fyldt med det modsatte. Det har jeg skrevet om før. Og det interessante er jo så hvordan og om jeg alligevel formår at være positivt stemt og tro på det bedste på trods, og endda ofte samtidig med jeg føler angst. Jeg har faktisk hvad jeg vil kalde en tryghed og ro i denne efterhånden velkendte angst. Det er noget med at have accepteret den og oplevet den så mange gange, at jeg er blevet venner med den. 

  1. 1. Jeg ved den kommer så i stedet for at frygte frygten, så forholder jeg mig naturligt til den. Den har også nogle muligheder med sig, ved fx at gøre mig bevidst om at skabe et modsat frygtbillede for mig selv i situationen. Det kan gavne mig mange fremtidige gange i livet jo flere modsatte billeder jeg får samlet. 
  2. 2. Jeg ved også hvorfor den kommer.
  3. 3. Jeg lader den ikke tage over eller eskalere, fordi jeg ved hvorfor den er der. Jeg piller alt rationelt og logisk ud af den, og på den måde kan den ikke få nogen magt, da jeg ved og efterhånden har erfaret, at frygt og angst ikke handler eller opfører sig rationelt – tvært imod
  4. 4. Jeg accepterer at den er en naturlig del af det at skulle præstere – og i en eller anden grad er jeg sikker på vi alle føler den. For nogen spænding og nervøsitet, for andre mere som angst. 
  5. 5. Jeg skubber den ikke væk, fordi det bare er som at puste til ilden. Til gengæld så ved jeg, at den har stadier og faser, lige nu når det er tæt på, men alligevel langt fra er den fx værst. Her har den god plads, og kan snige sig ind alle vegne, hvis hovedet giver plads til det. Katastrofetanker dem ignorerer jeg ved simpelthen at flytte fokus mod noget andet – med andre ord lader jeg dem fare. Jeg tænker de kan ikke bruges til noget, for de er ikke virkelige. Jeg tillader altså en vis uro i kroppen som en naturlig del af forberedelsesprocessen, men sætter ikke billeder eller konkrete handlinger på. Jeg bevarer det som svævende og lidt på afstand da det alligevel ikke er aktuelt endnu. Og det kan især gøres ved at sætte en masse masse gode scenarier og billeder på. Manifestere som man også kan kalde det en fantastisk oplevelse. I dette tilfælde en dejlig rolig fødsel. Jeg tillader mig med hele min overbevisning, at tro på det bliver det bedste bedste både i resultat og proces. Fodrer hjernen med lykke momenter, og husker at det er en meget kort lille periode af et meget stort og langt liv, det kommer til at dreje sig om. Altså giver jeg det visuelt sådan en lille boks som det kan være i, mens alt andet trygt og velkendt fylder mest. Det er for mig altid godt at være i gang med noget kreativt praktisk, så mine hænder er optaget, og mit hoved derfor er det samme. 
  6. 6. Jeg lander angsten i at den er hvad den er – altså prøver at negligere den lidt. Det er nok det jeg har lært mest af, efter så mange år med angst så tæt inde på livet. (Jeg har ikke, og har aldrig haft en diagnose, jeg har bare pga. min fortid måtte opleve, at det at være nervøs for mig, er mere end bare lidt svedige hænder og normal bekymring. Jeg havde i perioder af mit yngre voksenliv mange angst og panikanfald, og det holdt mig fra mange ting i mit liv dengang. I dag har jeg ikke længere disse anfald, og lider ikke af decideret angst mere, dog så kan jeg i pressede situationer som dette – noget så stort som en fødsel – mærke den kommer snigende, og jeg har derfor har brug for at tackle det fremfor bare at kunne ignorere det) Med det at angsten er hvad den er, mener jeg, at jeg altså ikke kan gøre fra eller til lige nu, og det er ok. Jeg behøver ikke forberede mig, og jo mindre jeg tænker, eller kommer til at gå ind i mit net af struktur labyrinter oppe i mit hoved, jo mere jeg i stedet giver slip og bare lader det ligge, jo mere ro og tillid finder jeg i det uvisse. For både min krop og min hjerne ved hvad de skal, når jeg er der i situationen. Og så øver jeg mig i stedet i at stole på det – altså på mig selv. For min erfaring er jo, at jeg stoler på mig selv, og at frygten ikke handler om min manglende evne til at kunne, handle eller præstere – det handler altså faktisk ikke om mig, men om nogle faresignaler der er andre som har placeret i mig. Jeg kan derfor faktisk finde en tryghed inde i mig selv, også i situationer hvor jeg skal klare det selv. Det er rart at lære ikke at have brug for andre eller andet til at tackle angsten, for man har altid sig selv, og vil så altid kunne klare “det” selv – jeg er faktisk også meget bevidst om at lade vores børn lære at tackle deres frygt selv, fremfor at tage den fra dem eller bære den for dem. Vi har brug for at lære at kunne “finde hjem” i os selv uden andre, jeg har lært det på den hårde måde, og det ønsker jeg ikke for mine børn – men jeg ønsker de står med en robusthed, tro og tillid til sig selv, så de ikke bliver hæmmet i at leve sit liv til fulde, fordi de konstant frygter – det er en kæmpe frihed at være i kontakt med sig selv og stole på sig selv. Det betyder ikke jeg ikke bruger og deler min frygt med andre, hvis jeg kan. Det betyder bare, at jeg lærer, at jeg godt kan turde stole på mig selv, også hvis der ikke skulle være andre. Det gør mig uafhængig i min tryghed, og for mig har det som sagt givet mere og mere frihed her i livet. Jeg har en helt ekstremt stor kontakt til både mit sind og min krop, og hvis jeg formår at lytte indad i pressede situationer, så ved jeg godt det går godt, når bare jeg selv tror på det. Det er ikke afhængig af ydre instanser, for i virkeligheden er det bare kulisser, og jeg kan selv være med til at styre hvordan de påvirker mig. Derfor hører I mig ofte sige,’ at det er som at holde sig for næsen og bare springe ud i det dybe ukendte vand. For chancen for at finde guld på bunden er større end hvis man ikke springer i det hele taget’. Jeg havde det sådan fra den dag, jeg stod med de to streger på testen. Jeg vidste jo det havde en slutning også, og den var bestemt ikke noget der ligefrem beroligede mit sind (det ved I der har læst med herinde fra starten) men hvis jeg tænker efter har den heller ikke nogen grund til at skabe frygt. Jeg har født 3 sunde og raske børn, den midterste endda med stor succes i en ellers meget kompliceret fødsel. Havde jeg turde at tage den sædefødsel dengang, hvis jeg vidste hvad det indebar i situationen, nej – men gik det godt alligevel, ja. Havde jeg glædet mig til Noras fødsel hvis jeg vidste jeg ville panikke og bare skrige i pressefasen istedet for at presse, fordi hun havde en arm med foran, og det ikke ligefrem var en mild følelse, nej – men gik det godt efter måske max 5 minutter og en pudendusblokade senere, ja så var hun ude på blot to presseveer. Elias som ikke ville ned i bækkenet, men efter en sej lang presse-kamp kom sund og rask ud. Jeg kan jo ikke forudse hvad denne fødsel bringer med sig, men jeg kan bruge min erfaring til at vide det løser sig, og at det ubehagelige der måtte komme er meget kortvarigt, og altid med en god løsning. 
  7. 7. Sidste ting må med alt dette i mente, derfor være den vigtigste; og det er ikke at dyrke frygten og også sige fra når vi mærker noget kan fremprovokere den. Vi gravide må ofte ufrivilligt høre på eller frabede os alle andres historier og skrækscenarier, fordi det simpelthen er som at få påtvunget en dyrkelse til det yderste af en nervøsitet vi alle nok har på en eller anden måde, og så endda uønsket. Vi kan simpelthen ikke bruge frygt og alle andres “pas nu på”, og det kan være farligt hvis og hvis og hvis, til noget som helst konstruktivt (det kan ingen i øvrigt, vi skal alle leve og erfare selv, og det helst uden alle disse “skræmmekampagner” ned over hovedet). Vi bliver så max stressede til sidst, at vi glemmer, at det vi egentlig skal er bare at præsterer noget vores krop er skabt til, og har gjort gennem 1000 vis af år. Det er ganske udramatisk, og har virkelig ikke noget med alle disse farescenarier at gøre. Men gennem hele graviditeten bliver vi konstant gjort opmærksomme på, alt hvad der kan gå galt og være galt, især gennem de mange mange ting vi bliver fortalt, læser, oplever af undersøgelser osv. skulle jeg have givet mig selv noget i bagklogskaben denne sidste gang, så var det at sige nej og stop, også når lægen begynder at fortælle, hvor vigtigt det er at sætte sig ind i, at det jo kan gå galt og ende i fx et akut kejsersnit, voldsom blødning osv. osv. – for hvis det gør det, så er det jo først i situationen, at det er aktuelt at forholde sig til det, og der er vi helt automatisk beredte, og også så heldige, at der er mennesker der er specialiserede i det i dag, og vi næsten uanset hvilket ukendt situation vi måtte ende i, derfor er i sikkerhed. Det er jo forskellen fra i gamle dage, og alligevel så har vi aldrig brugt mere tid på at gøre det til den vildeste præstation både at være gravid og føde et barn. Viden og oplysning er godt, men hvis I spørger mig, så er det også med til at skabe alt for meget frygt og fjerne fokus fra at mærke os selv. Mine instinkter er så stærke, og alligevel så er de konstant i denne graviditet, blevet forstyrret af faresignaler der er blevet blæst op, for hver gang så at være helt naturlige, ufarlige og faktisk modsat det jeg har følt – bare et tegn på at kroppen er erfaren og faktisk gør sit arbejde som den skal. Jeg ville nu her næsten ved slutningen virkelig ønske jeg havde turde holde mere fast i den gode evne jeg har til at mærke mig selv igennem det her, for jeg har faktisk aldrig haft det bedre i mine graviditeter end i denne – efter mit Hypernemesis stoppede ved uge 20 vel og mærke. Jeg har virkelig været hjemme i min krop, og har ikke engang fået de mange kilo væske jeg plejer, hvilket betyder meget større lethed og bevægelighed, jeg har ingen smerter eller besvær med lænd ryg osv., faktisk har jeg haft sådan en sund og god følelse inde i mig, og alligevel så er det som om jeg ikke har fået lov til at lytte til den, da det så kunne være uansvarligt, fordi der jo kunne ske sådan og sådan. Jeg har heldigvis haft min søde og rolige Guldfar, som er meget grounded og jordnær i sin tankegang, søde veninder der ligesom jeg lever efter krop og sind som et, og en sød jordemor der har skrevet og udramatiseret tingene på bla. Insta. For selvom min læge er så sød, god og virkelig har gjort hvad hun kunne for at give mig det så naturligt, som hun kunne, så er hun bare styret af en protokol hun skal følge. Og i og med alt nærmest kan være symptomer, og man derfor går med livrem og seler i alt – især her i så kæmpe stort og kontrolleret et samfund, hvor mange mange kvinder hver dag skal igennem denne sikkerhedsproces, som derfor er ens for alle, for at skabe struktur og sikkerhed ved en max kontrol hele tiden. Intet må blive overset og derfor ryger alle igennem det hele, bare for en sikkerhedsskyld. Det betyder altså test på test på test. Jeg er blevet scannet noget der ligner 10 gange og det jo altså selvom alt har været normalt hver gang – at han lå med numsen ned først, det tæller ikke med i dette regnskab. Jeg er blevet undersøgt for alt i både hoved og r.. , har ikke tal på hvor meget blod de har tappet fra mine arme, og hvor mange papirer jeg har udfyldt og spørgsmål jeg har svaret på – her har man også rutine-besøg på hospitalet og samtaler med læger der udover sin egen og en jordemor hvis altså man selv skaffer sådan en – det anbefaler de men det er ikke en selvfølge før efter fødslen hvor man sksl have en jordmor på besøg for at se både barn og mor. Og så er det interessante jo her på den (næsten) anden side, at se tilbage på om det så skabte tryghed eller faktisk det modsatte alt denne kontrol og hvad man ville kalde sikkerhed deraf. Og der kan jeg bare konstatere at der ingen tvivl er om, at frygten, stress og uroen jeg har følt; det kommer 100% af alt dette postyr, så de symptomer jeg måtte have haft, faktisk er reaktioner på alt andet end noget fysisk i min krop, men faktisk kommer af alt det omkringliggende i stedet, altså i hvad jeg kalder kulissen. Jeg har været som en dukke styret af tråde andre har holdt i denne kulisse, og har simpelthen ikke følt eller været bevidst om, at jeg kunne og skulle have kappet dem disse snore. Det er kæmpe stof til eftertanke. Og for mig et bevis på, at alle de potentille farer vi konstant kommer til at skulle forholde os til, ikke bare i en graviditet men livet generelt, er med til at komplicere noget der slet ikke skal føles kompliceret, og da slet ikke farligt – det er IKKE farligt at leve og heller ikke at få børn. Jeg skal derfor nu bruge den sidste tid på at finde helt hjem i mig selv igen.  Jeg har derfor aflyst alt der lå af ekstra tjek nu og frem til termin, og ja det føltes skræmmende, fordi denne konstante kontrol også har sat tvivl og spor i mig. Men da vi, Guldfar og jeg via alle de alternative, holistiske og følelsen af min egen krop og min baby fik ham til at vende sig, og btw har en konstant fornemmelse af hvordan vi får ham til at blive der, så var der noget i mig, som kunne se denne konflikt og kontrast, og også til sidst nærmest i panik måtte handle på det. For hele mig skriger på ro nu, og jeg vil have lov til at gøre dette til min og vores fødsel, og det skal f….. ikke være farligt at gøre det. På et sygehus med alt og alle på sidelinjen til at hjælpe ‘hvis hvis hvis’ som vi har hørt nok nu. Og de er med på det er vores fødsel, vi har været deroppe og levere vores fødselsplan – fik en tid ved en sød engelsk fødselslæge, som arbejder der, og hun sagde det absolut er muligt at få den naturlige fødsel, de er alle helt indforstået med det, og den ene naturlige fødestue der er der står klar med fødselskar, rebozo tørklæder og andet godt. Det skal siges, at vi er heldige at have det her ret lille og derfor nærværende sygehus hvor overjordemoderen er pro naturlig fødsel, for jeg har hørt mange historier om Frankrig, og hvordan de nærmest bedøver den fødende ufrivilligt, det har aldrig været oppe at vende på noget tidspunkt her vi bor, og jeg er blevet mødt og hørt hele vejen igennem, det er kun alt alt det standard protokol og tjek der har været alt for meget. Menneskerne jeg på denne rejse er blevet bekendt med, har alle været så utrolig åbne, søde og imødekommende. De har udvist overskud og positivitet. Hvilket også er derfor jeg slet ikke har anet hvor meget dette i virkeligheden havde påvirket mig. Nu skal der som sagt ro på, og det gør jeg ved at bruge alle ovenstående punkter, og få det sat et meget udramatisk og naturligt sted hen i mit sind, med så mange dejlige og lykkelige billeder på som muligt, og i den grad med fokus på, at det jo faktisk er tidspunktet, hvor vi endelig får lov til at møde denne længe ventede lillebror – Arwin <3 

Et færdigt soveværelse, & nu med plads til en baby

I finder alle babytingene længere nede af siden her, og ellers er hermed en liste på resten af indretningen:

tremmeseng: Flexa

sort vase, hvidt potte-hoved, sengebetræk og ekstra rygpuder, bambus skammel, lille strå bamsekurv, smykkeskrin, messing metalkurv, hval-måtte ved babyseng: H&M home

sengetæppe, sengelamper: Ellos

moseskurv og stativ: Amazon

orange velourstol: Lene Bjerre

velour skammel, kurve-hylder ved seng (spraymalet hvide selv) Nordal

sengegavl: Jotex obs vores er 180 cm

sminkebord, spejl over kamin, lyserød vase, lysestage, lampe på kamin, grøn æske på kamin: alt sammen vintage, fundet på dba. eller i genbrug

æsker på skrivebord: Hay

hvallampe, lamper på væg ved kaminen, gardinstænger: købt i vores lokale og meget store byggemarked

gardiner: vintage som fulgte med chateau’et

uroer: gamcha , authentic models , lille oktober (gave)

wallstickers: aliexpress

resten til baby er alt sammen købt hos: naturebaby.dk se hele ordren, med oplysninger på de specifikke ting, længere nede på siden her


Graviditeten der formår at overraske igen og igen…

Og bedst som jeg troede at NU var det bare at gå i gang med at forberede sig på denne naturlige fødsel jeg havde forestillet mig, så ændrede det hele sig igen. Det skete til sidste scanning, for lidt over en uge siden, da jeg var hos lægen til det, der egentlig skulle have været det sidste tjek. Den lille Arwin har gennem hele denne graviditet haft en yndlings position, og til min store glæde var det med hovedet ned. Sagen er nemlig den, at i min familie er der en arv med babyer der lægger sig med numsen ned, og at det derfor er sædefødsel eller kejsersnit. Den situation har jeg også stået i før, da det var lille Karla der boede inde i maven, og nægtede at slå en koldbøtte og vende sig “rigtigt”, trods vendingsforsøg hvor en ung læge kæmpede i en hel time, og svedte ned over min store mave. Vi boede dengang i Aarhus og efter det mislykkede vendingsforsøg, blev jeg derefter informeret om, at så blev det et kejsersnit, da det var sådan det var. Jeg ville hurtigst muligt få tid til kejsersnittet, og så var det ligesom sådan. Min første fødsel, Elias, skete vaginalt helt uden komplikationer, og oplevelsen sad som noget meget særligt inde i mig. Jeg kunne derfor heller ikke på nogen måde forene mig med et planlagt kejsersnit, og, som med alt andet, tænkte jeg der må være en anden løsning. Jeg skulle ikke læse længe, før jeg fandt ud af, at en sædefødsel sagtens kunne lade sig gøre, og kontaktede derfor min jordemor for at få sagt, at jeg altså ikke kunne tage imod kejersnittet, men ville føde vaginalt i stedet. Jeg græd virkelig meget og følte mig meget magtesløs, og det var da også præcis sådan jeg reargerede, blot i lettelse, da jordemoderen sagde, “jamen selvfølgelig skal du da føde hende i en sædefødsel så, nu skal du høre hvad vi gør” Jeg har været ret langt henne da beslutningen blev taget, og jeg fik efterfølgende scannet mine hofter for at tjekke de var brede nok til at kunne mestre en kompliceret fødsel. Det var de heldigvis, og så fik jeg papirer der beskerev hvordan det ville forløbe – der var mange og det var på lægesprog, men jeg læste op som var det til en eksamen, og samtidig sørgede Skejby Sygehus for, at de havde et team der var erfarende i sædefødsel, som de kunne tilkalde når tid var. Jeg fik at vide hun gerne skulle ud så tidligt som muligt for ikke at blive for stor, og ifølge fødselslægen på Skejby, var der størst chance for at starte fødslen tidligt, ved at have – ja, nu gentager jeg bare hvad hun sagde; “masser af sex”. Så ved I det, hvis nogen sidder og gerne vil igangsætte fødslen. Få dage efter fik jeg veer i uge 38+3, og det skulle vise sig, at blive den mest fantastiske og holistiske fødsel med et publikum af studerende, garvede jordemødre og en børnelæge. Jeg ensede dem ikke undervejs, for jeg havde travlt med at nulre brystvoreter (udløser hormonet oxtocin og fremmer derfor veerne) og holde styr på mine akupunkturnåle der sad over “alt”. De ting tilsammen gjorde mig i stand til at dykke ind i mig selv og skabe prograsssive gode veer, få vandet til at gå, og fødslen til at forløbe naturligt og præcis, som den skal, hvis man skal få lov til at gennemføre en sædefødsel. Jeg husker den endda som den mindst smertefulde af mine tre fødsler, og et perfekt lille pigebarn kom jo ud i mine og Guldfars arme til sidst. Efter Karla, kom Nora i en normal hovedstilling, hun vendte bare sådan hele graviditeten, og jeg havde derfor en helt normal fødsel med hende. Jeg har aldrig fået epidural, og vil nok sige, at jeg er mere bange for den store nål og bedøvelse i ryggen end selve fødslen. Jeg har ingen af gangene synes selve åbningsfaserne og veerne var slemme, jo de sidste to inden pressefasen bider godt, men ellers har det bestemt været til at tackle med vejrtrækning og visualisering – altså lidt som at meditere sig gennem dem. Jeg har ladet min krop følge med og åbne sig stille og roligt, især med Nora, hvor jeg ligesom kaldte på hende undervejs. Pressefasen har for mig været intens alle gange, jeg har slet ikke haft samme kontrol, og faktisk er det noget jeg frygter hver gang, og har haft svært ved at arbejde med mentalt. Med Nora bad jeg derfor også om en pudendusblokade (lokalbedøvelse af nederste del af skæden hvor hovedet står i spænd) efter at være endt i samme “jeg føler jeg har en lang presse ve, kan ikke trække vejret og panikker situation”. Det hjalp og jeg var virkelig til stede da hun gled ud, og kom til verden. Alt-i-alt har mine fødsler alle været hurtige og ukomplicerede. Det til trods for, at de gamle fødselsjournaler viser, at Elias nærmest ikke var kommet ned i bækkenet da fødslen startede, og Nora lå med en arm foran hovedet da hun blev født. Det fik jeg aldrig at vide, men til næste fødsel har jeg taget kontakt til jordemor Heidi (Meyermetoden) og derfor har jeg læst mine gamle fødselsjournaler, og med det i mente, har mine pressefaser faktisk været meget effektive, og noget jeg godt kan være stolt af.

Nå, men nu skal jeg på den igen, og med den nye viden om, hvor sej jeg faktisk har været, og hvor godt og hurtigt det, på trods af 3 fødsler med børn i uhensigtsmæssige stillinger i bækkenet, er gået, var jeg med hjælp fra Meyermetoden bare så klar på at skulle føde igen. Jeg havde jo forberedt mig på at skulle føde på den naturlige fødestue på vores lille lokale sygehus, og har kun mødt medvind på min vej, på trods af en anderledes fransk fødselskultur, hvor kvinderne stort set alle sammen får epidural, ligger stille undervejs, og i hvert fald ikke bruger den sikkert støvede fødestue med fødselskar, reboza/tørklæder hængende fra loftet, yogabold osv. Jeg ved at det bliver en anderledes fødsel, også for dem der arbejder der, men de er åbne og anerkender mit ønske om at føde så naturligt som muligt.

Hos Docteur HALDEN for lidt over en uge siden, er det da også det første hun spørger til, da vi kommer ind på hendes klinik; om vi har fået lavet en fødselsplan til dem på hospitalet så de kan få skrevet i min journal at det er sådan jeg ønsker at føde. Hun har ligeledes været meget støttende i, at det er min fødsel og jeg skal få den sådan som jeg ønsker. Jeg hopper op i stolen klar til scanning, som det er hver gang hos hende: “Oh no” udbryder hun i det hun sætter scanneren på og fortsætter så “he turned around the wrong way – this mean you can’t give birth naturally”! Lige i øjeblikket forstår jeg det som om et kejsersnit så vil være det der skal ske, og som jeg har fortalt her før, så panikker jeg aldrig i selve situationen, reaktionen kommer altid først bagefter. Dette ved Guldfar, og han begynder derfor at stille alle de spørgsmål han ved, jeg har brug for at få svar på, men ikke stiller fordi mit overlevelsessystem straks går i gang med at acceptere og forberede mig metalt på en ny situation, for ikke at panikke. Han har forstået det anderledes end jeg, og spørger derfor om det er rigtigt forstået, at jeg må føde en sædefødsel, men ikke på den naturlige fødestue. Og det var faktisk præcis det hun mente. Det virker overraskede normalt på hende, og der er ikke den mindste problematik at læse i hendes måde at svare eller tackle hele situationen på. Jeg læser derfor ikke noget ind i det, og tænker faktsik, “nå, jamen det har jeg da prøvet før og det var jo faktisk min bedste fødsel, så det klarer jeg da bare igen”. Det siger jeg også til hende, og hun fortæller, at vi skal have en ny tid i uge 36, for at se om han forbliver liggende sådan. I så fald skal vi planlægge fødslen ud fra det. Udover det, så kan jeg få et vendingsforsøg i uge 37, men efter sidste knap-så-fede et af slagsen, siger jeg med det samme nej-tak. Docteur Halden ved at jeg dyrker yoga, og fortæller, at hvis jeg gerne vil have ham til at vender sig, så skal jeg ned i barnets-stilling med numsen op, og at der også er andre øvelser der kan hjælpe hans lille numse op af bækkenet og derved gøre det lettere for ham at rotere rundt.

Da vi går derfra er jeg faktsik lidt lettet, og det er nok lige den der pressefase jeg nu tænker ikke kommer til at gøre så ondt, og derfor glemmer alle de andre detaljer, men kort efter regner de ned i hovedet på mig – shit hvad med sproget til sådan en “kompliceret fødsel” hvor det er nødvendigt, at jeg kan kommunikere med både læge og jordemor, især når hovedet til sidst skal hjælpes ud? Hvad med personalet; er de overhovedet erfarne i sædefødsler eller kan jeg risikere ikke at få lov, når først vi er der? Hvad med hele den første del; sidst blev jeg jo hjulpet på vej med akupunktur og andre alternative ting, og jeg ved jo de ikke ser så naturligt på den proces hernede. Og vil de så overhovedet give mig tid og space til at lade fødslen gå prograssivt fremad, som jeg jo ved er nødvendigt ved en sædefødsel? Mest af alt, er jeg bange for, at de vil tage magten over situationen, og jeg ender med at være helt magtesløs i min egen fødsel. Alt dette melder sig om aftenen, hvor jeg får den ondeste hovedpine, bare ligger på sofaen, og føler det hele er ret så håbløst og uoverskueligt. Dagen efter går den løsningsorienterede side heldigvis i gang, og jeg bliver ret hurtigt klar over, at jeg skal finde en engelsktalende jordemor her i området som kender gangen på sygehuset godt nok til at svare på disse spørgsmål, og så skal det her lille barn simpelthen vende sig, og jeg vil gøre hvad som helst for at det sker. Jeg kender jo yoga, og kan ret hurtigt regne ud, at der skal åbnes op i bækkenet for at han skal få plads til at bevæge sig op og rundt. Jeg googler og finder spinningbabies.com, læser på sygehusenes hjemmesider og finder folk der har stået samme sted og prøvet at løse det selv. Det er bestemt ikke umuligt, og især to ting er gengangere; klokker der kan lave lyd over skambenet for at “lokke” ham dernedad, og “barnets-stilling” som jeg allerede kender fra yoga, dog lidt højere med numsen. Derudover kan jeg selv stykke sammen, at der skal roteres med bækkenet/hofterne, og at tyngdekraften skal tænkes omvendt. Hvor vi ofte i det moderne liv falder sammen på en stol foran skærmen, og sidder med benene over kors og tilbagelænet, skal der istedet rettes op, og benene skal ud til siden, uanset hvordan man sidder, står eller går. Han ligger jo sådan af en grund, og den fysiske grund er klart at jeg ikke giver ham plads nok nedad. I får lige nogle ret så komiske videoer her hvor jeg praktiserer “Arwin vend dig om”…

Dette begynder jeg straks med, og vi finder også en engelsk jordemor der kunne se os allerede denne uge (fredag, graviditetsuge 34). Vi forklarer hende omstændigherne, og at vi har brug for at tale med en der kender til det hele hernede. Alt imens jeg ligger mere på alle 4 end jeg står, taler jeg med min gode veninde Karen. Hun har også en mere alternativ tilgang til tingene og fortæller, at der psykisk kan sidde nogle blokeringer i form af bla. den angst jeg oplevede på sygehuset (han vendte sig forkert kort efter det, for da jeg blev scannet på sygehuset vendte han rigtigt). På sygeuset troede jeg i det sekund jeg ankom med en uforklarlig blødning, at jeg ville miste ham, og jeg havde indtil det siddet på huk og lavet masser af bækkenåbnende og afspændende bevægelser i min yoga og daglige livsstil. Efter nogle gode snakke med Karen gik det op for mig, at oplevelserne havde sat sig i spændinger og de spændinger aldrig havde sluppet igen – nok mest af alt pga. et gammelt angstmønster, min histore taget i betragtning, i netop det område hvor uro og usikkerhed gerne bor hos os kvinder. Spænder vi fx. i kæberne, spænder vi automatisk også i underlivet. Jeg har været meget anspændt, det ved I der har læst med her længe (læs min historie her), og selvom jeg har arbejdet meget med den del, så har al den uvished og de mange overraskelser i denne graviditet, sat mig fysisk tilbage i en gammel spænding, også selvom jeg har kunne tackle det mentalt. Alt dette ender ud med, med god hjælp fra Karen, at jeg får arbejdet med at trykke på de punkter på medianbanen der påvirker netop det område, og samtidig gjort det mentale arbejde der skal til for at give slip, og tro på jeg kan overkomme og klare denne udfording, mens den kære Guldfar hjalp med at massere og trykke på punkterne. Vi tog det meget seriøst, og gik ind i det begge to, med både meditationsmusik i baggrunden og mig med hænderne på maven, ovenpå nogle dage med mange fysiske bevægelser, hvor jeg også fik grædt ud undervejs, mens spændingerne gav efter og slap. Jeg har simpelthen ikke bevæget mig som jeg plejer efter det sygehus ophold, fordi jeg jo inderst inde har båret frygten med mig fysisk og helt ubevidst – også selvom min læge flere gange har sagt, at jeg bare skulle fortsætte med yoga, og masser af bevægelse. Jeg har følt mig mere træt, og selvom jeg er ekstramt handlingsorienteret og selvreflekterende, så har jeg ikke set hvad Karen kunne pege på. Nå, men efter min korte, men ihærdige insats, Guldfars hjælp og den viden vi fik fra Karen; har det så båret frugt uden lægens, hospitalets eller medicinsk påvirkning?

Lad os starte med det med at tro på det, for det kan være så enormt svært; jeg følte så meget frustration og panik, da jeg gang på gang kunne boinge med det lille hoved i mine hænder udenpå den øverste del af min mave, især efter jeg have ligget der og gjort hvad jeg kunne for at lokke ham rundt. Men da den metale del kom med, da jeg forstod hvorfor det måske var som det var af en årsag, kom der også en slags afklaring; og der ændrede mit fokus sig fra, at nu SKULLE han bare vende sig, til hvor fantastisk det ville være hvis han gjorde. Derefter kom troen også på det, jeg kunne mærke jeg fysisk ændrede mig i takt med, at sindet ændrede sig. Jeg blev lettere, og fik noget energi tilbage. Jeg slap ud af den forsigtghedsrolle jeg havde påtaget mig, i bedste tro om at passe på mit barn. I delen hvor Guldfar trykkede på punkterne, og vi talte til baby, og også sammen om de ar jeg har, (og jeg fik grædt ud) så syntes jeg der begyndte at ske noget; jeg havde en fornemmelse af, at han lagde sig med hovedet til siden og gerne ville rundt, jeg lagde forsigtigt en hånd på maven og anerkendte hans rejse nedad med blide strøg. Natten til torsdag, lagde jeg mig til at sove, og var helt overbvist om, at nu ville det ske. Jeg vågnede om natten med voldsomme spændinger i underlivet og blev faktisk lidt forskrækket, gik ud tissede og lagde mig igen (vel og mærke på siden med masser af puder mellem benene, for at give plads til baby i bækkenet). Om morgenen var jeg i tvivl, men jeg følte alligevel det var anderledes dernede i hans hule. Som I ved, var det Karlas fødselsdag, og jeg besluttede at fokusere på det og glemme projekt “vend baby” lidt, hvilket også var tiltrængt. Fredag blev det tid til besøg hos jordemoderen, og vi snakkede en god halv time om hele situationen med sædefødsel, og det lød altså ikke fedt; selvom de er max-erfarne i det, og tager masser af sædefødsler vaginalt hernede, foregår det (næsten) altid med epidural bedøvelse, og i hele taget med, at lægepersonalet overtager processen – præcis som jeg frygtede. Den søde jordemor som var all-in på naturlig fødsel, ringede endda til overjordemoderen på sygehuset, så vi kan få en tid til at snakke med hende denne uge og hun virkede pro at lade mig føde en sædefødsel uden epidural. Jeg måtte ud og tisse flere gange, og selvom jordemoderen var positiv, nagede det mig, at det hele tiden var med ordene “de kan jo ikke tvinge dig”, “det er din krop”, “du må turde sige fra på stedet”, “du må være forberedt på…” osv. osv. Det var bare alt andet end ro og tryghed, og jeg var for længst i mit sind rejst til DK for at føde – flugtplanen, den var i gang; lej et sommerhus, kontakt Heidi fra Meyermetoden, og slip ud af denne situation, fordi det aldrig bliver trygt at føde, hvis man føler sig usikker på så mange ting, i en, i fovejen presset og ganske stor begivenhed.

Jeg sage jo ikke dette højt, så Guldfar som jo kender mig så godt, begyndte at stille alle de tænkelige spørgsmål jeg måtte have efterfølgende, og det åbenlyse var jo om hun for en sikkerheds skyld lige ville tjekke hvordan han lå.

Mig ud at tisse igen (jeg var presset, tro mig) og så op på briksen; jeg når lige at sige, at jeg tror han ligger på tværs, hvortil hun svarer, at det vil desværre betyde et kejsersnit ligemeget hvad. Så tager hun hænderne godt ned i bækkenet, kigger op og siger “dear you, we just had this conversation for nothing, because this baby lies with his head down here” – Altså, jeg tudede og må bare sige, at hele det her krop og sind er ganske magisk, og endnu engang er jeg bare blevet bekræftet i, at vi simpelthen selv har magten til at ændre vores situation, hvis bare vi forstår hvad der er på spil og tør handle. Selverkendelse og selvindsigt, at turde forstå og handle, det virker. Ja, han kan stadig vende sig, men så kan vi vende ham igen, og jeg har parkeret frygten for det scenarie i min nødplan, og formår faktisk at tro på, at han bliver liggende sådan her med hovedet ned. Jeg mærker også hvodan han med mine gode bevægelser, trænger dybere ned dag for dag. Jeg er meget lidt pesimistisk (hvis det var til nogens overraskelse), og bruger ikke unødvendig energi på “hvad nu hvis” – skulle det blive situationen, så løser vi den, når den er der. Jeg skal give slip, åbne op og lade mig selv gå i fødsels-mode; jeg skal finde ind og give plads til det der er vigtigt nu – det er det min krop fortæller mig. Der kan ikke lukkes af mere, for der kommer et lille nyt menneske; denne lille magiske sjæl, som jeg i snart 9 måneder allerede har lært så meget af … vi glæder os. Barsel har jeg som jeg selv bestemmer det, vi er ikke tilknyttet noget system, og betaler alt selv, sådan har det været længe, også i DK. Dagpenge og a-kasser det har vi ikke været tilmeldt i flere år, og ved godt at den del må vi løse på anden vis, ligesom vi har måtte hernede nu med lægeregninger osv. Det er jo en hel del for sig selv, som der stadig ikke er en klar løsning på efter Guldfars job snart udrinder, men vi er tæt på at have en løsning, og den kommer uanset – det ved vi efter så mange gange at have stået på kanten. Det er nemlig også frihed til netop at lytte indad og mærke efter hele tiden. Vi har levet sådan så længe nu, og ved at ting løser sig så snart man lytter, og lærer af de ting man bliver “udsat” for. Alt kan blive en positiv del af en, ja, til tider udfordrende, men spændende og givende rejse.

Nu kan jeg mærke at jeg vil glæde mig til at fortælle jer hvordan alt dette ender, så udover at vise jer det sidste af Hall’en, lillebrors afdeling og vores snart “nye” soveværelse, så skal der helt ro på de næste par uger. Jeg fødte Elias svarende til i dag + 3 uger, og jeg kan mærke, at ham her, han er meget klar, så det må jeg også være. Derfor vil jeg lige sige TAK fordi I læser med, og dermed faktisk gør det muligt for mig, at fortsætte med at dele ud på denne måde, fordi I er medlem på sitet her. Det er et fantastisk arbejde, og jeg mærker altid jeres kærlighed gennem skærmen, jeg håber også mine og vores families “rejser” og oplevelser kan give jer noget, udover selvfølgelig visuel inspiration fra alt det æstiske der også følger med i dette eventyr der jo netop rummer alt, fordi vi blot er mennesker ligesom alle jer <3


Efter

fødsels

garderoben

Her kan I se mig vise og dele tankerne bag det at invistere i en efter-fødselsgarderobe. Noget jeg ikke har gjort de andre gange, men alligevel har måtte sande være nødvendigt, da man altså ikke kan passe sit gamle tøj lige med det samme bagefter. Jeg er derfor de andre gange pga. manglende overskud og ej heller lyst til at gå ud og shoppe, når man lige har fået en lille baby og har en krop der er øm og sårbar, endt i joggingbuksen. Det har ikke gjort noget særligt for selvværdet, og denne gang har jeg derfor på forhånd sørget for, jeg kan shine og føle mig smuk i min efter-fødselskrop, mens garderoben samtidig er blød, praktisk og kan kombinerrs til forskellige anledninger og temperaturer. Håber det kan inspirere, og kan jo bestemt bruges af en “ikke-efter-fødselskrop” også. Hele princippet i at springe ud i farver, mønstre, lidt spændende detaljer og stadig kunne matche det på forskellige måder, er i hvert fald noget jeg gør en del i. Jeg har udover dette en del kjoler I ser mig i på insta og her på hjemmesiden, og dem vil jeg klart tilsætte strik og lidt varmere sko til efteråret. En langærmet basic eller skjorte indenunder en kjole fungerer virkelig også godt. Generelt holder lag på lag bare, og er altså sådan en lækker måde at få nyt liv til tøj man også har haft hængende længe i skabet. Altid god og holdbar basic og så ellers købe spændede styles der gør en glad, det er mit tøj princip. Jeg køber ikke praktisk, jeg køber det mit hjerte sukker efter, for det ved jeg er det jeg også vil føle mig aller smukkest i.

I videoen viser jeg to par “paperbag bukser” som er en størrelse M, hvor jeg ville have sagt at de er til mellemstadiet, altså når en L bliver for stor. Nederdelene ved jeg blot kan flyttes lidt op og ned (evt. få en strammere elastik) og holder længe, hvorimod bukser kræver lidt mere korrekt størrelse ift. pasform. Jeg har tidligere brugt en S, og er altså sizet to størrelser op til den første periode, men ved både overdele som skjorter og strik kan bruges oversize, specielt fordi ZARA’s L er lidt mindre end fx H&M og det derfor er perfekt som efter fødsels størrelse – derfor vil dette også kunne holde indtil jeg kan tage alt mit tøj fra før graviditet frem igen. Især fordi, jeg som sagt har en del boxy kjoler i forvejen, der kan gå henover flere størrelser. Jeg har selvfølgelig også andre styles fra før, som vil kunne tages i brug, men dette jeg viser her er ligesom “grund-garderoben” til efter fødslen. Tøjet er primært fra ZARA de havde da jeg købte det 40% på en del og der fandt jeg altså det meste. Jeg siger det også i videoen, men I spørger ofte hvor jeg shopper og det er altså oftest ZARA gerne deres “join life” kollektioner, hvor der er tænkt over bæredygtigheden. Ellers er det vintage – ELSKER at gå på jagt i genbrug (når ikke jeg er gravid), og en smule fra H&M – gerne deres consious kollektioner.

video #1

video #2

video #3

video #4

slutter lige af med et uge 33 billede – selvom jeg faktisk i går gik ind i uge 34 (denne gang ikke photoboombed af Guldfar)


TID TIL AT FÅ DE SIDSTE PRAKTISKE DETALJER PÅ PLADS

Puslepladsen er færdig, og vi har valgt at have den på badeværelset, som er i forbindelse med vores soveværelse. Ydermere så har vi købt en puslekurv, som man kan flytte med rundt, erfaringen er nemlig at man sjældent pusler særlig længe eller meget på selve puslebordet, det er da også derfor, vi har valgt en kommode, hvor man kunne købe pusledelen til at montere på og af. Lillebror skal så have sit tøj deri, og når vi ikke gider puslepladsen mere, er det hans kommode som kan flyttes på et værelse sammen med ham. Puslekurven er tænkt til etagen under den vi sover på – der vi har stuerne, køkken osv., og med en pusletaske i den eatage også, fungerer det glimrende. Det ville også kunne have været nok med kun den, men i og med vores gamle Chateau er så stort, er det rart ikke at skulle tage trapperne hver gang der skal skiftes ble. Det er dejligt at have pladsen i nærheden af vand, og det gør jo badeværlset oplagt. Hvis vi pusler nedenunder er gulvet perfekt, og så kan man jo bare praktisk placere sig i nærheden af en vandhave.

En blespand er en ‘stinky bastard’ og ikke noget vi bruger, andet end første gang med Elias, hvor vi købte den fancy “lugtfri” med dyre specialposer der kunne drejes rundt for hver ble – det eneste den var, var dyr og absolut ikke lugtfri eller praktisk. Vi går derfor bare ud med bleen, ellers så putter vi den i bionedbrydelige små poser alá hundeposer – hernede er plastikposer stort set ikke at finde mere, og alle er bæredygtige – og så ellers i den store skraldespand med dem. Vi er også typerne der pusler hvor vi er, når vi er på tur, og farer ikke rundt efter et toilet med plads til at skifte ble. Det kan gøres i banevognen, på en bænk, i bilen, ja det er i hvert fald ikke besværligt, så længe man har et lille håndklæde og godt med stofbleer i pusletasken. Jeg skifter også tissebleen i sengen om natten på et håndklæde, så vi ikke skal op, og ligeledes ammer/giver sutteflaske der. Det giver så meget mere søvn og ro. Det handler om at gøre det nemt så man ikke skal styrte rundt for at skifte de mange mange bleer hele tiden.

Den fytbare model

tingene i kurven er en barselsgave fra lille oktober som laver de smukke ting i hånden selv. Folde-stofbogen er købt fra konges sløjd . Puslekurven plus underlag er købt hos Smallable.dk (link er til den engelske shop, jeg har købt i den franske)

PÅ badeværelset

I kan lige se badeværelset også – det gav vi en makeover i december, lige inden jeg fandt ud af jeg var/er gravid. Bruseforhængene var godt nok lige var til vask, og jeg tænker der skal et lille spejl op både på siden og bag på væggen ved puslepladsen, så lille Arwin kan se på sig selv, når han bliver puslet og blive lagt på maven til lidt nakketræning, men ellers er det helt færdigt. Øverste skuffe er til cremer, bodyer og småting, næste til str. 56 (nyfødt) i sidste skuffe er næste størrelse som jeg har købt da jeg faldt over noget på udsalg, plus farmor har strikket i næste størrelse udover helt lille. Husk du kan klikke på billederne for at få dem i stort – under dem finder du links til hvor de er fra. Obs husk aldrig at sætte tunge ting på hylden over baby, jeg har kun bløde stofbleer, og hylden er fastgjort i væggen så en voksen kan hænge sig i den – you know safty first;-).

I får lige en liste på hvor tingene er fra og under det har jeg lavet lister på hvad vi har købt. Der er “nice to have” og “need to have” – men alle tingene er det vi har anskaffet. Udover det så har jeg lavet en liste på hvad man behøver af tøj til baby i starten, og hvad man behøver i sin hospitalstaske.

  • Puslebordet er far Maisons du Monde pladen køber man ekstra til.
  • Kurvene er fra Zara home og udover at rumme bleer og andre småting så dækker de det hul puslepladen giver fra væg til kommode. De er vævet med metaltråde i og er derfor stabile og vipper ikke ned bag.
  • babybadekarret er bionedbrydeligt og købt hos naturebaby.dk
  • Stofbleer er købt hos naturebaby.dk og lidt blandede mærker – jeg gik efter de farver jeg kunne lide.
  • puslepuden er fra Konges Sløjd
  • samme er ‘bidecitronen’
  • og babyhåndklædet
  • Uroen og soldaten er fra Gamcha
  • Hylden er fra Nordal.dk
  • Resten af badeværelset er stort set vintage, som har fået maling eller så er det ting fra gemmeren, spørg hvis I vil vide hvor noget er fra, men tror desværre det er mere til at lade sig inspirere af end det er muligt at skaffe nøjagtig samme ting.
  • Amaturer og bruser er købt fra danske Cassøe

Mine Lister:

Du kan holde fingeren på billedet for at gemme dem til dig selv.

Det har været efterspurgt med hvad de forskellige ting jeg viste i en unboxing tidligere var, og hvilket mærke, en sød følger tippede mig om jeg bare kunne dele min ordre fra naturebaby.dk med jer, så herunder har i den. Du kan igen klikke på billederne og gemme dem til dig selv hvis du også skal shoppe til baby <3 Ps. var desværre ikke fan af bikinien så den kan ikke anbefales.

Et par billeder af maven nu i uge 33 skal vi lige have med som en afslutning, det kommer tættere og tættere på og jeg glæder mig til at dele det hele med jer, især hvordan hele denne fødsel kommer til at blive her i et “fremmed” land, som ikke er sååå fremmed mere, dog meget anderledes fra hvad jeg har været vant til i DK i mine andre fødsler og graviditeter.

I næste uge viser jeg jer min efterfødselsgarderobe, som skal være dejlig blød og praktisk, men stadig få mig til at føle mig lækker i min efterfødselskrop – samtidig skal den kunne kombineres på kryds og tværs. Den fungerer bestemt til alle kroppe så kig enedelig med <3


nÅr Det hele lige ramler et øjeblik

Tænker altid når jeg lige sætter hænderne på tastaturet “where to begin”, og lige i dette tilfælde sætter det vist meget godt beskrivelsen for hele den situation af at være gravid i et nyt land, og uden at have planlagt netop det.

Altså som med sådan et skriv her, så må man jo bare starte fra en ende af, og hvis I bladrer en halv side ned her så kan I læse om netop det, hvordan man så egentlig gør, når man pludselig står med to streger på en graviditetstest i hånden i et fremmed land. Nu er jeg jo efterhånden langt inde i forløbet, og at komme hos Dr. HALDEN er blevet en tryg ting i og med den er velkendt nu. Men jeg kan ikke føde hos den søde Madame HALDEN og hun kan heller, desværre, være med til min fødsel. Så alt der snart venter med netop det, det skal forgå et nyt, andet og for mig ukendt sted. Nemlig på det lokale hospital. For de der ikke har læst skrivet længere nede på siden om alt dette, så kan jeg fortælle, at det desværre ikke er en mulighed at føde hjemme her i Frankrig, som ellers ville have været min første prioritet.

Men for at prøve at gøre noget lidt rodet mindre rodet her for jer, så tager vi det lige fra en ende af. Jeg skulle til min private læge – Dr. HALDEN i går, det er jeg minimum en gang i måneden, og hos hende foregår alt – hun er specialiseret i graviditet og fødsler og har alt der på den privatklinik hun er en del af – scanningsudstyr osv.. Hernede kan man frit vælge læge, også en privat en af slagsen, og man får så sine “medical bills” refunderet af det der svarer til det gule sygesikringskort, nemlig ‘carte vital’ som det hedder her.

For at få fransk sygesikringskort skal man blot have adresse her, og kunne vise man betaler el eller vandregninger, altså at det er en ægte adresse man faktisk bor og lever på. Det har vi jo (og rigeligt med disse regninger i dette gamle og store Château skulle jeg hilse at sige) og vi søgte faktisk om carte vital så snart vi kom herned, men ting tager utrolig lang tid hernede, da det er papirarbejde i mængder man ikke kan forestille sig i det digitale DK, og så er medarbejderne på socialkontoret lige så gamle som metoden de bruger til at behandle disse ansøgninger. For de der har fulgt med på instagram længe vil de vide, jeg inden afrejse til Frankrig havde søgt om at få dansk statsborgerskab, og også om at få ændret mit navn fuldstændig. Jeg søgte altså om at blive en ny person på papirerne, nemlig Cornelia Nørregaard. Nørregaard er min svigermors efternavn, og det Oliver (Guldfar) også i samme skiftede til – ja faktisk skiftede vi alle til kun at hedde Nørregaard – også børnene. Det må man gerne selv som udeboende dansker. Der er DK bare fantastisk moderne og lige til, jeg fik både mit nye navn og mit danske statsborgerskab uden de mindste problemer. Vi kunne altså nu imigrere som familien Nørregaard sammen og med Dansk nationalitet alle sammen.

Jeg kan lige kort forklare hvorfor, for de der ikke måtte kende min historie; jeg er født i Norge, som “Janni” og selvfølgelig med et andet efternavn også. Er flyttet med mine forældre til DK som 2 årig, og har altid følt mig mest dansk. Deraf kom ønsket om at ændre mit statsbogerskab, især når vi så skulle flytte, da Norge jo ikke er medlem af EU, men DK er, og det har kæmpe fordele at flytte fra EU land til EU land. Vi har så mange fælles regler og muligheder – det kan kun siges at være pragtfuldt med sådan et fælleskab på tværs af lande. Hvad angår mit fornavn så efterlod jeg en lang rejse og gammel del af mig selv i DK. Det var vigtigt for mig endeligt at give slip på noget jeg havde været færdig med længe, og starte på en frisk som det så fint var en anledning til nu også i fysisk forstand, ved at lave sådan et kæmpe ryk – det kan I læse mere om her. Alt dette gik først papirmæssigt i orden efter vi havde søgt om carte vital. Så vi måtte ændre navnene undervejs, og I kan vel sikkert forstille jer, hvor meget bøvl det var i det franske system. De blev annulleret og skulle laves forfra, fordi det simpelthen ikke er normalt her at ændre sit navn. For at søge igen skulle vi så selvfølgelig bruge vores nye danske pas, dem er der ikke noget problem i at få, bortset fra, at, ja jeg var mega syg de første 4 måneder af graviditeten og sengeliggende, og derfor ikke kunne drage til Konsulatet i enten Paris eller Nice. Derfor måtte Guldfar køre selv og få styr på børnenes pas (det er en lang rejse til begge byer fra hvor vi bor) og da jeg så endelig rejste mig fra sengen, og vi kunne få fikset pas til os voksne også, så kom Coronaen, og man måtte ikke krydse departement-grænserne. Så her står vi så næsten ved enden, og jeg har stadig ikke det lille kort der ellers ville være rimelig anvendeligt i en graviditet. Jeg må gå til lægen med mit gamle pas som legitimation, og hedde noget som faktisk er en gammel fiktiv person. Man kan ikke komme uden legitimation, og i alt hvad jeg foretager mig skal jeg bevise hvem jeg er med netop pas. Nu er departement-grænserne så endelig åbne og mit nye pas med min rette identitet ligger bare og venter på mig i Nice. Det skal vi så køre og hente på tirsdag – en lang rejse, og når vi kommer hjem betyder det, at jeg ikke længere har mit gamle, og ikke længere hedder det der står på alle de (og her lyver eller overdriver jeg ikke) 200 papirer og dertil jornaler der allerede er lavet på mig i forbindelse med denne graviditet. Dertil skal jeg helst nå at have det carte vital, som de brugte 4 måneder på sidst for så at annullere, inden jeg skal føde om snart kun 2 måneder.

Vi gjorde jo selvfølgelig det, at vi oplyste min læge ved start om, at mit navn altså ikke længere var hvad jeg hed i passet, og forsikrede hende om jeg ikke var norsk spion, men blot en kvinde med en historie der gjorde det i DK helt normalt at skifte min identitet. Hun er heldigvis af den moderne, unge og friske type, og hun synes blot det var fantastisk, at vi var så frie i Danmark, og kunne gøre den slags. Men altså nu kommer så hele dette bøvl jeg lige landede i, og druknede lidt i i går, fordi vi jo nu kunne meddele, at den rigtige identitet var tæt på, og derfor spørge hvad pokker vi gør med alle journaler osv.

Men inden den del, skal vi lige først have hele gårsdagens undersøgese med i historien, og også med tanke på situationen vi står i lige nu (den kan I læse her) for det hele ramlede lige for mig et øjeblik.

Jeg har det bare godt. Der er ingen symtomer på noget, alt er faktisk fysisk og psykisk i skønneste orden taget i betragtning, at jeg er højgravid nu, og knokler som jeg gør på rigtig mange projekter, og er en anelse tidspresset (læs det er en pæn underdrivelse). Jeg bliver hver gang hernede både scannet, og også gynækologisk undersøgt. Det er standard udover de utallige blodprøver, urinprøver, ja der er simpelthen ingen chancer der bliver taget her, og man bliver tjekket konstant for alt man blive tjekket for kan. Hun (undskyld mit sprog) stikker derfor fingrene op, og kigger så på mig og siger – “you are open”! Altså jeg er i uge 29!! Jeg er typen der simpelthen ikke kan panikke eller bekymre mig i øjeblikket og siger bare “open, I hope only a little then?”, hvortil hun blot siger “yes, and now you need to slow down and relax” – Hun kender godt til hvad vi laver, og har luret for længst, at denne kvinde i hendes stol, langt fra ligger på den flade, og nok også er mere aktiv end de fleste i 3 trimester. Men altså jeg har det virkelig så godt, og meget bedre end i mine andre graviditeter. Jeg har ikke engang plukveer. Hun scanner lillebror og alt er bare som det skal være, han er stor og sund – ja det ser så fint ud som det kan, bortset fra min livmoderhals altså står åben. Allerede.

Nå men vi samles igen ved hendes skrivebord, og hun forklarer vi skal indskrives på sygehuset hernede, det foregår simpelthen ved personligt fremmøde for alle gravide, og det er et langt møde siger hun, og foreslår derfor at hendes sækretær kan hjælpe med at booke et skype møde, da vi i forvejen har allerede 3 tider på sygehuset til at møde en anestæsi-læge (det skal man hernede, fordi 84% af de franske kvinder vælger at blive bedøvet med en epiduralblokade nærmest lige fra de ankommer og også i selve pressefasen. Det er meget anderledes end i DK, og en naturlig fødsel som jeg ønsker, er derfor langt fra det normale, men respekteres og værdsættes, det er tydeligt at mærke) og ellers, så skal vi, for det ikke skal være løgn, også mødes med Monsieur Dr. Halden, altså hendes mand, som simpelthen arbejder på fødselsafdelingen, og vil hjælpe med at forklare, lave en fødselsplan og vise rundt. Ham har vi fået to tider med på sygehuset, men det ligger først helt til sidst og meget tæt på termin.

Vi går ud for at betale og her fikser sækretæren så to nye tide hos Madame Dr. HALDEN udover de mange tider på hospitalet (som sagt man bliver tjekket meget her), og ringer så til hospitalet, som vil se os blot om nogle timer, altså ikke noget skype møde senere i sigte. Igen er det en seddel med en person vi skal mødes med, med en fin fransk titel, efterfulgt af et efternavn skrevet med store bogstaver, som man gør hernede, vi får stukket i hånden – og hele problematikken som skulle løses med et nyt pas i næste uge, med et rigtigt navn på, og derved vente med en indskrivning til jeg har korrekt identitet, med mulighed for også at kunne enten refunderet sygehusophold/fødsel osv. med carte vital, eller måske endda være så heldig at have det med, når vi når til fødsel bliver nu bare bøvl igen, fordi det alligevel ikke kunne vente. Det er hvad jeg tænker.

I bilen rammes jeg bare af sådan en kæmpe træthed, sådan en følelse af lige at træde udenfor sig selv et øjeblik og se ind på det hele. Det er bare for overvældende, og hvad nu med den åbne livmoderhals – er det farligt, skal jeg være bange for at føde for tidligt osv. osv. Et par tårer triller ned af kinden, og den evigt rolige og optimistiske Guldfar gentager hvad Dr. HALDEN også havde sagt derinde, og det var, at alt bare er papirer i den sidste ende, og uanset hvad, så vil jeg både blive modtaget og få lige god hjælp til min fødsel eller hvis noget skulle ske. Det gør absolut ingen forskel, og jeg skulle IKKE stresse over det. Men det er bare det hele tror jeg – at altid være det der glædes menneske, som tager tingene i stiv arm og med opløftet pande, følelsen af at have brug for bare lige at give op et øjeblik, og ikke orke mere. Fordi jeg ja, er max træt, og i virkeligheden nok bare mest af alt har brug for en lille pause til at tage det hele ind… Og så nu at skulle orke et fremmed menneske mere samme dag, på et sprog der stadig kræver så meget opmærksomhed og energi at kunne forstå, og også svare sparsomt på. Det er langt fra alle, som vores læge, der kan engelsk så godt.

Vi kører afsted igen om eftermiddagen, og jeg prøver lige at glæde mig over endelig at skulle se dette sygehus, andet end i forbifarten, få afklaring på det, og derved forhåbentlig også noget ro i maven. Vi bliver guidet igennem hele Corona ræset med temeperaturmåling og masker – ja har vi ikke efterhåneden alle vænnet os til det, jeg er egentlig ganske rolig med det, og ret ligeglad efterhånden – retter bare ind og accepterer situationen, ved det bliver normalt igen, og det er det. Men altså det gør det jo ikke mindre fremmed sådan et sted, som i forvejen ikke huer mig – sygehuse. Vi bliver som altid hernede mødt af det ene søde og hjælpsomme menneske efter det andet. Behøver ikke engang spørge, bliver bare fulgt gennem det store sygehus og ned til en hvad jeg tænker må være et gynækologisk afsnit. Der nemlig ikke kun gravide, men to ret så syge mennesker i senge, liggende midt på den “gang” vi skal vente på jordemoderen vi skal tale med. Den ene af de to patienter er dårlig, og jeg må selv lettere dårligt tilpas vende mig væk. Det er vist bare i forvejen for meget det hele, for jeg er normalt ikke sart. Endelig kommer endnu en sød og smilende kvinde, og vi kommer med ind på hendes kontor, hvor stemningen bare på sekundet skifter. Hun er simpelthen bare så let, smilende og sjov. Hernede har de ALDRIG travlt, ikke hvad vi forstår som travlt, heller ikke engang der på sygehuset. Der er bare altid overskud og tid, og selv i hvad der kunne have været misforstået som kaos lige da vi ankom, så er det bare ro, og folk lunter rundt med tid til lige at snakke lidt ekstra.

Dette er ingen untagelse, og vi ender da også med først at forlade lokalet 2 timer efter, med ondt i mavemuskler af at grine, og røde kinder af det efterhånden varme lille lokale vi sad i. Jeg – vi kunne ikke blive behandlet og modtaget bedre, og selvom jeg føler uro og utryghed i hele den lidt rodede situation her, er det bestemt ikke hverken systemet eller de menneker vi møder der er skyld i det, tvært imod. Hun tager hele navnesituationen, helt med ro. Der er igen indikation på, at det er bøvl, hun skriver endda mit nye navn på journalen, og skriver på alle paprirer hun er nødt til at lave i det gamle navn, at det skal ændres efterfølgende. Hun forsikrer mig om at min fødsel, er MIN fødsel, og at jeg kan få den som jeg vil have den. Viser mig billeder af en naturlig fødeafdeling de har (ja det er så et rum, og hun forsikrer mig om jeg ikke skal være bekymret for det er optaget når tid er), og siger vi ikke skal være bange for sproget, vi laver en seddel på hvordan jeg vil have det, og den lægger de i min journal så den er der, og ellers kan de fleste lidt engelsk siger hun.

Ja en god oplevelse igen – og alligevel bruger jeg så hele aftenen igår på at tudbrøle, jeg er pludselig så angst for at føde, føler jeg mister al kontrol, og i det hele taget bare har den der flugt følelse i kroppen. Det er træthed og sårbarhed, jeg kender det alt for godt, når man som jeg har været meget i “mørket” og manglet den der trygge hånd, som bare aldrig kom, når jeg havde brug for den som barn, så er det ikke en uvant reaktion, når begæret flyder over. Men det der så er, det er at jeg lige nu oplever det modsatte hele tiden – for der er hele tiden “en hånd”. Det kan lyde helt bizart, jeg ved det, men det er bare så svært at rumme den slags omsorg, og hele tiden forståelse og overskud der er her, når ikke man har det som en naturlig ting i sin rygsæk. Jeg er så så vant til at klare mig selv, og viser ikke såbarhed overfor fremmede, fordi jeg før i tiden i fx sådan en fødselssituation, bare er vant til at klare det, og ikke bruge energi på at frygte eller beklage mig. Jeg gør det bare for hvad skal det hjælpe at pylre, det ændrer jo ikke på, at det er mig der skal præstere det her, og at ingen jo faktisk kan gøre det for mig. Men hernede lige fra starten, har denne omsorg, forståelse og også en forventning om, at jeg ikke behøver være så sej som jeg ofte føler det er forventet man er i DK, bare ikke været der. Nærmere det omvendte; Det er ligesom så ok at være “lille”, de er så tydelige i deres retorik og kropossprog omkring denne service de yder i deres fag, og lægger virkelig en ære i at dele ud af det. Det er meget, meget uvant for denne vikinge-kvinde med nul tryghed og ubetinget kærlighed i rygsækken. Så flugten jeg føler trang til, er i virkeligheden alt andet end mangel på forståelse og omsorg. Den er fordi det føles uvant, og jeg kommer til at tvivle på om det kan passe, og føle jeg så skylder eller skal præstere et eller andet for at leve op til det. Men lige fra starten og det ved I der har læst med her om denne graviditet, så har temaet været at give slip, og det skal jeg love for jeg bliver trænet i. Nu siger jeg det højt; j e g e r b a n g e! Og selvfølgelig er jeg det, og hvorfor har jeg ikke kunne sige det eller føle det de andre gange – ti tusind overlevelsesfacader og en kultur der forventer langt mere både selvstændighed, og også påvirkningen fra et mere presset og stresset samfund. Det er ikke der jeg falder eller tillader mig at mærke efter, fordi jeg kan mærke der ikke er plads og jeg ikke bliver rummet, så overlever jeg bare og klarer det jeg skal uden det mindst piv.

Så udover en lidt åben livmoderhals allerede, som verdens sødeste jordemoder-følger, jeg skrev med på instagram i dag, kunne forsikre mig om bestemt ikke var unormalt, som 4 gangs fødende, og når jeg ingen andre symptomer havde, blot kunne tage helt med ro, og selvfølgelig bare passe normalt på, så er alt det andet jo godt, og det løser sig også med nye navne og nationalitet. Det er bare mig og alt hvad jeg kommer med både i min rygsæk, og den kultur der jeg kommer fra. Det er så anderledes det hele på godt og ondt her, og jeg vælger selvfølgelg at se på det gode, og der er meget af det, for ‘anderledes’ behøver ikke betyde det ikke er godt.

Jeg vil virkelig denne gang give slip, lade mig rumme, som jeg kan mærke der er plads til, og er jeg bange og ked af det, så er det det jeg er. Jeg lærer så meget af at kaste kontrollen overbord, og finde endnu mere ro end jeg i forvejen har fundet på de sidste mange år, på min efterhånden lange rejse. Og tænk sig dette skal ende med en fødsel, sikke symbolsk, og hvilken forløsning på helt fysisk vis – og så med den gave i enden. Jeg klarer det her og Guldfar viger aldrig fra min siden, roen og troen han ejer er det bedste jeg ved, og ingen kan skabe og give så meget tryghed som ham. 1-2-3 spring endnu engang på dybt vand, der er altid en bund, jeg har gjort det, og vi har gjort det så mange gange nu, og denne gang behøver vi slet ikke tvivle på vi finder guldkisten dernede på bunden af det dybe vand. Den tager vi med os op på overfladen – på den anden side. Et lille nyt Liv, vores lille franske baby Arwin, og shit hvor jeg glæder mig til at møde denne lille stædige sjæl, som bare ville til verden. Lige her midt i kaos og kærlighed <3


LILLEBRORS NAVN ER:

Tusind tak for de mange mange fine bud – hvor nogen af disse på listen gik igen mange gange, og andre få. Vi havde to navne på en liste selv; Arwin og Edward, efter jeres bud blev listen som ovenstående. Da vi havde læst alle jeres foreslag igen og igen, og kigget på de udvalgte navne på listen, stod det bare pludselig så klart for os, at lillebror skal hedde Arwin. Det er den person vi føler ligger derinde, det passer i øvrigt også med en lidt sjov historie, som vi først nu har fundet ud af har en sammenhæng med navnet. Here goes, og ja det har altså noget med cyklus, moder natur og kvindeliv at gøre, så beklager hvis du synes den slags er for maje…

Inden Arwin kom til, og efter vi flyttede herned, lagde jeg mærke til at min cyklus have indstillet sig efter månens, altså jeg havde min menstuation når det var nymåne, og ægløsning når det var fuldmåne. Månens cyklus er 28 dage, og kan derfor passe med en kvindes. Jeg jokede lidt med det og det at føle mig i et med naturen efter at være flyttet herned til netop disse smukke omgivelser. Jeg opholder mig en del i skoven og på bjerget alene, og vi taler altid om, hvordan vores liv er blevet “grønt,” fordi det er det øjet ser mest her.

Da jeg så fandt ud af jeg var gravid, og det var sket på en ganske lille chance – lad os bare sige det sådan – så sagde jeg til Guldfar, at det måtte være et lille “månebarn”. Der er en særlig energi her, noget jeg vil fortælle jer meget mere om senere, men vi har klart begge mærket det, og drivkraft, inspiration og passion er blandt andet i luften, på en måde der har føltes som at få et skud adrenalin i årerne i dette hjem og disse omgivelser.

Derfor var det på trods af chokket alligevel ikke et chok, det gav ligesom mening ind i ovenstående betragtning, og vi var meget hurtigt enige om, at dette føltes som en særlig lille sjæl som ventede på os. Inden det bliver for langhåret det her, så har vi efter navnets valg også undersøgt dets betydning, og der står om det, at det bla. betyder folkets ven, men det mest interessante er, at navnets herskende planet er MÅNEN, farven er GRØN og dets kvaliteter er ‘karismatisk’ og ‘inspirerende’. Dette fandt vi altså først ud af efter valget af det, men med det i mente så kan det jo altså ikke passe bedre.

En lille Arwin er hvad vi venter <3

Først får I denne video fra den 6. januar, som er optaget få dage efter, jeg fandt ud af, jeg var gravid. Jeg var helt slået ud af den, havde det dårligt og kunne ikke finde noget tryghed i situationen…

Nå, men for at tage det fra en ende af; så tager jeg jo en positiv test på baggrund af en pludselig klar fornemmelse om graviditet dagen inden min mens tilbage i slut december 2019 (det kan I læse om her hvis I ikke allerede har gjort det

Helt ærligt så kunne jeg ikke overskue situationen hverken fysisk eller praktisk, for ikke at tale om den psykiske del. Livet var lige der på toppen af energi, frihed, kreativitet, nydelse osv. ja det var vel hvad man kan kalde følelsen af en evig fest. Og så dette; Bom, alt blev vendt på hovedet, og vi havde (har stadig ikke) fået vores fra ske sygesikringsbeviser, lang historie med et nyt navn til mig, nye pas, og ellers bare et meget langsomt franskt system. Derfor har vi heller ikke en læge, og kan ikke få en uden disse svarende til danske sygesikringsbeviser. Og hvordan er man så lige gravid uden det mest obligatoriske ever, at kunne ringe til sin læge, og så ellers følge rutinen derfra.

Jeg greb til google, og fandt en expat side for udlændinge i Frankrig, en jeg ofte har brugt, og som har alle oplysninger. Den er engelsk, og hvis nogen skulle have brug for den, vil jeg gerne prøve at finde linket, så må I bare skrive til mig. Men altså der stod noget lignende; det er lidt kompliceret, og systemet er bygget op i niveauer, men du skal bestemt glæde dig over at være gravid i Europas mest fertile land, hvor der hvert år bliver født ikke mindre end ca. 730.000 babyer (hæng mig ikke op på tallet) hvert år. Så ja de må jo have styr på den del, var hvad jeg også konkluderede. Sidens bedste råd var, at gå til en nabo eller fransk bekendt der man bor, for i Frankrig er det normalt at finde sin fødselslæge selv, som oftest er en gynækolog, man skal altså finde lægen på navn, og henvende sig personligt. Hvis hun/han har plads, får man det som sin faste læge i hele graviditeten. Det kan både være privat og ikke. Man kan også vælge en jordemor, men vil så skulle (ligesom i DK) konsultere en alm. læge ved siden af. Men mest normalt er det, at man finder sig en læge til hele formålet graviditet og fødsel, endda også baby/barn efterfølgende. Det foregår gerne på kvinde/barn klinikker, hvor det så i de fleste tilfælde er private. Så hvad så med betaling, og er det dyrt osv. Jeg synes ikke det er dyrt, og bestemt ikke, hvis man har sygesikringsbevis (carte vitale) som alle der flytter hertil, har en adresse og en elregning ell. vandregning (ja det er legitimationen de bruger) at vise frem, kan få. Har man det, kan man nemlig få stor set hele beløbet refunderet. Lige en lille bemærkning til dette system er at det samme gælder tandlæge – i Frankrig får man altså stort set alt dækket, også selvom du selv vælger at gå til det private – du skal ukke selv betale for ekstra sundhedsforsikringer, men får det gennem statens sygesikring. Her er præcis samme offentlige læger og sygehuse, som vi kender det. De er super fine, men hos lægen er der lange ventelister, og det kan være svært for os, da man som familie alle skal have den samme læge, og når de offentlige så er fyldte, bliver det kompliceret, som en familie på snart 6. Nu havde vi jo slet ikke valget, i og med vi ikke har sygesikring endnu, men uanset ville jeg nu til enhver tid vælge privat, efter jeg har prøvet det, og ved man kan få næsten det hele dækket med tilbagevirkende kraft fra staten. Man skal altså kunne lægge ud økonomisk, og for hver behandling/konsultation giver vi mellem 50 og 150 € det er en gang i måneden, og inkl. blodprøver, som man jo skal have taget i graviditeten af flere omgange. Vi kan faktisk stadig få det refunderet, når vi får styr på papirer til sygesikring. 

Så var der det med de 3 niveauer, altså jeg har ikke sat mig meget ind i det, men det er både private og offentlige, som bliver vurderet ud fra det. 1 er dårligst, 3 er bedst (tror jeg nok det var). Her vi bor, er der kun et sygehus at vælge, og ingen private fødeklinikker tæt nok på til, at jeg som 4 gangs fødende tør skulle køre så langt med veer og hurtige fødsler i bagagen. Det sygehus der er, er ganske nyt, og fødeafdelingen er neveau 2, altså som jeg kunne forstå, virkelig godt til at være offentligt, da en 3’er vist er sådan hotel luksus og meget privat ‘ish. Så jeg åndede lettet op ved den viden, og også ved de billeder jeg kunne se derfra. Og ja hvad så med hjemmefødsel – det er så forbudt her, men lad mig vende tilbage til det, for det var nemlig egentlig mit ønske. 

Nu skal I først lige høre om mit valg af læge, nemlig Docteur HALDEN, som jeg tiltaler hende. Vi satte hovederne i blød, og så slog det Guldfar, at han flere gange havde talt med en ung Hollandsk mand her i den lille Village hvor vi bor. Hollænderen gik tur med sin baby i barnevogn, og de havde både snakket og udvekslet telefonnumre, da det nok ikke til nogen overraskelse ikke ligefrem vrimler med andre udlændinge her. Vigtigt var det jo at vores læge ville kunne snakke engelsk, så hollænder, barnevogn, baby – han måtte vide noget. Vi er slet ikke stærke nok i Fransk endnu og har faktisk oplevet, at læger vi i starten prøvede at få fat i (Elias havde en slem forkølelse) simpelthen smækkede på til sidst, fordi de ikke kunne forstå hvad vi sagde i telefonen. 

Guldfar skriver til den søde Hollænder, og ganske rigtigt, de kunne anbefale vores nuværende læge Dr. HALDEN, som de også havde gået hos i deres graviditet. Hun er flydende i engelsk, og har sin egen private klinik ikke langt herfra sammen med både psykologer, jordmødre og børnelæger. Så efter et opkald til hende, havde vi endelig styr på det vigtigste – en læge…phyyyv

Så startede en noget anderledes rejse som gravid. Første konsultation; vi kommer ind i den skønneste rene og smukke atsmofære, sekretæren er simpelthen så venlig, og meget servicerende, der er ikke mange og vi tager plads i hvad der føles som en utrolig ro. Her er ingen hostende eller kede feberramte børn, her er faktisk bare os, og det forstår vi jo godt i dag, når vi ved hvor lang tid der bliver sat af til hver enkelt patient (jeg er der gerne en time eller mere), for så er det klart der ikke er kø. Medmindre en af de andre læger/psykologer har patienter der kommer samtidig. 

I en blød sofa bliver jeg placeret med en digital blodtryksmåler, som sender resultatet selv til lægens computer. Der er blid musik og billeder af smuk natur på væggen jeg kigger på, mens jeg sidder der og slapper af. Efter det bliver vi hentet af Dr. HALDEN, som smilende velkommer os ind i et lokale, der er delt op i to store rum. Det er nyt, og fyldt med lækre møbler – faktisk i skandinavisk stil, og man kan se det er kvalitet. Vi tager plads, og kan skimte, at der i det sammenhængende lokale er scanningsudstyr omklædningsrum, og en kæmpe blød læderstol i gynækolog stil. Det er langt fra den briks jeg tidligere har måtte ligge på med fødderne i de kolde bøjler. Her er slet ikke bøjler, men store bløde fodstøtter. Jeg har siddet i sådan en før i DK på en privat scanningsklinik, hvilket mange af jer sikkert også har prøvet. Vi konstaterer hurtigt, at der bare er meget lidt lægeligt, og meget sådan hjemligt hyggeligt i stedet. 

Selve konsultationen foregår som sagt, først ved hendes bord, og indeholder det samme som i DK. En forskel er, at jeg føler mig anderledes behandlet – meget mere sådan blidt og kærligt. Der sådan en omsorg i hendes stemme, og jeg fortæller jo så klart om min HG, som hun tager meget seriøst, og siger jeg kan få en hjemme-sygeplejerske til at komme, hvis der skal tages prøver, og jeg blot skal sige til, så bestiller de det. Recept på medicin kommer i en app vi har fået som klienter på klinikken, og deri er også alle scanningsbilleder journaler osv. Man kan selv lægge billeder ind, og bruge den som graviditets app ved siden af. Jeg får besked på at gøre hvad der er bedst for mig, og blive i sengen, ligge ned og bare passe på mig selv. Hun siger det samme til Guldfar, altså at han skal løfte, og tage vare på mig nu. Der er den tid vi har brug for til at snakke, og det mærker man tydeligt. Så er det tid til scanning, vi hører hjertelyd, og bliver den første gang scannet gennem skeden, da det er så tidligt i graviditeten. 

Inden vi går, får at vide, at alt foregår hos hende. De bestiller en til at komme og tage blodprøver enten i hjemmet eller når jeg alligevel er til konsultation. Hun scanner hver gang, og nu hvor jeg er i 2 trimester får man også en gynækologisk undersøgelse af livmoderhals hver gang, for at mærke livmoderen indefra. Jeg har sammen med blodprøver lavet en urinprøve den ene gang, men i og med man i dag kan se alt stort set på blodprøverne, er det først nu i sidste del jeg også skal levere det, når jeg kommer – tænker det er samme som i DK hos jordmoderen. Hernede får man testet ikke bare sig selv, men også baby for alle kromosomfejl osv. altså som den udvidede test man får i DK, hvis man på scanningstallene ser en mistanke. Det er ikke frivilligt, og jeg synes personligt det var meget skræmmende i det, det stod på. Men på den anden side, var det en stor lettelse og følelse af at alt virkelig bliver taget vare på, og meget seriøst. Jeg vil lige knytte nogle ord til dette med et stort land, hvor alle de frie valg vi er vant til, er gjort til obligatoriske og ikke selvvalgte. 

Jeg vil sige det sådan her; Her kan du læne dig tilbage og der er masser af overskud, der er plads og tid når først man er i processen, og der er ikke en forventning om man selv skal deltage og løfte på samme måde, som jeg har oplevet det i DK, ej heller i fødslen. Hernede får 80 % af kvinderne lagt en epidural blokade, og den bliver lagt så den også tager smerterne i pressefasen, det er en samtale alle kommer til på sygehuset inden fødsel, og der er ved alle fødsler både en fødsels/børnelæge og jordmødre tilstede hele tiden. Man har ikke den samme opfattelse af det naturlige, og de der vælger denne model vil ligge i en seng/stol og ikke bevæge sig rundt både pga. målingsaparater og pga. bedøvelsen. Det er for mig helt hen i skoven, og jeg kunne aldrig forstille mig sådan en fødsel. Jeg er helt klart af den type, som bruger smerten som min guide igennem fødselsfaserne, og jeg ville føle mig både bange og kontrol frataget, hvis jeg skulle netop overlade det til eksperterne, og bare følge deres guidens undervejs. Men til forskel fra selve gravid processen hvor alle følger den samme rutine, og ikke kan sige nej til hverken tjek af sig selv eller baby i maven, så KAN man vælge det der for dem hedder en naturlig fødsel (GUDESKELOV). Det foregår på en egen afdeling til det på sygehuset, og der er sågar rebozo tov ned fra loftet, udover alle andre alternative føde ting, man kan komme i tanke om. Personalet må højst påføre apparater på den fødende i 20 min, det foregår i øvrigt i den stilling den fødende ønsker. Det er jo selvfølgelig det rigtige for mig, og havde dette valg ikke været der, havde jeg nok fløjet en tur til DK for at føde lillebror. Men altså det gode er jo så, at dette er et garenteret tilbud – altså nu har min læge bestilt en samtale med en læge på hospitalet, og så laver hun en liste der ligger klar til mig, når jeg går i fødsel, hvor jeg allerede har en plads på denne naturlige afdeling. Så alt i alt er dette jo endt med at være endnu engang en følelse af, på trods af nogle mere faste rammer, at vise sig, at der er et andet form for overskud indenfor disse rammer. Man bliver bare taget så hammer seriøst, og bum bum så er der lige en privat samtale til os for at skræddersy det efter hvad der er bedst for netop os med en læge på sygehuset. 

Det mest positive i dette, er klart det her med at alt forgår et sted, at jeg bliver tjekket dette ene nu velkendte sted hver måned, og at alt uanset hvad det er, kan klares der hos dette ene menneske, som er min private læge, som jeg også allerede nu kender rigtig godt. At det er et kvinde/barn center, at de har psykologer og jordmødre der, som også kan stille sig til rådighed, da det i et kvindeliv, virkelig ikke kun er den fysiske lægelige del der er tale om. At jeg føler mig tryg, voksen/taget seriøst på den måde, at jeg aldrig føler mig bebrejdet eller, at jeg skal forklare mine behov – at jeg næstmest føler jeg kunne give meget mere slip, og lade nogen andre overtage, fordi det for dem er deres job, og noget de lægger stor ære i. Så eneste minus er denne ikke så naturlige tilgang til fødslen, som så jo er der hvis man vælger den, men den anden model bliver præsenteret først – og det er jeg ikke enig i er rette fremgangsmetode. Min læge lyttede nøje, da vi talte om fødslen, og det var tydeligt hun syntes det var interessant at høre hvad de “barske vikinger” gør. Jeg har sagt, at jeg altså skriger og brøler mine børn ud, og at det må de forvente, når denne danske urkvinde skal føde sig barn her. Til det grinede hun, og forsikrede mig om, at jeg måtte råbe og skrige så meget jeg ville, og jeg ikke var den enste med lyd på – slet ikke i den naturlige afdeling. 

En anden ting jeg tænker er relevant er, at de med garanti vil forsikre der er en engelsk talende læge eller jordemor tilstede til fødslen, og så må man komme når man vil på sygehuset – ikke noget med at skulle vente på veerne er nået til en bestemt fase, man skal komme, når man selv føler for det, og så vil man blive modtaget til fødsel. Altså er det plukveer bliver man jo så klart sendt hjem igen, men I forstår sikkert hvad jeg mener. 

En lille sammenligning til dette mere kontrollerede og store samfund, men også meget trygge, hvis man ikke lægger al tryghed i medbestemmelse og frie valg, det er skolen. Vi oplever nemlig præcis det samme i netop skolen; her tager lærerne bare over, de har hjælpere, så de ikke er så pressede – derfor er de meget “til stede”, og der er tid og overskud generelt. Tilgengæld er man som forældre ikke meget involveret. Vi kan med god samvittighed levere dem der alle sammen hver morgen, og vide at nogen ser en ære i og tager alt ansvaret, mens de er der. Der er ikke arrangementer for forældre eller intra. Der er en bog man kan skrive i, eller selvfølgelig spørge læreren, som i de mindre klasser også er den samme, der står klar og tager imod dem hver dag. Det er sindssygt stabilt, og kører efter en rutine. Børnene har mange pauser, og kommer altså, som mange ikke tror de gør hernede, rigtig meget ud og lege. Jeg havde så svært i starten, nøjagtig som i dette graviditetshalløj, ved bare at nyde at kunne slippe kontrollen fuldstændig og slappe af. Jeg havde det så skørt med denne service kultur vi oplever i systemet. At man sådan bliver nærmest opvartet. Vi har jo børnene i privatskole, men ligesom med lægen, er det en ubetydelig lille sum vi betaler efter tillæg fra staten. Og i og med det jo også hedder skole i vuggestue og børnehave alderen her, er det rørende billigt ift. i DK. Mere om det kan I læse her.

Jeg kan jo ikke fortælle om den egentlige fødsel endnu, og hvordan det så er in action, men allerede nu ved jeg jo så at mig og baby efterfølgende skal møde samme sted hos Dr. HALDEN, og at de andre børn klart også skal tilknyttes den klinik. Man har sundhedsplejerskebesøg mange gange i hjemmet, men tænker vi tager det her på sitet, når vi reelt set har prøvet det. 

En sidste ting jeg vil nævne som er sådan lidt skørt, og konflikter lidt med deres lidt faste rammer, er hele denne naturmedicin man får tilskrevet, som første valg også på apoteket. Samtidig er der fx. mange vacciner børn liv skal have, og det er lov, og så denne lidt kemiske (vil jeg kalde det) tilgang til fødsler, mens jeg intet kemisk er blevet tilbudt eller påduttet i graviditeten, fik faktisk også først homøopatisk kvalmemedicin, men bad selv om stærkere sager da det var værst i min HG. Man får ikke antibiotika her medmindre den er helt gal, og lige der har de jo sågar sukkerpiller man får på recept – altså der er også andre naturlige ting i, men måske I kan se hvor jeg vil hen med kontrasten her… vitaminer bliver bestemt set som medicinsk tilskud, og både læge og apoteket må gerne både anbefale, og tale om effekten af det. Så måske der bare er noget for alle, på trods af man pga. landets størrelse og deraf regler, ramler ind i disse “kasser” i ny og næ. Hvis man ser på det, at havde så meget overskud i så stort et samfund, kunne netop struktur og rammer jo være noget af grunden til det glider så let, og fordi alle så keder sin plads hernær sagt – det lyder groft, men you get the point. Det giver tryghed og alle står ikke råber i munden på hinanden eller har en holdning til alt. Måske er jeg egentlig ret lettet over bare at blive båret lidt denne gang – vide at jeg kan kaste mig bagover uden skam, hvis jeg føler for det. Ja vi må samle den op igen på den anden side af denne fødsel, i et stadig fremmed land ❤️

the ‘Barnevogn’ er fundet og købt, valget faldt på en

JANE RIDER WOODS 

Vi købte det hele samlet her til 509 €, det er ca. 3800,- DKK, og det er ifølge den franske webshop til halv pris, men om den kan også købes på deres egen engelske side og andre med rabat, ved jeg dog ikke. Jeg tænker man kan finde flere ved at google “Jane rider,” fra det land man nu bor i.

https://www.cabriole-bebe.com/poussette-3-en-1/23792-poussette-3-en-1-jane-rider-coque-strata-nacelle-transporter-2-woods-8420421052280.html?gclid=CjwKCAiA44LzBRB-EiwA-jJipK7ryw1Inikye4DcM3uX6I2yxMlMEUJK11MIhieAphoLGphAW8pBExoCFIwQAvD_BwE

Det særlige ved denne kombivogn, hvor alt her ovenover følger med i ‘pakken’ er, at liften (som er beregnet til babyer fra 0-6 måneder) også er en auto-“stol” og er sikkerhedsgodkendt til kørsel som på billedet nedenunder. Bunden i liften ved hovedet kan hæves ved hjælp af en knap på siden, som man let kan komme til fra sædet ved siden af, sådan at baby kan se og ikke ligger helt fladt ned.

Som I kan se, følger der også en almindelig autostol med, som de anbefaler til babyer fra 6 måneder og til et år, men man kan sagtens bruge den fra 0 måneder, og så har man muligheden for ikke at være nødt til at løfte baby ud af liften men i stedet klikke den af og spænde den fast som en autostol. Det ene udelukker ikke det andet, det giver blot flere muligheder og flexibilitet. Hvis der er noget vi, som ofte er på farten, har været trætte af de andre gange, så er det at skulle vække babyen hver gang man bevæger sig i et eller andet skift.

Selve autostolen kan også tages direkte ud af bilen (vi har tilkøbt en isofix-station til bilen) og klikkes på barnevognsstellet. Så når vi for eksempel er ude at købe ind er det simpelthen genialt med denne mulighed, og en barnevogn som fylder meget lidt er let at have med rundt. Det gør også, at man ikke skal have den tunge autostol under armen ved korte ærinder som for eksempel ved afhentning af de andre søskende o.l. Vi er altid endt med at skifte lift-delen til en klapvogn omkring 5-6 måneder, og før vi havde en kombivogn, så vi har allerede købt en klapvogn i tillæg.

Her må man bare igen sige, at den er fantastisk, fordi klapvognsdelen følger med i pakken. Skulle man ønske, at baby kan sove ude i en større lift i længere tid, har vi købt en billig “altan-barnevogn” og en brugt sele til formålet.

Her får I altså bare google-oversat, hvad der står om barnevognene på den franske side, vi købte den fra, og derfor er teksten nok lidt skør 😉

Jane’s barnevogne kombinerer på egen hånd: design, enkelhed og lethed. Med en fri plads til fødderne giver denne byvogn mulighed for at bevæge dig fremad med et let og frit trin. Liften kan bruges som højstol, især når man går ud på en restaurant.

Funktioner i Rider klapvognen:

 Egnet fra fødslen op til ca. tre år

 Klapvognen udfolder sig ved hjælp af én hånd

 Metallejer på hjulene og styresystemet

 PU-hjul med høj dæmpning og modstand

 Vandtæt, åndbar, vindtæt, resistent og pletbestandigt stof

Egenskaber ved Strata-gruppen 0+ bilstol

Kan bruges fra fødslen til ca. 13 kg

Justering af skulderbælter med et tryk på en knap. Undgå besværet ved at skulle samle og adskille stropperne, når du ændrer højden

 Platformindstilling

 Cover: vandtæt og vindtæt

 Åndbar inderstof i kontakt med baby

 Aftagelig hætte med lynlås

Madrasser

5-punkts sikkerhedssele

Gennemføringen af ​​bælterne under skroget giver dig mulighed for installation uden problemer, selv i køretøjer med kortere bælter. Derudover gør det muligt for din babys fødder at blive helt fri og dermed installeres mere komfortabelt

Har et sikkerhedssele til bilbælte, der giver maksimal spænding og mere stabilitet

Transporthåndtag med 4 positioner

Ny bredere model

Strata er Janés bilsæde, der opnåede de bedste resultater for gruppen 0+ med 3-punkts bælter under europæiske test udført af eksperter i børnesikkerhed og forbrugerorganisationer

Det er ikke kun det sikreste sæde, men det er også det eneste, der fremmer babyens korrekte lungeudvikling

Den del, hvor babyens hoved hviler, er dobbelt beskyttet: på den ene side takket være nakkestøtten og på den anden takket være sædeskallen (lavet af genanvendt polypropylen med høj styrke). Hele overfladen, der er i kontakt med din baby, er beskyttet med slagabsorberende materiale

Karakteristika ved babyvognen (gruppe 0 eller 0-10 kg) Transporter 2

Hvad angår komfort, har Transporter 2 et membranstof, der leder barnets sved væk og regulerer luften inde, hvilket skaber en behagelig temperatur for babyen

 Vægt: 7 kg

Man skulle jo tro, det var en smal sag at lave plads til et ekstra medlem i familien, når man bor på et slot, men hvis du kigger med i videoen nedenfor her, kan du se, hvorfor det faktisk ikke er tilfældet – dog er vi vant til at bo i små lejligheder i byen, hvor kvadratmeter ikke er noget, man kaster rundt med, så med størrelsen af le petit Château i tanke, gælder det ikke om at pladsoptimere men at skabe nærvær og praktik i nogle meget store rum med en indbygget og lidt gammeldags tankegang omkring, hvordan man indretter sig.

Rummet ER fotograferet i vidvinkel, så I kan få en bedre fornemmelse af det. Som i kan se, er der nok MED gulvplads, hvis bare man ikke har noget imod at indrette midt ude i rummet

Moodboard

over de ting, der skal være med til at bestemme stilen for indretningen


På moodborad her:

Luftballon fra Authentic models

Sengebetræk fra Konges sløjd

Sengerand fra Müsli

Babysengetøj fra Studio Feder

Gulvtæppe fra H&M home

Uro fra Gamcha

Wallstickers fra Aliexpress (watercolor)

Babysengetøj fra Liewood

INDKØB TIL lillebror INDTIL VIDERE

Vi manglede ALT.

Inden vi flyttede, var vi enige om, at der ikke skulle flere børn til flokken, selvom Guldfar altid har drømt om hele fem af slagsen. Men pga. mine hårde graviditeter, så blev det lidt for uoverskueligt at skulle forestille sig.

Nå, men altså, man kan jo blive overrasket og derefter så meget klogere, fordi på baggrund af den tidligere beslutning om ikke producere mere yngel, solgte vi og gav resten af alt til baby til velgørenhed. Det eneste som blev gemt, var en mindekasse til hver af det tre andre, hvor de bla. har lidt af deres babytøj, deres første sko, en sut osv. Det skal ikke bruges igen, så udover en farmor, som flittigt strikker, må vi ud og skaffe det hele påny.

Her i Frankrig er der masser af økologi og fokus på bæredygtighed, men slet ikke i samme grad som i Danmark og Norden. Og så er der stilen, – og der må jeg altså bare sige, at vi skandinaver kan noget helt unikt, som vi virkelig også skal være stolte af. For æstetik har en helt anden betydning her, og ikke at det ikke kan være fint, men altså den der bløde, naturlige, hyggelige og varme stil, som vi kender fra Norden, finder man ikke magen til hernede.

Derfor, og med min tålmodighed i mente, besluttede jeg mig for at så vidt muligt finde alt ét sted og så bæredygtigt som muligt. Brugt ville jeg have foretrukket, hvis vi havde været i Danmark, men det er simpelthen for bøvlet at skaffe det hertil, og det, man kan finde på det, der tilsvarer dba.dk hernede, er bare hverken særlig meget eller særligt fedt. Jeg er kæmpe æstetiker, og det betyder helt oprigtigt noget, hvad jeg skal se på hver dag. Jeg tillægger alt stemninger og personlighed og har derfor svært ved at skulle tænke, at det er ligemeget, eller at det bare er brugsfunktionen, der tæller. Man kalde mig materialistisk – eller en udbredt æstetiker med fokus på alt, hun omgiver sig med i livet. Fordi alt, jeg omgiver mig med, er med til at give mig energi, og af den grund skal det også være lækkert at se på.

Derfor blev løsningen, at der skulle være fokus på det bæredygtige og på stilen.

Her kan I se indkøbene fra Naturebaby.dk, hvor jeg købte det meste fra. De har alt, og jeg kan trygt shoppe og vide, at alt jeg propper i kurven er med største omtanke på os selv og på moder jord.

3 thoughts on “lillebror

  1. Hej Cornelia. Tusind tak for inspiration og super flotte billeder mm! Du skriver i har masser af gulvplads til at indrette, hvis man ikke har noget imod at indrette midt ude i rummet, det ved jeg jo ikke om du har? En ide til omplacering af det sorte skab kunne dog med det i mente være, at flytte sengen væk fra vægen og ud i rummet og stille det sorte skap med ryggen til sengegavlen, så bliver der en lille niche ind bag sengen som en slags “walk inn closet”. Man kunne også istedet skabe et lille baby rum bag sengen, ved at sætte babysengen op ad sengegavlen istedet. Jeg glæder mig til at se hvad i finder på og hvor fint det bliver 🙂

Leave a Reply