L’automne dans le sud de la France / Efterår i Sydfrankrig

Efterårsferie i hele 2 uger her; 43 og 44, Halloween på den hyggelige måde, sol og temperaturer på op til 20 grader. Masser af kaos og masser af kærlighed.

De dage Guldfar er på kontoret, og jeg derfor står alene med det hele på den anden side af hjemmekontor-døren, der sætter jeg forventninger og ambitionsniveauet helt ned. Det er som regel nærmest umuligt at nå andet udover de normale rutiner der er hver dag; måltider, oprydning, oprydning, oprydning, rengøring, snak og nærvær fordelt på 4 små forskellige individer; nogen gange gerne i munden på hinanden og samtidig med ulige behov – vasketøj i uanede mængder og generelt bare det som hører hverdagen, med mange børn i hjemmet, til. Vi har prioriteret, at der kunne være venner på besøg med sleepover her i ferien på trods af hjemmearbejde til de voksne, og derfor plads til lidt ekstra larm og rod, for når der i forvejen er 4 børn og der kommer venner oveni, kan jeg love jer for der er gang i den. Deraf de 3 x oprydning ovenover 😅🌪✨