Hverdag #5 ud på tur aldrig sur…

Søndag, hvor vi måtte ud på tur, der er man nemlig aldrig sur. For jeg var faktisk lidt sur i går. Det handler om andres navlepilleri – eller andres sårede ego kunne man også sige, det der gør det svært at se udover egen næsetip, og derfor mærker og dømmer andre gennem sig selv. Det er af den slags jeg helst ser passere i mit hoved, og ønsker jeg selv formår blot at sige pyt til – for jalousi er en grim ting. Men som med alt andet, er det nok lettere sagt end gjort – det der med blot at lade det passere. For jeg hang lidt med mulen og følte mig misforstået og trådt på – selvom jeg udemærket godt ved det ikke er mig der piller i egen navle, og at jeg godt kan se tingene i et større perspektiv. For ikke at tale om jeg jo bør fokusere på de ægte værdier og ikke petitesser, som sådan noget er, når ellers alt andet er godt i ens liv, og man ved det “bare” er jalousi der endnu engang er tale om.

Oppe på bjerget på toppen af, eller for enden kunne man også kalde det, af vores lille Village, kan man leje eller købe sig en have – og det er populært. Udsigten er vanvittig smuk og ud fra hvad jeg kan se, så er væksten i haverne det samme. Fælles for stort set alle med haver her i landsbyen er, at de dyrker alt hvad der dyrkes kan på den plads de nu engang har til rådighed. Mange er helt sikkert selvforsynende i grønsager, bær og bælgfrugter.

Det fik mig dog til at tænke over både “heldig” og “held” og det det provokerer andre til at føle nemlig “snyd” – at noget er snyd, fordi man ikke har det samme selv. Men er “held” overhovedet muligt, er det ikke det man sender ud, som man også får tilbage – og det sidste er jo det det drejer sig om. At selv være det man ønsker se ske. Og derfor skal vi aldrig føle vi ikke fortjener det vi netop opnår, fordi vi med sikkerhed selv har fortjent det – altså skabt det og muliggjort det. Der er, hvis I spørger mig, ikke noget der kommer dalende af sig selv, vi har selv gjort det der skal til, hvis vi føler os heldige. Og er man ovenikøbet så taknemmelig, så kommer det jo gerne endnu stærkere igen det “held” der. En positiv cirkel, og den vil andre let misunde, hvis de selv er tumlet ind i den negative af slagsen – derfor også, uden selv at være bevidst om det, sætte en fod i dit positive hjul, og lige se om det kan bremses, da det kan føles som snyd, at nogen er så heldige, når man ikke selv er.

Ja jeg ved det er lidt metaforisk skrevet det her, men orker ikke lægge mere energi (meget apropos) i det der har startet denne refleksion, andet end jeg kan sige så meget som, at os influencere; formidlere, skribenter, kunstnere, skabere, content creators, instagrammere eller bloggere om man vil, ikke har snydt eller købt os til det følgeskab vi har, vi har selv tiltrukket det, ved at sende noget ud, som har haft værdi for de der ser det, og så meget, at de vælger at følge med. Ellers var der jo ikke så mange, og de skal jo ligesom komme af sig selv, og fordi de selv har lyst til at være der. Ligesom her på mellemrummet – jeg kan jo ikke tvinge eller købe jer til at være en del af mellemrummet, eller det udvidede french feelings som det her er, – jeg kan blot være mig selv, ærlig, oprigtig og dele ud af det mit hjerte føler for i dette online univers, som er blevet mit arbejde. Et arbejde der skaber og giver værdi både for mig og andre – tænk hvor fantastisk, jeg elsker det og er meget taknemlig for det og jer der gør det muligt herinde på mellemrummet ❤️

Sådan er det også på Instagram og derfor er der tale om et arbejde der også. Der ligger mange timer bag det at tiltrække sig mennesker, fordi man giver ud af fx underholdning, meninger, kærlighed, humor, inspiration, viden, kunst osv. I ved jeg har valgt at lave denne “lukkede” klub hvor tingene er mere foldet ud, mere direkte, og meget tættere på os og vores liv på dette eventyr, hvor vi deler ud af valget om kun at følge hjertet, og derved udleve en drøm af et fransk eventyr, med op og nedture, udfordringer og succes. En virkelighed der er virkelig – også midt i en drøm. Og ved siden af det så giver jeg også lidt på Instagram hvor det er gratis, men man får også kun ca. en 10 del af french feelings der, efter jeg flyttede det til mellemrummet her på http://www.inbetween.life .

Dette er toppen af kirketårnet som I altid kan se ud af vores vinduer på forsiden af le petit Château
Her er vandrestier langs haverne på toppen
Skoven kan man vandre ind og ud af her oppe på bjerget, hvor rene kilder med vand pibler ud alle steder, og som altid når der skal tages billeder, “stjæler” Guldfar sig til et kys (til fotografens; altid en af børnenes store begejstring)

Men tilbage til den der lidt mutte mig i går; Jeg bliver nok bare lidt træt af den gamle sang om, at når man er heldig, så skal man altid have lidt dårlig samvittighed over at være det. Det er vel janteloven vi har fat i der. Og hold nu op mand tænker jeg; vi skal da tage alt alt alt det gode vi kan, som kommer vores vej, og aldrig føle vi ikke har fortjent det, fordi andre ikke har det samme. Alt den positive energi og overskud det giver os at tage imod, er både til inspiration og et bevis for andre på, at de kan lige nøjagtig det samme. For ikke at tale om det overskud det giver til netop, at give tilbage. Man skal bare huske sin taknemmelighed og ydmyghed i alt man gør og får tilbage. Jeg ved godt jeg er “heldig” og at mange menensker ikke har samme muligheder som jeg, fordi de enten ikke bor i den del af verden som jeg gør; i en af mulighedernes land, eller simpelthen føler sig låste i at se muligheder pga. sygdom, sorg, økonomi eller andet. Men det gør altså ikke, at jeg skal føle dårlig samvittighed over det jeg har skabt og har – for jeg har som alle andre måtte lære at skabe netop det; muligheder fremfor begrænsninger for mig selv. Det gør jeg skal være bevidst om min lykke ja, og det er jeg pga. af den taknemmelighed jeg føler i kontrast til alt det mørke jeg også har været i og oplevet (link til min historie om en barndom med psykisk vold og konsekvens deraf) , og i den grad det jeg ser og ved er virkeligheden for utrolig mange andre lige nu. Det minder mig hver dag op at være taknemmlig for det jeg har skabt og har.

Men altså sammenligning og at dømme – i kender det, det gør vi alle, både fra os selv og andre. Problemet med at dømme andre, er bare, at det ER at dømme sig selv. Du giver i det du dømmer andre, nemlig dig selv et sammenligningsgrundlag, og derved også et grundlag for altid at måle og veje dig selv ud fra andre. Og hvis man ser på sig selv gennem andre, er der altid nogen der er heldigere, smukkere, dygtigere, rigere, tyndere osv. osv. det skaber jalousi fordi man så selv skælder ud på sig selv, i stedet for at tage sig selv ud af ligningen, og blot glædes på andres, men altså også på egne vegne. For alt det man sender ud kommer tilbage, og alle kan skabe deres egen positive spiral. Man må gerne hoppe med på andres og derved finde inspiration og energi til at få sin egen til at rulle – og det skal man virkelig gøre ved netop at glædes over andres held og lykke. Det er så godt og trygt at vide der er overskud her i verden og helst ved så mange som muligt, det giver balance til alle dem der ikke har – jeg bærer med stolthed min del og også gerne andre. Og for at skulle kunne det, skal man altså også have noget tilbage, ellers bliver balancen skæv hos den enkelte og man er ikke længere i stand til at løfte og bære.

Jeg har personligt selv svært ved at forstå det jeg kalder “navlepilleri” altså selvoptagethed og en kredsen om sig selv, og sin egen begrænsning i at komme ud af egen navle, ville jeg kalde det – Når man hele tiden måler og vejer alt ved først at føle det gennem sig selv og eventuelt egen “smerte” og ulykke. Det er nogle meget sorte briller at se verden igennem, og eneste person som kan tage nogle mere farverige på af slagsen, er jo en selv. Det kan meget nemt starte ved, at prøve, at se tingene i nye perspektiver, og det kunne man meget vel gøre ved at lade sig inspirere og løfte gennem andres lykke. For god energi smitter, men man skal jo selv turde åbne op for det og modtage.

God mandag derude herfra. Ud af dette kom faktisk en ny idé om at skildre livet for jer som jeg ser det lige der i nuet. “Livet på le petit Château” altså hvordan jeg ser alle disse små mellemrum af lykkestunder midt i et hverdags trummerum. Det bliver som bitte små noveller – og jeg har allerede skrevet det første “øjeblik” til jer (kommer den uge her på sitet). Håber det kan inspirere til netop at se skønhed i det der ikke altid er så oplagt, men netop derfor smukt, og derved fokusere på den positive spiral, og ikke alt det der kunne være bedre og anderledes.

Derfor er det bare altid vigtigt for mig at give tid til at mærke og reflektere på en negativ følelse, som i dette indlæg – så slipper jeg det nemlig meget lettere på den anden side, og bliver som regel også altid klogere og inspireret til at tænke på nye måder.

Nu vil jeg stille og roligt starte op med noget “jul på slottet”, noget jeg ved I glæder jer til at se mere af her på mellemrummet. Og der er jo selvfølgelig en plan for de 3 rum der skal Jules i og jeg GLÆDER mig. Hjerternes fest, og en hel måned bare med hygge og påmindelse om nærvær og kærlighed til hinanden ❤️

Kram

Cornelia

13 thoughts on “Hverdag #5 ud på tur aldrig sur…

  1. Tak for du er så ärlig og oprigtigt.❤ Jeg er personligt rigtig glad for, det gör at jeg bliver bedre til at sige fra.🙏❤

  2. Jeg har altid kaldt det at ‘gribe heldet’. Selve ordet heldig er sådan er mærkeligt begreb, for det kræver jo også noget at se den rigtige vej/åbning = heldet – meget aprospros din snak om intuition.
    Og ja, jeg er sgu da også misundelig på det lille chateau – men det er jo mig selv, der vælger at blive i DK, fordi jeg også gerne vil være lige her, hvor jeg er 💚

  3. Jeg elsker alt hvad du skriver. Du er så fantastisk ærlig. Det er pragtfuldt og forfriskende. Jeg betaler ikke for at følge dig, men læser alt der er muligt med begejstring. Bare bliv ved med at tro på sig selv og det du gør!

  4. Tak for din evige inspiration. Alt det du giver gør mig helt benovet og glad. Du hjælper mig til kærligt at hanke op i mig selv og begynde st se bjælken i mit eget øje inden jeg ser splinten i alle andres. Jeg føler mig inspireret og spejlet og nyder at se at der findes andre skøre, sprudlende, kreative Mennesker som mig selv. Du og I hjælper mig med at turde turde. Turde være mig, turde lytte efter mavefornemmelsen og turde se lykken frem for ulykken. Tak fordi I så gavmildt giver mig mulighed for at se, spejles og inspireres i jeres smukke Kærlighedsunivers.

    Jeg forestiller mig de briller du taler om som en slags filter. Mange taler om at man ikke ser den “virkelige” virkelighed igennem Feks Instagram. Men som du jo så smukt beskriver handler det hele om valg af perspektiv, eller filter om man vil. Kærlighedsfilteret er ihverfald lagt på her, du ved det, der får alting til at glimte som diamanter, det filter som jeg tror må være et af dine foretrukne ✨

  5. Igen et fint skriv fra dig💗✨ og skønne billeder . Dine ord får mig altid til at reflektere og hver dag øver jeg mig i at gribe dagen ✨✨ kram & positiv energi herfra Kbh ✨✨❤️

Leave a Reply to Line Vestergaard Cancel reply