nu også med en lille fransk baby i ‘ovnen’

Prolog

Den 28. december 2019 løber jeg op af bjerget i højt solskin sammen med Elias. Vi er ude og vandre med vores ældre naboer og deres børnebørn. Der er en afslappet stemning, og jeg tænkte: “Hold da op, en kondition jeg har fået mig, mens vi har været i Frankrig; jeg er lige løbet op af de stejle bjergstier…. Men jeg hiver alligevel efter vejret. Og hvad sker der lige for de ømme bryster?!” Jeg tjekkede min cyklus-app, da vi stod på toppen af bjerget, og den meddelte, jeg ville få min menstruation i morgen, og så forstod jeg straks bedre. Jeg kunne tage den med ro.

Hjemme hos naboerne senere tilbød de, som de altid gør, hjemmebrygget portvin til de hjemmelavede crepes, men jeg hørte mig selv takke nej. Det ville have føltes helt forkert, selvom jeg ellers elsker deres portvin og plejer at smage den. Pludselig fik jeg samme fornemmelse, som jeg havde hilst på allerede 14 dage forinden og med det samme afvist igen, fordi jeg havde fået en lille, bitte pletblødning i en ellers meget stabil cyklus. Jeg spekulerede: “Var det ikke præcis det, der skete de andre tre gange, da æggene satte sig fast i livmodervæggen…? FUCK.” På vej hjem om aftenen var jeg lettere panisk og sagde til Guldfar:

“Du skal ud og handle nu, for jeg skal have en graviditetstest!”

Det lyder og ser måske idyllisk ud, men for mig (og mange andre kvinder) er en graviditet langt fra rosenrødt. Jeg er blandt en af de få procenter, som i mine graviditeter lider af Hypernemesis Gravidarum, som har intet med almindelig morgenkvalme at gøre. Man kan ikke bare spise en kiks i sengen om morgenen eller følge de mange andre “gode råd,” man måtte kunne få fra andre, der har prøvet at være gravid, når man prøver at forklare, hvad man går igennem. 

HG er en blanding af at have roskildesyge og influenza non-stop i flere måneder. Jeg bliver desuden lys- og lydoverfølsom, hvilket gør mig ude af stand til at se en serie eller bruge nogen skærme, og kommunikation, selv med de allernærmeste, er uoverskueligt at skulle klare. At være tæt på en seng og et toilet, sove så meget som muligt og så bare ligge stille og være til i sit eget sind blev endnu engang den eneste løsning for at komme igennem det. Jeg brugte de fleste kræfter på at flytte fokus fra ubehag og smerter, specielt dem fra de tæt på daglige migræneanfald. 

HG er også opkast op til 15-20 gange dagligt og derfor er hudløs svælg og gane slet ikke er unormalt i den tilstand. Madleden og den overstimulerede lugtesans er næsten det værste – bare tanken om mad, al slags mad, sætter brækrefleksen i gang, og det eneste, jeg kunnet få ned har været ice tea og saftevand med isterninger drukket gennem sugerør. Vægttab, indlæggelse for at få væskedrop og store mængder vitamintilskud følger som regel også med HG, men denne gang har jeg klaret at blive hjemme ved stædigt at lægge mig til at sove, med det samme efter jeg nærmest har tvunget mad i mig og sunket lidt væske. At jeg har beholdt lidt mad og væske i mig har gjort, at jeg slap for sygehusbesøgene. 

Ledsaget af oceaner af tårer har tanken om en abort cirkuleret i mit sind – bare for at slippe fri af mareridtet. Vi har trods alt tre sunde og raske børn, og min krop har som sagt allerede gennemgået dette helvede før. Kampen er lang, og den bliver ikke nemmere med alderen og slet ikke med selvsamme børn på sidelinjen. 

Jeg brugte også den første uge på ikke at tro på det, fordi det ganske enkelt var for usandsynligt. Men så satte alt ovenstående jo så i værk, og virkeligheden var ikke til at tage fejl af. Der lå et ganske så levende lille bevis inde i mig, som hele tiden kunne mærkes. Og når skæbnen efterlader et uplanlagt, lille mirakel i favnen på os ved hjælp af en enkelt “smutter” (jeg bebrejder whiskeysjusserne den aften), og dét i den alder, vi efterhånden har, er det svært ikke at føle sig ganske velsignet. 

Min krop føler alt, faktisk så meget at det føles helt alien-agtigt. Den vokser og udvikler sig, og jeg får ikke en pause fra det udover den åbenlyse, positive gevinst af dette helvede; en baby i vores arme til sidst. Jeg tænker altid, at min krop er over-gravid, og husker mig selv på, hvad min første læge sagde til mig som en trøst: “Det betyder faktisk, du har en meget sund graviditet, selvom det måske føles som det modsatte.” Skulle andre måtte igennem dette langt fra lyserøde graviditetsforløb, er det i situationen en sølle trøst, men det er faktisk et tegn på, at alt er, som det skal være. 

Jeg har tidligere måtte få medicin for ikke at dehydrere og for at kunne holde mad i mig. Det er helt ufarligt for fosteret, og alligevel har jeg tidligere kæmpet mig gennem tre måneder uden medicin for at føle mig helt sikker (det er i de første tre måneder, fosteret er mest sårbart). Det kunne jeg simpelthen ikke denne gang. Jeg har i stedet takket ja til medicin og takket for, at der findes nogle kloge mennesker, der udvikler hjælpemidler, så at jeg og andre kan få en smule livskvalitet i noget, der ellers kan virke fuldstændig uoverskueligt. Med Nora fik jeg akupunktur, brugte seaband og spiste B vitaminer, men vitaminerne ryger bare op igen. Måske hjalp nålene, måske ikke, jeg endte i hvert fald i kramper med for lav blodprocent alligevel. Denne gang prioriterede jeg derfor at skabe 100% ro og valgte absolut alle aktiviteter fra – jeg er ikke engang gået til behandlinger af nogen art. 

Guldfar har måtte passe på mig, sit arbejde, børnene og hele huset, fordi den mindste stress eller forpligtigelse har kunnet få mig til at knække. Nogle gange har han assisteret mig i badet, fordi jeg har været for bange til at stå i det alene. Han er VERDENS bedste mand og far. Han har lavet mad til mig fire gange daglig med fokus på at hjælpe min krop med at rense hormonerne ud og serveret det på flotteste vis, så jeg skulle få lyst til bare at få lidt ned. Han har holdt min hånd, lyttet, trøstet og krammet mig hele vejen igennem. Ikke et eneste sekund har han hængt med mulen eller brokket sig. Shit, hvor jeg elsker den mand. 

Alt dette og meget mere til, serveret på sengen af Guldfar med kærlighed <3

At have ligget stille i sengen og været så bedøvet af dårligdom, at jeg blot har kunnet observere uden at interagere, har været en gave midt i smerten. Jeg ved, at jeg trygt kan falde, fordi jeg lander på blødeste vis, bliver løftet op og svøbt, mens jeg bare kan se, hvordan børnene får det fineste nærvær og kærlighed af deres far. “Giv slip,” tænkte jeg denne gang, og det gjorde jeg. Jeg overgav mig fuldstændigt og tillod mig at være møjhamrende frustreret og ked af det – og nu, efter de mange tårer, er taknemmeligheden det, der fylder allermest. Livet rykker fodfæstet væk under én, når man mindst venter det, men på den anden side af et nedbrud er også altid en slags gennembrud. 

37 thoughts on “nu også med en lille fransk baby i ‘ovnen’

  1. Åhh – sikke en fantastisk nyhed, selvom det må være mega hårdt for dig. Du er savnet på @_frenchfeelings_ Instagramprofilen og jeg havde frygtet at der var sket en af jer noget slemt. Jeg ønsker jer alle det bedste – og glæder mig til at følge med når du er frisk igen og ikke mindst til at se en ny lille guldklump🧡 Knus og tanker fra Nina

    1. Hvor dejligt at høre fra jer og stort tillykke💗 havde frygtet noget meget værre da der pludselig blev ro men dette har jo været stilhed med lykke. Og selvfølgelig vil jeg følge med fra smukke France. Glæder mig allerede. Alt held og lykke til jer. Kram fra Susanne

    1. Største varmeste blødeste klem til dig først og fremmest❤️ Og av mit hjerte, forstår mere end du aner, det du beskriver søde menneske😌❤️ Og så kæmpe stort og varmt og kærligt tillykke🙏🏼❤️🌟 masser af kærlighed fra mig til dig

  2. Tillykke! Hvor er det dejligt! Og samtidig, sikke en omgang. Pas på jer selv <3 Spørg hvis I pludseligt for brug for hjælp fra alle os der følger med.

  3. Åh hvor er det godt at høre🙏🏻 Har tænkt så meget på jer og været SÅ bekymret! ❤️ ❤️❤️❤️ Masser af kærlighed til jer!!

    1. Woaw. KÆMPE tillykke!!!! Fantastisk nyhed. Og god bedring (min mor havde også dette, så kender til at være pårørende.).
      Jeg havde gået og tænkt på hvordan I mon havde det.. føler næsten man får et bånd til jer, grundet alt det I delte på IG 😁❤️🙏🏼Men godt at høre stilheden ikke skyldtes noget sørgeligt!
      Glæder mig til at følge med igen på jeres nye site!
      💕

  4. Tak for den hudløst ærlig beretning, din stærke kvinde❤️ Kæmpe tillykke til jer alle! Jeg glæder mig sådan til at følge med 🙏🏻 Du har været savnet!💗

  5. Jeg er helt lettet❤️ Har simpelthen været så bekymret for jer! Hold nu op en overraskelse. Du er rocker sej. Det lyder da helt forfærdeligt hårdt. Men KÆMPE tillykke til jer alle.

  6. Stort tillykke med den glædelige nyhed! Jeg glæder mig til at følge med🌸👶🏼🤍

    1. Kæmpe tillykke til jer alle ❤️ – og sikke en omgang!! Du og I har været savnet og jeg glæder mig til at følge jer og jeres endnu en gang nye eventyr – dem er I gode til at diske op med 😉

  7. Tillykke med maven smukkeste Cornelia💞
    Tænk at have/få dig som mor….wauw🙏
    Termin til sommer….eller ?

  8. Velkommen tilbage – I har fyldt meget i mine tanker 💛 Og stort tillykke med bulen – dejlig familie at dumpe ned i 🥰

  9. Stort tillykke med det nye liv der spirer.
    Dejligt at vide at det “bare” var dette – stilheden har skabt bekymring på jeres vegne. Håber lykken tilsmiler dig i ny og næ, så du også kan glædes, mens din krop befinder sig på massivt arbejde for at skabe nyt liv🌻

  10. Knus og kærlighed fra en medsøster. Tænker på dig❤️ Og bliver tager lige tilbage til helvede når jeg ser dine billeder!

  11. Tillykke! ❤️ Har tænkt på jer, og håbet på at der ikke var sket jer noget alvorligt. Al held og lykke med resten af graviditeten!

  12. Jeg føler HVERT et ord. Jeg har gjort det to gange – du må have vanvittige superkræfter, når du klarer det 4 gange! Stort tillykke. 🙏🏼

    1. Har selv savnet, flere der satte ord på dette, så man ikke føler sig alene i det. Tak 😘

  13. Så godt skrevet!!! HG er fuldstændig frygteligt. Og hvor er det vildt, at du nu er i gang med 4.omgang. Kæmpe respekt! Jeg har klaret en HG graviditet, og af samme årsag har vi ikke fået flere børn. Stort tillykke med graviditet, trods alt.

    1. Tro mig, havde aldrig gjort det igen, hvis ikke det var kommet uventet. HG er fra helvede, det kan ikke beskrives medmindre man har været der selv. Tusind tak 💛

  14. Stort tillykke med den nye spire. Du har været savnet og jeg har været inde på din IG mange gange for at de om der var noget nyt. Jeg er glad for at høre at det ikke er mere alvorligt og samtidig vil jeg sende dig et kæmpe kram, da jeg synes det er synes du lider under din gravitet. Alt det bedste til jer og jeg glæder mig til at høre mere fra jer. 💕🤩

  15. Tillykke!! Du har været i mine tanker mange gange. Godt at fraværet var på baggrund af en glædelig nyhed, selvom det åbenlyst har været hårdt. Held og lykke med det hele🥰

  16. Kæmpe tillykke og hvor skønt at høre fra jer igen. Jeg synes ikke at det lykkes, når jeg klikker på jeres link om at følge “inbetween. Life”

  17. Tillykke med jeres lille mirakel 🎉
    HG lyder som et mareridt – selv har jeg aldrig været slemt ramt – selv om jeg har vejet det samme hele graviditeten igennem (en jordmoder sagde første gang at jeg var i god foderstand 🤔)
    Håber alt det bedste for dig, dit lille mirakel og resten af din familie ❤️

  18. For en overraskelse !! Kjenner godt igjen alt du beskriver rundt å bli gravid og ha disposisjon for HG. Alt blir så utfordret i psyke og kropp. Godt du klarer å gi deg hen, og bare la tiden jobbe for deg❤️ Dette skal bli så fint tilslutt🥰

    1. Ja det var virkelig en overraskelse – HG er ikke sjovt, og jeg glæder mig over denne gang at have fået det bedre “allerede” nu næsten halvvejs 🙏🏻💛

  19. Jeg har oprettet mig med navn adresse og kort oplysninger hvordan kan jeg se noget mereom jer

    1. Hej Anette, du er ikke på listen over medlemmer, så dit medlemsskab ser ikke ud til at være oprettet. Jeg sender dig lige mail 🙂

  20. Har tænkt på jer mange gange siden der blev stille 🙂 Blev så glad da jeg så jer igen og at der nu er en lille “franskmand” på vej, selvom jeg synes det er så synd for dig at du lider sådan 🙂 Har fået linket til at virke og jeg glæder mig meget til at følge udviklingen af jeres familie og jeres udvikling af slottet 🙂

Leave a Reply to Nikoline Andersen Cancel reply