En grim forskrækkelse og en erfaring rigere

Dagene efter Nice (du kan læse om turen her) altså i sidste uge (graviditetsuge 30), var mærkelige. Jeg var drænet for energi og lagde mig flere gange i løbet af dagen, væsken i benene efter køreturen aftog heldigvis, men det var som om, der var noget der mindede om influenza-virus i kroppen. Bare den der ømme-muskler følelse, som jeg tror alle trætte forældre kender, det er overbelastning og stress. Jeg kender den, og lytter altid til den. Så derfor: mange timer på sofaen og langsomt tempo. Men uanset hvor meget man gerne vil tage det med ro, så er der altså en begrænsning for, hvor meget det er muligt med 3 børn hjemme, en renovering, som er absolut presset nu med at nå det vi skal inden lille Arwin kommer, og et kæmpe kæmpe Chateau, som skal veligeholdes dagligt, ligesom alle andre hjem med rengøring og diverse, blot utrolig mange ekstra m2.

Så selvom jeg havde den der udmattelsesfølelse fortsatte jeg med småting, som at sidde på gulvet og sortere babytøjet, og andre småting der trods alt var lidt i processen for at gøre klar til lillebror. Søndag besluttede jeg, at få håndvasket alt det sorterede babytøj i et badekar, i stille og roligt tempo. Jeg sidder på huk i noget der ligner 15 min. og skal så tisse. Lige inden jeg trækker op får jeg øje på noget rødt på parpiret i toilettet, og når bare at tænke F U C K, stikker så hænderne helt på automatik ned mellem benene og tænker “er det fra mig”??? Panisk hænderne foran øjnene, men ingen blod at spotte. Min hjerne vil gerne finde en løsning på, det ikke er fra mig, selvom om jeg jo allerede har gennemgået næste fase af alt dette inde i hovedet, midt i koldsveden og angsten der for længst er ankommet. Blod i 3 trimester er seriøst, og ikke med nogen lille logisk forklaring som følge. Denne søndag er jeg præcis 30+0 og jeg kan jo godt regne ud, at det er alt, alt for tidligt med tegnbødning og fødsel i sigte.